Hvad siger Bibelen?

Kvinder på prædikestolen?

„’Kvindelige præster’ — krigen raser videre“

’Den episkopale Kirke godkender ordination af kvinder’

„VATIKANET: PRÆSTESKABET KUN FOR MÆND“

„KVINDER STRØMMER TIL PRÆSTESEMINARIERNE“

SÅDANNE avisoverskrifter vidner om voksende meningsforskelle. I den senere tid har flere protestantiske kirker ændret deres ’politik’ for at kunne have kvindelige „præster“. Det drejer sig blandt andet om lutherske, episkopale og anglikanske kirker.

I modsætning hertil fremsatte Vatikanet den 27. januar 1977 på ny sit synspunkt om at kun mænd kan blive romersk-katolske præster. Men mange ’katolske aktivister’ reagerede omgående med at sige at de fortsat ville tale for kvinders ordination.

I betragtning af alt dette tænker man uvilkårligt: ’Hvorfor denne debat nu efter at mændene i århundreder har været ene om at stå på prædikestolen?’ Der er almindelig enighed om at kampen for kvindens frigørelse er hovedårsagen. Kvindesagsforfattere hævder at kvinder er lige så kvalificerede og at „det synes påkrævet med en ændring i traditionen“.

Ja, et af hovedpunkterne i striden synes at være om man skal „afskaffe traditionen“. Men burde man ikke først og fremmest tænke på: Hvem har Gud bemyndiget til at undervise menigheden? Lad os se hvad Bibelen siger i stedet for blot at beskæftige os med menneskers traditioner.

Jesu kærlighed omfattede selvfølgelig også kvinder. I kontrast til farisæerne og andre behandlede han kvinder med respekt og var villig til at undervise dem. Kvinder sluttede sig loyalt til ham og var de første der så ham efter hans opstandelse. — Joh. 4:27; Luk. 10:39; Matt. 27:55, 56; 28:1, 9.

Der er ikke noget i evangelierne der tyder på at Jesus afholdt kvinder fra at fortælle andre „den gode nyhed“ om frelse. Og efter at Guds ånd var blevet udgydt over cirka 120 mænd og kvinder der var forsamlede på Pinsedagen, citerede Peter Joels profeti, hvor Gud siger: „Jeg [vil] udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere.“ (Apg. 1:14; 2:1-18; Joel 3:1, 2) I den første menighed delte mænd og kvinder således med glæde deres nye håb med alle der ville lytte.

På den anden side må vi nøje undersøge hvordan Bibelen bruger det græske ord diaʹkonos. Undertiden bruges det i en generel betydning om både mænd og kvinder der tjener eller betjener andre. Det er åbenbart i denne betydning at Paulus taler om „Føbe, vor søster, som er tjener“. (Rom. 16:1; Luk. 8:1-3) Men mange steder henviser ordet øjensynlig til en stilling som man er udnævnt til i menigheden — som menighedstjener.

Blandt kvalifikationerne til denne stilling nævnes dette krav: „Lad en menighedstjener være én kvindes mand.“ Det samme bliver sagt til dem der fører åndeligt tilsyn, de „ældste“ eller ’tilsynsmændene’. En ældste i menigheden må være „en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde“. (1 Tim. 3:2-4, 8, 12) Det er med andre ord døbte mænd der skal påtage sig opgaven som ældste og menighedstjenere og således føre an i menigheden.

De kristne græske Skrifter er meget tydelige hvad dette angår. Paulus skriver: „Jeg tillader ikke en kvinde at undervise [menigheden], eller at udøve myndighed over en mand.“ (1 Tim. 2:11, 12) Men han taler også om kvinder som lærere, for han tilskynder modne kvinder til at være „lærere i hvad der er godt“ over for „de unge kvinder“. (Tit. 2:3-5) Hvordan kan det være at kvinder kan undervise dem uden for menigheden men ikke kan få lov til at føre an inden for den? Var apostelen Paulus „kvindehader“, som nogle hævder?

En sådan tankegang tilsidesætter en fundamental bibelsk lære — princippet om ledelse. Paulus var i overensstemmelse med Peter og andre bibelskribenter da han skrev: „Men jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ — 1 Kor. 11:3; 1 Pet. 3:1.

Gud er den eneste der ikke har nogen myndighed over sig; det har alle andre. I betragtning af hvordan mange mænd har misbrugt deres myndighed, er det selvfølgelig ikke så underligt at nogle kvinder kræver lighed. Men Gud foranstaltede denne ledelse til alles bedste. Hvordan det?

Gud udformede familieordningen af hensyn til livets mest intime forhold. For at sikre alle lykke og tryghed ville det være nødvendigt med stabilitet og enhed. Det er tydeligt at et medlem af familien måtte føre an. Jehova pålagde manden dette ansvar. Han påbød også manden at „elske sin hustru sådan som han elsker sig selv“ — at værne om hende og at vise hende ære. — Ef. 5:28-33.

Hvis en kvinde skal lade sig lede af sin mand i hjemmet, hvordan kan hun da have myndighed over mænd og kvinder i menigheden? Hvad ville der ske hvis en mandlig og kvindelig ældste var gift med hinanden?

De der går ind for „kvinder på prædikestolen“ vil gerne have os til at tro at det kun var på grund af almindelig skik og brug at Jesus ikke havde kvindelige apostle blandt de tolv. Men Jesus handlede i overensstemmelse med Guds oprindelige hensigt. I Eden havde Adam myndighed over Eva, endda før de syndede. — 1 Mos. 2:18, 22, 24; 1 Kor. 11:7-9.

Man kunne spørge om dette guddommelige mønster hæmmer kvinden, gør hende til en „andenklasses kristen“, som nogle hævder? I dag forbindes ordet „underkastelse“ ofte med „mindreværd“. Men Bibelen og den kristne levevis lærer os at kun ved at underlægge os Jehovas vilje — finde vor plads i hans ordning — kan vi opnå lykke.

Desuden bliver apostelen Paulus’ syn på kvinder ofte fordrejet. Ud over at han skrev udførligt om hvordan kvinder bør elskes og respekteres, sendte han flere gange hilsener til søstre og omtalte dem rosende, idet han nævnte dem ved navn. (Rom. 16:3, 4, 6, 12) Og det var også denne apostel der skrev det vers der oftest citeres af fortalerne for kvindelige „præster“. Det lyder: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Gal. 3:28.

Undersøger man sammenhængen vil man se at der ligger en dyb sandhed i dette vers. Den himmelske skare er ikke begrænset til mænd, men omfatter også kvinder. Fremfor noget andet understreger dette Guds positive syn på kvinder som Kristus og Paulus trofast har videregivet.

Selv om kirkerne ser forskelligt på dette spørgsmål, gør kristne kvinder vel i at holde sig til Bibelens lære. Derved bliver de ikke „undertrykt“. De opnår sand lykke ved at bringe „åndelige ofre, velbehagelige for Gud“. Og, fremfor alt, de opnår Guds velsignelse. — 1 Pet. 2:5.

● I Danmark blev den første kvindelige folkekirkepræst ordineret i 1948. Ifølge Statistisk Årbog for 1976 var der ved folketællingen i 1970 i alt 1901 ’præster, provster og biskopper’ her i landet, og af disse var 37 kvinder. Siden 1970 er tallet sikkert ændret en del. Selv om der kommer flere og flere kvindelige præster, er spørgsmålet ikke ophørt med at være diskussionsemne. En vestjysk provst valgte i 1972 at træde tilbage da han blev opfordret til at indsætte en kvindelig præst, skønt han var frit stillet til ikke at påtage sig indsættelsen.