Jule- og nytårsfester i oldtiden

Aleksander Krawczuk, der er professor i historie og forhenværende kulturminister i Polen, har skrevet en artikel til det polske ugeblad Polityka, hvori han belyser nytårsfestens historiske rødder. Han skriver:

„Kendte de gamle romere nytårsfesten? Det er der ingen tvivl om, især ikke for det romerske kejserriges vedkommende. . . . Sådanne festligheder var kendetegnet af stor glæde og løssluppenhed, hvilket påvirkede de oldkristnes syn på fejringen af det officielle nytår. De betragtede skikken som vanærende og helt igennem hedensk, samt fremmed i form og ånd for dem der tilhørte den sande religion. Der blev jo ofret til guderne. Det er grunden til at kirken kategorisk forbød sine medlemmer at deltage i nytårsfejringen, og især i udsvævelserne.“

Professoren kommer endvidere ind på datoen for julen:

„Den romerske skik at fejre den 25. december slog først igennem i det fjerde århundrede. Det var derfor muligt at kristne denne populære helligdag for Den Ubesejrede Sol.

Trods kejserrigets fald tvang Rom langsomt men vedholdende først den vestlige kultur og senere hele verden til at antage sine skikke i forbindelse med begge disse datoer. At den 1. januar blev valgt som det nye års begyndelsesdag, var en sejr for traditionen med gilder, fester, udsvævelser, gaveudvekslinger og lykønskninger, på trods af at dette havde vakt de oldkristnes dybe afsky.“

Efter at have slået fast at nytårsfesten er af hedensk oprindelse, giver professor Krawczuk udtryk for sit eget syn på kristnes deltagelse i sådanne festligheder ved at fremkomme med følgende ønske:

„At [de kristne] ville indtage et klart moralsk standpunkt og gentage deres trosfællers ord fra oldtiden. Da hedningerne spottende sagde: ’Hvad er det for en religion uden prægtige templer med gudebilleder og statuer, eller kostbare dragter eller hellige kar?’ svarede de første kristne: ’Det er sandt at vi er fattige. Men vore templer er hjerter fyldt med kærlighed til Gud og næsten; vore liturgiske klæder er beskedenhed, arbejdsomhed, lydighed og ydmyghed; og karrene er vore gode gerninger.’“

I Andet Korintherbrev 6:14-18 siger Bibelen klart og tydeligt at kristne ikke bør lade sig „spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikke-troende? Og hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? Vi er jo en levende Guds tempel. . . . ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“