GALATIEN
(Galaʹtien).
En romersk provins i det indre af det der nu kaldes Lilleasien. Den grænsede op til andre romerske provinser, nemlig Kappadokien mod øst, Bitynien og Pontus mod nord, Asien mod vest og Pamfylien mod syd. (1Pe 1:1) Området var en højslette der afgrænsedes af Taurusbjergene mod syd og De Paflagoniske Bjerge mod nord. Midt i den nordlige del lå byen Ankyra, det nuværende Ankara, som er Tyrkiets hovedstad. Landet gennemstrømmedes af to floder der begge udmundede i Sortehavet, Halysflodens (nu Kizil Irmaks) hovedløb og Sangariusflodens (nu Sakaryas) øvre løb. Mere end 400 år af landets historie, regnet fra det 3. århundrede f.v.t., viser at grænser og politiske tilhørsforhold ofte ændredes i dette strategisk vigtige område.
Man mener at store skarer af et indoeuropæisk folk kaldet keltere eller gallere, som var udvandret fra Gallien, omkring 278-277 f.v.t. er gået over Bosporus, hvorefter de slog sig ned i det område der fik navnet Galatien, efter græsk Galaʹtai (gallere). De medførte kvinder og børn og giftede sig åbenbart ikke ind i den lokale befolkning, hvorved de bevarede deres racemæssige særpræg i århundreder. Deres sidste konge, Amyntas, som regerede under Romerrigets overhøjhed, døde i år 25 f.v.t., og det var under hans regering og i tiden derefter at det område der blev kaldt Galatien, udvidedes til også at omfatte dele af Lykaonien, Pisidien, Paflagonien, Pontus og Frygien. Det var dette større Galatien som apostelen Paulus og andre kristne evangelieforkyndere berejste i det 1. århundrede, og her fandt de mennesker som med glæde tog imod kristendommen og lod sig organisere i kristne menigheder. — Apg 18:23; 1Kor 16:1.
Både Paulus og Peter skrev breve til kristne menigheder i provinsen Galatien. (Ga 1:1, 2; 1Pe 1:1) Om det var de samme menigheder som Paulus og Barnabas havde oprettet, vides ikke. På deres første rejse gennem Galatien kom Paulus og Barnabas til de galatiske byer Antiochia i Pisidien, Ikonium, Lystra og Derbe (Apg 13:14, 51; 14:1, 5, 6), og da de var vendt tilbage til brødrene i Antiochia i Syrien, berettede de om hvordan Gud i disse byer og andre steder „havde åbnet troens dør for folk fra nationerne“. (Apg 14:27) I Lystra havde de været ude for en højst usædvanlig hændelse. Paulus havde helbredt en vanfør mand der aldrig havde kunnet gå, og pludselig udbrød folkeskarerne på det lykaoniske sprog: „Guderne er i menneskeskikkelse kommet ned til os!“ De kaldte Barnabas for Zeus, og de mente at Paulus måtte være Hermes. Det var kun med nød og næppe at Paulus og Barnabas kunne afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre som om de var guder. — Apg 14:8-18.
Kristendommen bar god frugt blandt galaterne. Herfra kom disciple som Timoteus og Gajus. (Apg 16:1; 20:4) Paulus opfordrede menighederne i Galatien til at lægge noget til side til de fattige og trængende i Herren. — 1Kor 16:1, 2; Ga 2:10.