Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g77 8/5 s. 3-4
  • Hvordan betragter du dine medmennesker?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan betragter du dine medmennesker?
  • Vågn op! – 1977
  • Lignende materiale
  • Hvilken slags venner ønsker du?
    Hvordan du får det bedste ud af din ungdom
  • Gode venner — Dårlige venner
    Vågn op! – 2004
  • Hvordan vi kan dække vores behov for venskaber
    Vågn op! – 2004
  • Er det lige meget hvilke venner du har?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
Se mere
Vågn op! – 1977
g77 8/5 s. 3-4

Hvordan betragter du dine medmennesker?

„ALT og alle gik mig imod, både mennesker og livet i almindelighed, så min eneste fornøjelse var at drikke og at tage narkotika,“ sagde en ung kvinde som er vokset op i Los Angeles. Den måde hun betragtede andre på havde haft stor indvirkning på hendes livsform. Selv om du måske aldrig har prøvet at føle dig så frastødt af andre mennesker, er du uden tvivl klar over at en negativ holdning til andre kan berøve én glæden ved livet.

For at være lykkelige må vi føle at nogen har brug for os, sætter pris på os og holder af os. Vi har behov for venner som virkelig er interesseret i os, for de kan i høj grad berige vort liv. Men hvis vi er blevet dybt skuffet over nogle bekendte som viste sig at være illoyale og selviske, er vi måske bange for at gøre nye bekendtskaber. Det er naturligt at man ikke ønsker at blive såret igen. Men det er ikke nogen tilfredsstillende løsning. Hvis man, for at beskytte sig selv mod at blive såret igen, trækker sig ind i sin skal, isolerer man sig og bliver ensom. Derefter vil man måske prøve at flygte fra livets hårde realiteter ved at hengive sig til alkoholiske drikke eller narkotika.

Dette illustrerer hvor vigtigt det er at man ikke opgiver sine forsøg på at finde sande venner, blot fordi man har haft nogle dårlige erfaringer. Den kendsgerning at der findes mange selviske og uvenlige mennesker er ikke ensbetydende med at alle er sådan.

Sandsynligheden for at få ubehagelige erfaringer vil selvfølgelig være større hvis man prøver at vælge sine venner fra en meget snæver kreds. Man holder sig måske til mennesker i en bestemt aldersgruppe eller fra et bestemt socialt lag, en bestemt nation, race eller stamme. På grund af visse fordomme nægter man måske at slutte venskab med mennesker der ikke tilhører denne bestemte kreds. Man er måske mistroisk og mistænksom over for de mennesker der er uden for den kreds man færdes i og som man finder værdig til sit venskab. Hvis man så får ubehagelige erfaringer med dem som man troede ville være gode venner, kommer man måske til at se med endnu større mistro og mistænksomhed på „dem udenfor“.

Det er klart at det er langt bedre at have et afbalanceret syn på ens medmennesker. Og Bibelen kommer os til hjælp ved at vise hvordan vor indstilling til andre bør være.

I Bibelen lærer vi at Skaberen ikke er partisk. Vi læser: „Gud [er] ikke . . . partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ — Apg. 10:34, 35.

Ifølge dette kan vi forvente at finde sandfærdige og loyale venner blandt dem der frygter Gud og øver retfærdighed, og de kommer fra alle stammer, nationer og racer. Sådan forholder det sig netop. At mennesker har forskelligt temperament og forskellige skikke og vaner bør ikke få os til at undgå dem. Mennesker med vidt forskellig personlighed kan ofte supplere hinanden og få gode egenskaber frem hos hinanden. Tankegangen kan stimuleres, nye horisonter kan åbnes og det kan bevirke at man får større forståelse for andre menneskers behov.

Når man i sit valg af omgangskreds ledes af Guds upartiske syn på mennesker, vil man ikke prøve at få venner blot på grundlag af det de er eller har. Derimod vil man se på hvordan de er som mennesker. Er de venlige, hensynsfulde, forstående og sympatiske? Er de opbyggende i ord og handling? Det er langt bedre at bygge et venskab på sådanne egenskaber end det er at bygge det på velstand eller indflydelse.

Den kristne discipel Jakob påpegede at man faktisk er ond hvis man vurderer et menneskes værd efter dets ydre. Denne fælde var visse kristne faldet i, og derfor sagde Jakob til dem: „For når en mand med guldringe på fingrene og i en flot dragt kommer ind i en af jeres forsamlinger, og en fattig i en snavset dragt også kommer ind, og I ser velvilligt på ham der bærer den flotte dragt og siger: ’Du kan sidde her på en god plads,’ og til den fattige siger: ’Du kan blive stående,’ eller: ’Du kan sidde dér, neden for min fodskammel,’ har I så ikke klasseskel iblandt jer og er blevet dommere der afsiger onde kendelser?“ — Jak. 2:2-4.

At foretrække nogle fremfor andre blot fordi de har en fremtrædende stilling, en højere uddannelse eller er økonomisk velstillede, ville ikke være i harmoni med dette gode råd. Vil et venskab der bygger på sådanne forhold i øvrigt kunne stå sin prøve? Hvad nu hvis vedkommende blev uhæderlig eller mistede sine rigdomme? Hvad nu hvis han kun var interesseret i det han kunne få ud af et bestemt venskab? Et bibelsk ordsprog siger ligeud: „Fattigmand hades endog af sin ven, men rigmands venner er mange.“ (Ordsp. 14:20) Ja, et venskab der bygger på materielle hensyn kan hurtigt gå i stykker.

Man bør heller ikke overse at det blandt visse velstående og indflydelsesrige mennesker ikke er ualmindeligt at være grov, ublid eller ukærlig. De fortjener bestemt ikke at blive vist særlig opmærksomhed blot fordi de er velhavende. Hvis sådanne mennesker på den anden side viser sig at være venlige og kærlige fordi de frygter Gud, bør de behandles lige så hensynsfuldt som enhver anden gudfrygtig mand eller kvinde.

Den der betragter sine medmennesker med det i tanke at han gerne vil gøre noget for dem, i stedet for kun at tænke på hvad han kan opnå ved at omgås dem, vil almindeligvis ikke blive skuffet. Det er fordi „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. — Apg. 20:35.

Den der er oprigtigt interesseret i andre, uden at tænke på hvad han kan få til gengæld, bliver aldrig bitter. Han er også tilfreds da han ved at han vil få en virkelig belønning, ikke fra mennesker, men fra Gud. Jesus Kristus gav denne forsikring: „Når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ — Luk. 14:13, 14.

Med tiden blev den forbitrede kvinde fra Los Angeles klar over at hvis man følger Bibelens retningslinjer kan ens syn på andre mennesker ændres til det bedre. Nu er hun ikke længere overdrevent irriteret på sine medmennesker, men gør hvad hun kan for at hjælpe dem til at få et godkendt forhold til Jehova Gud. Denne kvinde glæder sig over at have fundet virkelige venner blandt dem der prøver at leve i overensstemmelse med Bibelen.

Har du også gjort denne erfaring? Hvis ikke, hvorfor så ikke efterprøve det Bibelen siger og finde ud af om dit liv kan blive yderligere beriget og mere meningsfyldt?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del