Hvad siger Bibelen?

Kan en fuldkommen lov have en brist?

DEN lov Gud gav israelitterne var fuldkommen. Bibelen siger om den: „Altså er Loven på sin side hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom. 7:12) Men hvorfor, kunne man spørge, siger Bibelen så også at Lovpagten har en svaghed, en brist?

Vi læser: „Hvis den pagt, den første, havde været udadlelig, ville der ikke være blevet søgt plads for en anden.“ (Hebr. 8:7) „Der sker da visselig en tilsidesættelse af det forudgående bud fordi det er svagt og virkningsløst. Loven fuldkommengjorde nemlig intet.“ — Hebr. 7:18, 19.

For at forstå hvordan en fuldkommen lov kunne omtales som ’svag’ og ’virkningsløs’ må vi huske at fuldkommenhed kan være relativ. For eksempel kan en pløk være fuldkommen rund, men den duer ikke til at udfylde et firkantet hul med.

Ligeledes med Loven, den kunne ikke gøre det den ikke var bestemt til. Ikke desto mindre var den hellig, retfærdig, god, ja dadelfri, hvad angår Guds hensigt med den. Hvilken hensigt tjente den?

Det spørgsmål svarer apostelen Paulus på; han skriver: „Den blev føjet til for at gøre overtrædelserne kendt, indtil den sæd kom som løftet var givet til; . . . Følgelig er Loven blevet en opdrager der leder os til Kristus.“ (Gal. 3:19, 24) „Loven har en skygge af kommende goder, men ikke tingenes skikkelse i sig selv.“ — Hebr. 10:1.

Loven tjente til fuldkommenhed sin hensigt: at gøre overtrædelserne kendt. Den indeholdt de begrænsninger Jehova havde sat, og viste tydeligt hvilken adfærd han krævede af sit folk. Israelitterne, der var ufuldkomne, formåede ikke at holde Loven fuldkomment. Følgelig gjorde den deres overtrædelser kendt. Loven viste ubestrideligt at israelitterne havde behov for at få tilgivelse for deres overtrædelser og desuden at der tiltrængtes et offer som én gang for alle kunne sone deres synder.

Som en opdrager skulle Loven berede israelitterne til at tage imod Messias eller Kristus. Fortidens opdrager eller tugtemester fungerede ikke som lærer i samme forstand som en lærer på en skole. Han havde ansvaret for at hindre at barnet led legemlig eller åndelig skade. Han kunne tugte barnet og undervise det i den rette opførsel. Men det var ikke først og fremmest ham der gav barnet den fornødne undervisning. Opdrageren fulgte barnet i skole og overdrog det til læreren der.

Loven virkede i princippet ligesom fortidens opdrager. Dens forskrifter skulle sikre israelitterne mod at ødelægge deres forhold til Jehova Gud og derved volde sig selv skade. Der blev sagt til dem: „Følg altid den vej, som [Jehova] eders Gud har pålagt eder at gå, at I kan blive i live og få det godt og leve længe i det land, I skal tage i besiddelse.“ — 5 Mos. 5:33.

Ved Lovens hjælp kunne der også holdes streng disciplin. Overtræderen slap ikke for straf. Angående alvorlige krænkelser af Loven, såsom ægteskabsbrud, mord og kidnapning, læser vi: „Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn.“ (Hebr. 10:28) En prompte henrettelse af forsætlige syndere vakte en sund frygt hos dem der så til, og desuden virkede det forebyggende.

Da Messias kom, tog en angrende rest villigt imod ham som deres lærer. For dem havde Loven tjent sin hensigt, som en fuldendt opdrager eller tugtemester.

Forskellige sider af Loven, deriblandt dens forskrifter om højtiderne, tabernaklet og ofringerne, havde en skygge der svarede til større ting der skulle komme. En skygge giver en idé om formen eller omridset af den virkelighed som kaster skyggen. Lovens skygger hjalp således israelitter med et ret hjerte til at genkende Messias da de kunne se at det var ham der var „virkeligheden“. At de havde set rigtigt påpegede apostelen Paulus da han til de kristne i Kolossæ skrev: „Virkeligheden hører Messias til.“ — Kol. 2:17.

Loven tjente altså til fuldkommenhed Guds hensigt, men den kunne naturligvis ikke udvirke det den ikke var bestemt til. Det var noget andet der skulle til for at udvirke en varig renselse for synd og give enkeltpersoner en ren samvittighed over for Gud. Den nye pagt, som Gud indstiftede ved Kristus Jesus, måtte derfor være — og var — bedre end den gamle lovpagt. Den nye pagt blev stadfæstet ved det fuldkomne menneske Jesu Kristi offer, og ikke ved dyreofre. Dette fuldkomne menneskeoffer kan rense for synd og give dem der tror på dets sonende værdi en ren samvittighed.

De dyreofre der bragtes ifølge den mosaiske lov var blot en skygge af det ene offer, Jesus Kristus. Det forstår vi af teksten i Hebræerbrevet 10:1-4: „Mennesker [kan] aldrig med de samme slagtofre som de bestandig frembærer år efter år, gøre dem der træder frem, fuldkomne. Ville man ellers ikke have ophørt med at frembære ofrene, idet de der yder hellig tjeneste ville være blevet renset én gang for alle og ikke mere ville have nogen bevidsthed om synder? Med disse ofre gives der tværtimod, år efter år, en påmindelse om synder, for det er ikke muligt at blod af tyre og bukke kan tage synder bort.“

Og ikke alene kunne dyreofre ikke borttage synder, men den jødiske ypperstepræst var selv et menneske som var underlagt synd og død. I Hebræerbrevet 7:26-28 drages der en sammenligning mellem Jesus Kristus som ypperstepræst og de jødiske ypperstepræster af Arons slægt. Der siges: „For en sådan ypperstepræst var egnet for os: loyal, ufordærvet, ubesmittet, skilt fra syndere og ophøjet over himlene. Han har ikke nødig, ligesom de andre ypperstepræster, daglig at bringe slagtofre, først for sine egne synder og derefter for folkets (for dette gjorde han én gang for alle da han bragte sig selv som offer); Loven indsætter jo som ypperstepræster mennesker der er behæftede med svaghed, men den svorne eds ord, som kom efter Loven, indsætter en søn som er gjort fuldkommen for evigt.“

Altså var Loven ’svag’ i den forstand at dens præsteskab, bestående af mennesker der kunne dø, og dens dyreofre ikke til fuldkommenhed eller fuldstændigt kunne befri israelitterne for enhver bevidsthed om synd. Det eneste der kan det er Jesu Kristi fuldkomne offer tillige med hans præsteskab, der overgår det jødiske.

Bibelen lader os således forstå at den lovpagt Israel fik, var fuldkommen i relativ forstand. Ufejlbarligt tjente Loven den hensigt hvormed den var givet. Den gjorde overtrædelserne kendt, kastede en forbilledlig skygge af en større virkelighed, gjorde det muligt at genkende virkeligheden, og beredte et folk til at tage imod Messias. Eftersom Loven spillede en forberedende rolle, blev den erstattet af den virkelighed der kom med Jesus Kristus. Sammenlignet med denne virkelighed må man sige at Loven var svag og mangelfuld. Betragter man den derimod på baggrund af den hensigt hvormed den blev givet, da var den fuldkommen, uden en brist.