Hvad Bibelen siger

Er kundskab en ufejlbarlig rettesnor?

KUNDSKAB er nødvendig hvis man skal træffe forstandige afgørelser i livet. Manglende kundskab kan betyde at man spilder sin tid, sine kræfter og sine midler. Dette gør sig gældende selv ved de enkleste opgaver. For eksempel skrev den vise kong Salomon: „Når øksen er sløv og dens æg ej hvæsses, må kraft lægges i; men den dygtiges fortrin er visdom [der bygger på kundskab].“ — Præd. 10:10.

I visse tilfælde er kundskab i sig selv dog ingen sikker rettesnor. Der skal mere til. Dette gælder især ved situationer hvor forholdet til andre mennesker spiller ind. Hvis vi da blot handler i overensstemmelse med hvad vi personligt ved er rigtigt, kan det medføre alvorlige problemer.

Den kristne apostel Paulus gjorde rede for dette i sit brev til korinterne. Han er inde på spørgsmålet om „det der har været ofret til afguder“, og skriver så: „Vi ved at vi alle har kundskab. Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger. Hvis nogen mener han har opnået kundskab om noget, så kender han det endnu ikke sådan som han bør kende det.“ — 1 Kor. 8:1, 2.

De kristne i Korint vidste at der kun var én Gud, Jehova, og én Herre, Jesus Kristus. De vidste at de mange guder og herrer som folk fra nationerne ærede, i virkeligheden slet ikke eksisterede. Afguder var kun genstande af træ, sten eller metal, og de havde ingen magt. Ud fra denne kundskab har nogle af medlemmerne i Korintermenigheden måske skønnet at det ikke kunne skade at spise mad der havde været ofret til afguder. Disse troende havde ret i at der ikke var forskel på denne og al anden mad. De livløse, magtesløse afguder havde ikke på nogen måde udvirket en forandring af maden, og de kunne heller ikke tage bolig i den.

Men var denne kundskab om at afguder intet var, en sikker rettesnor når man skulle afgøre om det var passende at spise mad der var ofret til afguder? Nej. Hvorfor ikke? Apostelen forklarede: „Denne kundskab er imidlertid ikke i alle; men nogle som indtil nu har været vant til afguden, spiser maden som noget der har været ofret til en afgud, og deres samvittighed, som er svag, bliver besmittet.“ — 1 Kor. 8:7.

Nogle af de troende i Korint som før havde været afgudsdyrkere, var endnu ikke kommet så vidt at de havde frigjort sig for de religiøse følelser der gerne fulgte med når de spiste mad som var ofret til afguder. Derfor følte de at det var forkert af dem at gøre det, og det var det også i deres tilfælde. Deres skrøbelige samvittighed tillod dem ikke at betragte den mad der var ofret til afguder, på samme måde som anden mad. Bibelen fastslår dette: „Den der har tvivl, er allerede dømt skyldig hvis han spiser, for han spiser ikke ud af tro. Ja, alt hvad der ikke er ud af tro, er synd.“ — Rom. 14:23.

Hvis sådanne troende så en kristen spise mad der var ofret til afguder, ville de blive ganske forfærdede. De kunne få den tanke at han i virkeligheden tilbad en afgud. Dette kunne få dem til at snuble, at tage anstød af noget som de troede var en alvorlig synd begået af en af deres brødre. Eller de kunne forledes til selv at spise kød som havde været ofret til afguder og falde i den snare at give efter for den andagtsfulde indstilling de havde til dette mens de endnu var afgudsdyrkere.

Den kristne der blot handlede i overensstemmelse med hvad han vidste om afguder og mad der var ofret til afguder, ville således bære skylden for at hans broder led åndeligt skibbrud. Dette understregede apostelen Paulus med ordene: „Se stadig til at denne jeres handlefrihed ikke på en eller anden måde bliver en snublesten for dem som er svage. For hvis nogen skulle se dig, som har kundskab, ligge til bords i et afgudstempel, vil da ikke samvittigheden hos den der er svag, blive opbygget til at spise det der har været ofret til afguder? Ved din kundskab bliver der jo bragt undergang over den som er svag, din broder, for hvis skyld Kristus er død.“ — 1 Kor. 8:9-11.

Den der ikke tager andres svage samvittighed i betragtning er i virkeligheden opblæst af sin kundskab. Han er tilbøjelig til at se ned på andre og betragte dem som overdrevent samvittighedsfulde, men alligevel gør han sig ikke klart at han ved bestemte handlinger kan være til åndelig skade for dem der har en svag samvittighed. Altså er hans kundskab alene ikke nogen sikker rettesnor, eftersom den ser bort fra den skadelige virkning hans adfærd kan have på andre. Kundskab er kun en pålidelig rettesnor når den anvendes med kærlighed. Hvis den der har kundskab ikke også har kærlighed, vækker han en følelse af mindreværd og skamfuldhed hos andre. Hans omgangsfæller opmuntres ikke. Men når kærlighed tilskynder den enkelte til at bruge sin kundskab til bedste for andre, vil disse blive opbygget.

Den der blot mener at have kundskab om noget og som anlægger en overlegen holdning over for andre, kender det i virkeligheden ikke som han bør kende det. (1 Kor. 8:2) Han har tabt den gode kundskabs egentlige mål af syne; han har glemt at den skal bruges til gavn og glæde for andre. Desuden kan det siges at jo mere et menneske ved, des mere kommer det som regel til at erkende at der er meget det ikke ved. Dette skulle gøre os vågne for vore begrænsninger og mindre tilbøjelige til at være dogmatiske og urimelige i vore synspunkter.

Skal kundskab tjene et godt formål må den ses i forhold til kærlighed til Gud. Apostelen Paulus skrev: „Hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af ham.“ (1 Kor. 8:3) Hvis et menneske elsker Gud må det tydeligt kunne ses på vedkommendes indstilling og adfærd over for andre mennesker. Apostelen Johannes giver udtryk for denne tanke på følgende måde: „Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig. Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os; og vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene.“ (1 Joh. 3:15, 16) „Lad os fortsat elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver som elsker, er født som følge af Gud og kender Gud. Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed.“ — 1 Joh. 4:7, 8.

Kundskaben er således ikke i sig selv en ufejlbarlig rettesnor når man skal afgøre hvad der er ret og rigtigt i en given situation. Vi kan måske godt gøre noget der egentlig intet forkert er ved; men hvis vi har indtryk af at det vil skade andre som ser det og som har en svag samvittighed, skulle vi bestemt afholde os fra at gøre det. Ja, lad os fortsat ’søge medmenneskets og ikke vor egen fordel’, så vi bruger vor kundskab til andres opbyggelse. — 1 Kor. 10:24.