Da fredsdrømmen brast
DE FLESTE regnede med at 1914 ville blive et år som ethvert andet. Fremtiden tegnede faktisk usædvanlig lys i manges øjne. Videnskaben havde gjort fremskridt i sygdomsbekæmpelsen. Hvad med faren for krig? Vatikanavisen L’Osservatore Romano skrev i februar 1991 at offentligheden før 1914 „mente at krigen var blevet forvist til de yderste afkroge af den historiske hukommelse“ og at man nu omsider levede i „en æra hvor krig var blevet bandlyst af oplyste mennesker og regeringer“.
Men 1914 og de efterfølgende år havde nogle slemme overraskelser i vente til den intetanende generation. Først kom krigen. Med den såkaldte Store Krig 1914-18 brast alle drømme om fred. L’Osservatore Romano kalder krigen for „den nyere tids første store blodbad, der frem for alt var præget af at tekniske opfindelser som store videnskabsmænd i tidligere slægtled troede var viet til fredelige formål, nu blev brugt i krigen“. Krigen gjorde troen på videnskaben som fredens vejviser til skamme; videnskaben gav krigen en uhørt ødelæggelseskraft, med en sand massakre til følge.
Og da krigens blodbad var forbi, fulgte en ny katastrofe. Den spanske syge i 1918-19 kostede over 20 millioner mennesker livet — langt flere end der omkom i selve Den Store Krig. Alle tænkelige midler blev taget i anvendelse — nogle steder blev sygdommen ligefrem erklæret ulovlig. Politiet anholdt endda folk for at nyse offentligt! Men intet hjalp. Sygdommen fejede som en orkan hen over jorden indtil den havde raset ud. Hele byer blev udslettet og ligene lagt i stabler i byernes lighuse.
Den forandringernes tid som begyndte i 1914 gjorde mennesker rådvilde. Deres tro på en sejr over krig og sygdom, deres drømme om verdensfred ved menneskelig visdom, blev slået i tusind stykker. Og efterhånden som alt gik fra ondt til værre og Den Store Krig blev degraderet til den første verdenskrig af sin endnu større efterfølger, den anden verdenskrig, og sygdom, fattigdom, hungersnød og lovløshed fortsatte med at florere i epidemisk omfang rundt om på jorden, erkendte historikere at 1914 var et stort vendepunkt i menneskehedens historie.
Men modsat verden som helhed havde de internationale bibelstudenter (som Jehovas Vidner dengang blev kaldt) forventet at 1914 blev et mærkeår, længe før det oprandt. Og i årene der er fulgt har det ikke overrasket Jehovas vidner at verden er sunket hjælpeløst ned i det nuværende morads. I kraft af Bibelens profetier har de forventet denne udvikling og imødeser endda en smuk fremtid. Hvordan er det muligt? Spørg Jehovas vidner næste gang de ringer på din dør.
[Kildeangivelse på side 32]
Efter Franklin Booth