Jordpåkastelse — hvorfor?
I MANGE lande er det almindeligt at præsten ved en begravelse kaster tre skovlfulde jord på kisten, enten før eller efter at denne er sænket ned i graven. I Danmark kan skikken spores langt tilbage, men blev officielt indført i kirken ved kirkeritualet af 1685. Hvad er baggrunden for denne skik?
Et tysk opslagsværk i ti bind om overtro, Handwörterbuch des deutschen Aberglaubens, forklarer at jordpåkastelsen foretages af forskellige grunde — „for at man lettere skal kunne glemme den døde af hensyn til hans hvile, [og] for at de afdøde ikke skal kede sig så meget; i Bulgarien bliver det gjort for at slægtningene kan genløse sjælen. Sjælen forlader legemet når præsten kaster en håndfuld jord ned i graven“. (Bind I, side 984) Funk & Wagnalls Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend fortæller at visse nordamerikanske indianere kastede forskellige genstande ned i graven for at formilde „den dødes ånd“. Værket tilføjer: „Den samme tanke lå sandsynligvis til grund for den udbredte skik at kaste jord, ler, støv eller aske ned i graven.“ — Bind I, siderne 427, 428.
Dr. phil. Christian B. Schjørring har søgt at klarlægge skikkens oprindelse, og i bogen Af Jord er du kommet — skriver han som konklusion: „Man må derfor sige, at jordpåkastelsen er en asiatisk skik, som gennem forskellige folkeslag er nået ind i Europas kirker.“ — Side 182.
Uanset hvilke tanker man i dag knytter til jordpåkastelsen, kan man slå fast at skikken ikke har sin oprindelse i Bibelen. Vi læser ingen steder i Bibelen om at Guds tjenere, eller andre for den sags skyld, knyttede en sådan skik til bisættelsen af deres døde. Guds løfte om at „der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“ forudsætter ikke at der er anvendt en bestemt begravelsesskik. — Apg. 24:15.