„Rygning stinker“
I de senere år har Californiens sundhedsvæsen ført en energisk oplysningskampagne imod rygning. Budskabet er kort og direkte og har været at læse på plakattavler i hele staten. Hvordan lyder nogle af budskaberne? „Rygere er narkomaner. Tobaksfirmaerne er pushere. Rygning stinker.“ „Brugt røg vil dræbe 50.000 ikkerygere i år. Rygning stinker.“ En anden plakat viser et billede af en pakke cigaretter hvorunder der står: „Køb nu. Betal senere.“ Med dit liv, selvfølgelig. Et skilt med en spansk tekst lyder: „Me muero por fumar.“ Det er et ordspil der kan gengives nogenlunde sådan: „Jeg vil give mit liv for en cigaret.“ Et billede af et hoved der er halvt kranium og halvt ansigt, udmaler budskabet.
Et andet forsøg på at få folk til at holde sig fra tobak og nikotin, er et cigaretmærke der hedder „Death“ („Død“). Den sorte indpakning med billedet af et dødningehoved og korslagte knogler bærer påskriften: „Cigaretter er vanedannende og sundhedsfarlige. Hvis du ikke ryger, så lad være at begynde. Hvis du ryger, så hold op.“
Om chokkampagnens øvrige påfund har nogen virkning på dem der allerede ryger, er svært at sige. Ifølge The Washington Post National Weekly Edition har det dog vist sig at „tobaksforbruget [i de sidste seks år] er faldet med 27 procent, omkring tre gange så meget som på nationalt plan“. Måske kan plakatkampagnen endda afholde potentielle rygere fra at begynde med denne farlige vane. De der hævder at være kristne bør afgjort undgå denne urene, selviske last. Apostelen Paulus skrev: „Da vi har disse løfter, I elskede, så lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd, idet vi fuldender hellighed i gudsfrygt.“ — 2 Korinther 7:1.