Et interessant spørgsmål

Følgende er et uddrag af artiklen „Frafaldet og magten“:

„I dag spørger man altså sig selv: Hvad var det egentlig, der skete, da kristendommen blev statens religion, dengang for over 1600 år siden?

Spørgsmålet er uhyre vigtigt. I evangeliet, i Jesu ord, har forfølgelsens situation en status — det er simpelthen den lod, Kristus forudså og beskrev i detaljer som noget nær det normale for dem, som ville følge ham. Forfølgelsen af de kristne er nærmest det almindelige, fordi verden er og forbliver verden. Tanken om en „kristen stat“ har ikke skygge af hjemmel i Jesu ord, og for de første kristne var sammenhængen mellem Jesu lære og profeti på den ene side og deres egen situation og erfaring på den anden helt slående. Den kristne viser sig da også som den passivt loyale borger i alt det timelige, men principielt forberedt på martyriet.

Og i løbet af forbløffende kort tid bevæger de kristne sig så fra rollen som de forfulgte til magthavernes position. Den russiske tænker Nikolaj Berdyajev karakteriserer dette dybt pessimistisk, ja som en tragedie, når han skriver: ’Den kristne kirke undgik på storartet vis frafaldet under forfølgelserne. Men den faldt katastrofalt og eftertrykkeligt for en farligere og større fristelse: Magtens.’

Det er ensidigt set. Men det rummer også en skæbnesvanger sandhed. I over 1600 år følger så det i nogle tilfælde storslagne og imponerende, nogle gange afskrækkende og i alle tilfælde tvetydige eksperiment, som hedder „den kristne stat“ og „kristenheden“ — den kollektive kristne kultursammenhæng. Hele middelalderens vældige bygning hviler på den, og så sejlivet har den været, at dens struktur endnu har rester i vort eget hypermoderne velfærdssamfund — eksempelvis i den norske grundlovs paragraf 2.“ — Katolsk Ugeblad, 13. maj 1966.