Et brev om to drenges integritet
Kære brødre!
Med dette brev sender jeg et lille beløb. Det er et bidrag fra mine drenge, Timmy og Michael, 12 og 5 år. Jeg ved at deres ønske var at pengene skulle bruges til fremme af Rigets arbejde.
Timmy blev en ivrig forkynder af Riget, selv om han først måtte igennem mange genvordigheder. Hans moder og jeg blev separeret og senere skilt; Timmy var dengang 7 år og Michael kun 6 måneder gammel. Deres moder modstod bittert mit standpunkt for Guds rige. Timmy, derimod, nærede en ægte kærlighed til sandheden og et stærkt ønske om at glæde Jehova.
Deres moder fik forældreretten over Timmy og Michael; de var således udsat for påvirkningen fra verden med alle dens skikke og helligdage. Men den oplæring Timmy havde fået som lille og hans tro på Jehova hjalp ham til at tage et fast standpunkt for Guds rige, selv om han kun var en lille dreng. Jeg selv var jo afskåret fra at give Michael en daglig oplæring; men trods modstand fra sin moder hjalp Timmy sin lillebror til at se og forstå at de skikke og helligdage han blev tilskyndet til at deltage i, ikke behagede Jehova. På grund af Timmys fastholden ved sandheden, og ved Jehovas ånds hjælp, tog lille Michael også standpunkt for Jehova.
Senere fandt jeg en ny kone, Ruth, hvad jeg takker Jehova for. Ruth havde en lille pige, Holly, og de tjente begge Jehova. Vi prøvede at få tilkendt retten over Timmy og Michael, hvilket lykkedes med Jehovas hjælp. Vores lille familie tilbragte mange lykkelige stunder sammen i tjenesten, ved møderne og med opbyggende adspredelse. Timmy og Michael og deres nye søster, Holly, nu 9 år, fortsatte med at vokse åndeligt; Timmy indviede sig til Jehova og lagde planer om at blive døbt ved stævnet „Det levende håb“ (sommeren 1979). Alle tre børn har været til stor opmuntring for Ruth og mig.
En aften efter at vi var kommet hjem fra et særligt opbyggende møde i rigssalen, hvor vi havde lært om vore afrikanske brødres trofaste udholdenhed, sagde Timmy: „Jeg ville ønske jeg kunne få lejlighed til at bevise min tro på Jehova på samme måde som brødrene i Afrika. Jeg ville være trofast til det sidste.“ Jeg forklarede Timmy at han så fortsat måtte være tro mod Jehova i de små ting, stadig komme til møderne og give sine kommentarer, være aktiv i tjenesten fra hus til hus, aflægge uformelle vidnesbyrd i skolen og være lydig over for sine forældre og sine lærere. „Hvis du så nogen sinde skulle stå over for forfølgelse, vil Jehova hjælpe dig til at forblive trofast,“ forsikrede jeg ham.
Og takket være Jehova er alle vore tre børn forblevet tro i disse små ting. Timmys mål var at ’forbedre sin tjeneste nu, så han kunne fremvise et pænt resultat når han engang skulle ansøge om beteltjeneste’.
Når drengene ind imellem tilbragte en weekend hos deres moder i nabobyen Beaufort, traf Timmy altid foranstaltninger til at de kunne overvære menighedens møde søndag formiddag. En sådan tidlig morgen, det var den 29. april 1979, gik jeg lidt rundt i haven for mig selv inden vi skulle til møde. Jeg fik øje på nogle dybe aftryk af små fødder i den bløde jord — det var Michaels; han havde sat dem et par dage før da han var gået ud i haven for at grave en regnorm ned som på en eller anden måde havde forvildet sig ind i hans værelse. Det fik mig til at tænke på drengene. Nu vågnede de nok snart for at tage til mødet i Beaufort. Jeg håbede at Timmy ville sørge for at de kom af sted.
Mine tanker blev imidlertid afbrudt af en telefonopringning. Det var deres bedstefader i Beaufort. Han havde en sørgelig meddelelse. Timmy og Michael ville ikke komme hjem mere. Deres forbitrede moder havde skudt dem begge mens de lå og sov i deres senge; det var sket blot en time tidligere.
Jeg behøver vist ikke at fortælle at familien blev grebet af en overvældende sorg. Men troen på Jehova og håbet om en opstandelse har hjulpet os til at bære dette tragiske tab af vore to små drenge. Vi ser med længsel frem til den tid hvor vi igen kan komme til at virke sammen med dem i en hvilken som helst gerning Jehova ønsker udført i sin kommende nye orden.
Modtag venligst denne lille gave fra dem. Det er alt hvad de havde at bidrage med, og jeg ved at det ikke rækker langt. Men deres tro og de gerninger de gjorde i al beskedenhed mens de levede deres korte liv, har prentet sig dybt i hjertet og sindet på alle som kendte dem, og dét vil række længere. Hvis I havde kendt dem — dog, det er jeg sikker på at I en dag vil få lejlighed til — ved jeg at også I ville se frem til at tjene Jehova sammen med dem i den kommende nye orden.
Modtag de kærligste kristne hilsener.
T. C.