Den egentlige årsag til livets mening

„DEN eneste morallov der duer, er den der bygger på livets egentlige mening.“ Sådan siger den kendte psykiater Rollo May. Han rejser spørgsmålet om hvor denne morallov og livets egentlige mening findes, og svarer selv: „Den egentlige morallov er Guds natur. Guds principper er de principper der danner grundlag for livet fra skabelsens begyndelse til enden.“

„Mennesket har et forhold til Gud,“ siger Rollo May videre. „Dette er så dybtliggende hos mennesket at det tilskrives dets skabelse, ved hvilken det blev ’skabt i Guds billede’.“ Han bemærker også at mennesket i sin egoisme og selvrådighed forvilder sig bort fra det guddommelige billede, hvilket forårsager indre konflikter, spænding og skyldfølelse. Dette minder om apostelen Paulus’ dilemma, som han udtrykker på denne måde: „Det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg. Jeg elendige menneske!“ (Rom. 7:19, 24) Det der slås fast her er imidlertid at livets egentlige mening skal findes i menneskets forhold til Jehova Gud.

Som vi tidligere har været inde på føler mennesket sig lille i relation til rum og tid, men der er også noget andet som giver det denne følelse, nemlig det mylder af menneskeskabninger der omgiver det overalt. „Jo større mylderet er, des mere overses den enkelte,“ har psykoanalytikeren C. G. Jung sagt. Mennesket føler sig „overvældet ved fornemmelsen af sin egen ubetydelighed og afmagt“ samt følgen deraf, nemlig at „dets liv har mistet sin mening“.

Men menneskemasserne, der virker så overvældende på den enkelte, er for intet at regne i sammenligning med Gud. „Som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, . . . Alle folk er som intet for ham.“ (Es. 40:15, 17) Dette blev skrevet længe før oprettelsen af nutidens psykologiskoler, ja over 2000 år før psykoanalysens grundlægger Sigmund Freud blev født i 1856.

Skal vort liv have virkelig mening må det knyttes til Jehova Gud, universets Skaber. Men mange af nutidens mennesker tvivler ligefrem på at Gud er til og finder det derfor svært at knytte sig til ham. Der er ikke desto mindre et væld af vidnesbyrd om at han er til. Mange betragter himmelen og jorden og giver apostelen Paulus ret når han siger: „[Guds] usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, . . . idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ De kan også fremsige salmistens ord: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ — Rom. 1:20; Sl. 19:2.

Blandt videnskabsmænd er der nu almindelig enighed om at universet har en begyndelse. Det første vers i Bibelen lyder da også: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mos. 1:1) Forfatteren Robert Jastrow skriver i sin bog God and the Astronomers:

„Nu ser vi at det astronomiske vidnesbyrd lægger op til et bibelsk syn på verdens tilblivelse. Enkelthederne er forskellige, men de væsentlige elementer i den astronomiske og den bibelske beretning om skabelsen er de samme: Den kæde af begivenheder som førte til menneskets opståen, begyndte pludseligt, i et ganske bestemt øjeblik og med en voldsom udladning af lys og energi. Nogle forskere er ikke begejstrede for tanken om at verden blev til på denne måde. . . . Men det seneste vidnesbyrd gør det næsten sikkert at ’det store brag’ virkelig er indtruffet for mange millioner år siden.“

Den engelske teoretiker Edward Milne er i en matematisk-videnskabelig afhandling om relativitet kommet til følgende slutning: „Hvor man skal finde oprindelsen til universet, i den sammenhæng at det udvider sig [big-bang-teorien], overlades til læseren selv at afgøre, men vort verdensbillede er ufuldstændigt uden Ham.“

I den amerikanske lægeforenings tidsskrift for 22. august 1977 stod der på side 899: „I dag vil mindst 80% af de videnskabsfolk der beskæftiger sig med biologi, sandsynligvis indrømme at biologien og livet styres af en højere magt.

Den uovertrufne orden og organisation i de forskellige livsformer og i de grundlæggende livsprocesser på celle- og molekyleplan er en væsentlig årsag til at mange tror at der findes en højere magt.“

Denne erkendte Førsteårsag, hvis navn er Jehova, havde en hensigt, et mål, med at skabe jorden. Vi læser at han „dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. Det tjente således også en hensigt at Adam blev sat i Edens have; han skulle „dyrke og vogte den“. Gud henvendte sig til både Adam og Eva og sagde: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr.“ (Es. 45:18; 1 Mos. 2:15; 1:28) „Alt skabte [Jehova], hver til sit“ — altså med en hensigt. Det var hans hensigt at mennesket skulle tage sig af alt det skabte på jorden, og hans hensigter slår aldrig fejl. — Ordsp. 16:4; Es. 46:11.

Mange mennesker arbejder henimod et mål der giver dem en følelse af at livet er meningsfyldt; men knytter der sig varige goder til deres mål? Vil deres mening med livet bestå uanset tid og rum? Livets egentlige mening ligger i at vi villigt er med til at gøre det Jehova Gud har skabt os mennesker til — at passe jorden, forskønne den, kærligt føre tilsyn med dyrelivet og lovprise Jehova, mens vi glæder os over tilværelsen som undersåtter under Kristi Jesu rige. På den måde vil vi ikke føle os små ved tanken om universet, eller begrænsede ved tanken om evigheden. Alle vil da indrette sig efter Guds hensigt med jorden og være med til at fremme denne hensigt. Alt hvad der lever vil da have en mening — for mennesket og for Gud. Og hvis livets egentlige mening for dig ligger i at du ikke skal begrænses af tid, da sæt dig som mål at vinde det evige liv i det jordiske paradis under Kristi rige.

For den der har viet sig til Gud er der endnu en side af livet som giver det en mening af universel betydning. Husker du hvad fortidens Job sagde, de ord vi citerede i den indledende artikel i dette blad? Husker du den bitre klage over menneskets korte, uromættede levetid? Ja, Jobs dage var fulde af uro på grund af en udfordring Satan Djævelen var fremkommet med årtusinder før. Udfordringen gik ud på at ingen mennesker på jorden ville forblive uangribelige i deres forhold til Jehova Gud når de blev udsat for prøvelser.

Det var uden tvivl med tanke på dette gamle stridsspørgsmål at Jehova ved en lejlighed spurgte Satan: „Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde.“ Satan svarede: ’Du har jo beskyttet og omhegnet ham! Lad mig berøve ham alt hvad han ejer, og du skal se han forbander dig lige op i dit ansigt!’ Det fik Satan lov til, og senere fik han endda lov til at udsætte Job for smertefuld sygdom og svære kvaler. Stridsspørgsmålet mellem Gud og Satan havde betydning i hele universet, for det blev fremsat i engles påhør ved Jehova Guds himmelske hof. — Job 1:6 til 2:8.

Satan fik lov til at gøre alt hvad han kunne for at få Job til at bryde sin uangribelighed ind for Gud, men han kom til kort. Job råbte: „Til jeg udånder lader jeg ikke min uangribelighed vige fra mig.“ Senere sagde han: „Gud vil lære min uangribelighed at kende.“ Job beviste at Satan var en løgner og at hans anklage var falsk. Han fremsatte i øvrigt en udtalelse hvori der ligger et håb for alle mennesker: „Jeg ved at min genløser lever, og at han siden vil fremstå over støvet. Og efter at man har flået min hud . . . vil jeg skue Gud — ham som jeg skal skue til hjælp for mig.“ - Job 27:5; 31:6; 19:25-27; alle ifølge NW.

I tidens løb er mange mennesker kommet til kort, men andre har bevaret deres uangribelighed i forholdet til Gud og tilbagevist Satans anklage som falsk. Derved har de været med til at ophøje Jehovas navn. Intet kan give livet mere mening end dette, at støtte universets Skabers side i den sag der skal vise både mennesker og engle at Satan løj da han sagde at han kunne vende alle mennesker bort fra Gud.

I Prædikerens bog i Bibelen henviser Salomon gang på gang til at det nuværende liv og dets timelige gerninger er tomhed, og han opgiver det som „det tal af tomme levedage han henlever som en skygge“. (Præd. 6:12) Alligevel formaner han unge mennesker til at tænke på deres Skaber, og han slutter sine betragtninger med disse ord: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ — Præd. 12:13, 14.

Et liv der leves i uangribelighed ind for Jehova Gud er ikke tomt, nytteløst og uden mening. Universets Skaber, Jehova, er den egentlige årsag til livets mening. Et liv der er viet ham og som leves i hengivenhed for ham vil bestå til evig tid og altid have en mening.

[Tekstcitat på side 11]

Universets Skaber, Jehova, er den egentlige årsag til livets mening. Et liv der leves i hengivenhed for ham vil bestå til evig tid og altid have en mening

[Ramme på side 10]

SELV KENDTE PSYKIATERE HAR MÅTTET BEKRÆFTE AT MENNESKET HAR BRUG FOR TROEN PÅ GUD

C. G. Jung:

„Forestillingen om et overmægtigt, guddommeligt væsen findes overalt, om ikke bevidst, så dog ubevidst . . . Jeg anser det derfor for klogest at anerkende forestillingen om Gud bevidst, thi ellers bliver blot noget andet til gud, i reglen noget meget utilstrækkeligt og dumt.“

„Det menneske der ikke er forankret i Gud, har ikke i sig selv modstandskraft over for verdens fysiske og moralske tillokkelser.“

„Religion, altså dette: omhyggeligt at iagttage og regne med visse usynlige faktorer som ikke kan efterkontrolleres, er en instinktiv holdning som er særegen for mennesket, og man kan se at den har ytret sig så længe mennesket har levet.“

Om sine patienter over 35: „Der har ikke været en som ikke i sidste instans havde det problem at finde frem til et religiøst livssyn.“

Rollo May:

Om tro på Gud og hans barmhjertighed: „Da vil patienten have fået en fornemmelse af sin egen lidenhed og ubetydelighed i forhold til universet og Guds hensigt dermed. . . . Han vil erfare at der er forehavender som bevæger sig i langt større baner end hans egen lille klode, og han vil stile efter at bringe sig i harmoni hermed. Han vil uden sentimentalitet erkende sin afhængighed af Gud.“

Om ateisme: „Sand religion, nemlig en grundlæggende bekræftelse af livets mening, er noget som intet menneske kan undvære hvis det skal have en sund personlighed. . . . Hvad sker der med sindstilstanden når den mening religionen giver, ikke er til stede? Eller sagt med andre ord: Hvilken virkning har ateisme på personligheden? . . . Det har skræmt mig at se at praktisk talt hver eneste oprigtige ateist jeg har haft til behandling, har vist umiskendeligt neurotiske tilbøjeligheder.“

[Illustration på side 8, 9]

Vi forekommer måske mikroskopiske i det umådelige univers, og synes kun at bestå et flygtigt øjeblik i den endeløse tidsstrøm, men vi indtager en enestående stilling på jorden, og vort liv er inddraget i det mest betydningsfulde stridsspørgsmål i hele universet