HERLIGHED

Det ord der oftest gengives med „herlighed“ i De Hebraiske Skrifter, er kavōdhʹ, hvis grundbetydning er „tyngde“. (Jf. Na 2:9, hvor kavōdhʹ er oversat med „imponerende mængde“, og 1Sa 4:18, hvor det beslægtede tillægsord kavedhʹ er gengivet med „tung“.) Herlighed kan således betegne hvad som helst der synes at give en person eller ting vægt eller anseelse, såsom materiel velstand (Sl 49:16), en høj stilling eller et godt omdømme. (1Mo 45:13) Det tilsvarende græske ord er doʹxa, som oprindelig betød „mening“ eller „ry“, men som i De Kristne Græske Skrifter fik betydningen „herlighed“. Det betegner blandt andet anseelse eller ære (Lu 14:10), herlighed (Lu 2:9), glans (1Kor 15:40) og det der bringer indehaveren eller ejermanden ære (1Kor 11:7).

I Bibelen nævnes herlighed ofte i forbindelse med Jehova Gud. Om ordets betydning i disse tilfælde forklarer Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Kittel: „Hvis [kavōdhʹ], når det bruges i forbindelse med mennesker, betegner det som gør dem imponerende og aftvinger anerkendelse, enten det er materielle besiddelser eller iøjnefaldende [værdighed eller betydning], må det, når det bruges i forbindelse med Gud, betegne det der gør Gud imponerende i menneskers øjne.“ (Oversat til engelsk af G. Bromiley, 1971, bd. II, s. 238) Herlighed kan derfor sigte til et imponerende vidnesbyrd om Guds almagt. Der siges således at de synlige himmellegemer „forkynder Guds herlighed“. (Sl 19:1) Og på Sinaj Bjerg viste „Jehovas herlighed“ sig ved ærefrygtindgydende manifestationer, deriblandt „en fortærende ild“. — 2Mo 24:16-18; jf. 16:7, 10; 40:34.

I forbindelse med Jesu første mirakel siger Bibelen at „han gjorde sin herlighed kendt“. (Joh 2:11) Den herlighed der her er tale om, gav sig udslag i et iøjnefaldende vidnesbyrd om den mirakuløse kraft der godtgjorde at Jesus var den lovede Messias. (Jf. Joh 11:40-44.) Ved en anden lejlighed bad Jesus: „Herliggør du mig nu, Fader, hos dig selv med den herlighed som jeg havde hos dig før verden blev til.“ (Joh 17:5) Her brugte Jesus ordet til at beskrive den ophøjede stilling han havde i himmelen før han kom til jorden. Som svar på denne bøn ’herliggjorde Gud sin tjener, Jesus,’ ved at oprejse ham og bringe ham tilbage til himmelen. (Apg 3:13-15) Ved Jesu forklarelse på bjerget så de tilstedeværende apostle „hans herlighed“. (Lu 9:29-32) Der er her tale om den „storhed“, den ophøjede stilling, som Jesus skulle modtage ved sin „nærværelse“ i kongemagt. — 2Pe 1:16.

Guds tjenere formanes til at gøre „alt til Guds ære [form af doʹxa]“. (1Kor 10:31) Når man ærer og lovpriser Gud, bliver hans herlighed gjort kendt. Man kan også med sin adfærd udvirke at andre ’herliggør Gud’. (Mt 5:16; 1Pe 2:12) De kristne der trofast lader sig lede af Jehova, „forvandles . . . fra herlighed til herlighed“, idet de stadig gør fremskridt med hensyn til at genspejle Guds herlighed. (2Kor 3:18) Derimod skal vi vogte os for at søge ære eller herlighed fra mennesker, sådan som nogle i det 1. århundrede gjorde. (Joh 12:42, 43) Både Jesus og apostelen Paulus satte et godt eksempel ved ikke at søge eller modtage ære fra mennesker. — Joh 5:41; 8:50; 1Ts 2:5, 6; se ÆRE.