Døden rammer alle

HVERT år dør der 50 millioner mennesker jorden over. Det svarer til 137.000 om dagen, 5700 i timen, knap 100 i minuttet og mere end 3 personer hvert andet sekund. Ingen familie undgår dødens svøbe. Konge og borger, rig og fattig, mand og kvinde — alle dør de.

„Det eneste sikre i denne verden er døden og skatterne,“ skrev den berømte amerikanske forlægger, opfinder og diplomat Benjamin Franklin til en ven i 1789. Han er ikke den eneste der har gjort denne iagttagelse. Omkring 2800 år tidligere skrev den vise kong Salomon af Israel: „De levende ved nemlig at de skal dø.“ Herved bekræftede han faktisk blot hvad der var sagt 3000 år tidligere til det første menneske på jorden: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ — Prædikeren 9:5; 1 Mosebog 3:19.

Døden har været uundgåelig i historiens løb og er stadig en kilde til stor sorg. Det er ganske rigtigt blevet sagt at vi almindeligvis ønsker at leve, og ikke at dø. Stærke bånd knytter os sammen som familie og venner, og disse nære bånd ønsker vi at bevare. Men som årene går river døden disse bånd over et efter et. Vore bedsteforældre, vore forældre og vore venner dør.

„I virkeligheden er det uhyre sjældent, at en person bliver mere end 113 år, og til dato foreligger der intet bekræftet bevis på nogen, der har fejret mere end sin 120 års fødselsdag,“ oplyser Guinness Rekordbog. Der er derfor ingen som lever i dag der kan huske Winston Churchills fødsel (1874) eller Mohandas Gandhis (1869), eller som oplevede Ruslands salg af Alaska til De Forenede Stater i 1867 eller mordet på Abraham Lincoln i 1865 — for ikke at nævne alle de historiske begivenheder der ligger endnu længere tilbage.

Trods alle lægelige og videnskabelige landvindinger er den menneskelige levetid stadig ikke længere end det tidsrum Moses nævnte: „Vore leveårs dage er i sig selv halvfjerds år; og hvis de på grund af særlig styrke er firs år, så fører deres stræben dog kun til elendighed og fortræd; for det er hurtigt forbi, og vi flyver af sted.“ (Salme 90:10) Dette var en generel betragtning, for Moses selv blev 120 år.

Livet kan være problemfyldt, men et dødsfald volder særlig stor sorg og smerte. Ofte kan det nedbryde de efterladtes helbred og fremskynde sygdom og død. Uanset hvem der dør i familien, er tabet stort. Som en psykiater siger: „Når en af dine forældre dør, har du mistet din fortid. Når dit barn dør, har du mistet din fremtid.“ Det er svært at beskrive den sorg og det følelsesmæssige stress man oplever. Og for at gnide salt i såret medfører et dødsfald ofte en økonomisk belastning. Presset til at følge visse begravelsesritualer og -skikke gør måske sorgen større.

Kan man lindre den sorg og smerte som et dødsfald fremkalder?