Samtaleform

DE FLESTE slapper af når de taler med deres venner. De udtrykker sig spontant og naturligt. Nogle er meget livlige, andre mere tilbageholdende, men under alle omstændigheder er der noget tiltalende ved samtaler hvor deltagerne udtrykker sig frit og naturligt.

Når man henvender sig til en fremmed, er det naturligvis ikke altid på sin plads at være meget uformel eller familiær. I nogle kulturer skal en samtale med en fremmed altid begynde på det formelle plan. Efter at man har vist sin respekt over for hinanden, kan man forsigtigt begynde at tale lidt mere uformelt og konverserende.

Når du taler fra et podium, må du også vise skønsomhed. En stil der er alt for uformel, kan gå ud over den værdighed der skal kendetegne et kristent møde, og medføre at det der siges, får mindre vægt. På nogle sprog skal der bruges bestemte udtryk når man henvender sig til en der er ældre, en lærer, en myndighedsperson, en far eller en mor. (Bemærk de tiltaleformer der bruges i Apostelgerninger 7:2 og 13:16.) Man bruger andre udtryk når man henvender sig til sin ægtefælle eller til en nær ven. På podiet bør vi naturligvis ikke bruge alt for formelt sprog, men det vi siger, bør på den anden side vidne om den rette respekt.

Der er imidlertid nogle faktorer der kan få et foredrag til at virke mere stift og formelt end nødvendigt. En af disse er sætningsbygningen. Det giver problemer når en taler prøver at bruge nøjagtig de samme formuleringer som bruges på tryk, for der er som bekendt forskel på skriftsprog og talesprog. Ganske vist bruger vi som regel trykt materiale når vi foretager vores undersøgelser som led i forberedelsen til et foredrag. Men hvis du udtrykker tankerne nøjagtig som de står på tryk, eller du læser dem op lige fra dispositionen, er der ikke stor sandsynlighed for at det vil lyde som i en naturlig samtale. Hvis du skal tale i samtaleform, må du bruge dine egne ord og undgå kompliceret sætningsbygning.

En anden faktor er variation af talehastigheden. Stiv og formel tale kendetegnes ofte af at ordene kommer i en fuldstændig jævn strøm, uden variation i tempoet. Det sker ikke i normal samtale. Her varierer man tempoet og indsætter ofte pauser af forskellig længde.

Når du taler til en forsamling, må du på passende steder kombinere det naturlige ordvalg med øget stemmestyrke, intensitet og begejstring hvis du vil fastholde tilhørernes opmærksomhed.

For at kunne bruge god samtaleform i forkyndelsen er det nødvendigt at du også bruger et godt sprog til hverdag. Det behøver ikke at betyde at du skal have en høj uddannelse. Men det er en fordel at du har sprogvaner der får andre til at lytte med respekt til det du siger. Med dette i tanke kan du overveje om du har brug for at arbejde på følgende punkter angående din daglige tale:

1. Undgå udtryk der strider mod god grammatik, eller som kan få andre til at forbinde dig med folk der lever på en måde som krænker Guds normer. I overensstemmelse med vejledningen i Kolossenserbrevet 3:8 må du holde dig fra groft og vulgært sprog. Men der er ikke noget i vejen for at bruge ord og udtryk fra hverdagssproget. Uformelle, hverdagsagtige udtryk kan godt stemme med sprogets normer.

2. Undgå at bruge de samme ord og vendinger hver eneste gang du skal sige noget. Lær at bruge ord der tydeligt siger hvad du mener.

3. Undgå umotiverede gentagelser og tilbagespring. Tænk over hvad du vil sige, inden du begynder på det.

4. Undgå at pakke gode tanker ind i alt for mange ord. Væn dig til at udtrykke tydeligt, i en enkelt sætning, hvad det er der skal huskes.

5. Tal på en måde der vidner om respekt for andre.