NABAL

(Naʹbal) [uforstandig].

En velstående fåreavler i Maon som lod sine får græsse og klippe i Karmel i Juda. Nabal var desuden kendt som kalebit, det vil sige en efterkommer af Kaleb. Få personer i Bibelen får så dårligt et skudsmål som Nabal. „[Han] var hård og slet i sine handlinger“; „han er sådan en usling [belialsøn] at man ikke kan tale til ham“; „han [har] gengældt . . . godt med ondt“; „der er uforstand i ham“. — 1Sa 25:2, 3, 17, 21, 25.

Nabals hjorde, der talte 3000 får og 1000 geder, var af Davids mænd blevet beskyttet mod omstrejfende røverbander. Efter at David havde vist denne godhed og ikke uretmæssigt havde tilegnet sig noget af det der tilhørte Nabal, bad han i fåreklipningstiden — der traditionelt er en tid hvor man fester og viser gæstfrihed — Nabal om at yde ham og hans mænd lidt materiel støtte. Men Nabal „overfusede“ Davids sendebud og sendte dem tomhændede bort. Nabals mænd frygtede Davids reaktion, men turde ikke tale med Nabal om sagen. En af dem fortalte imidlertid Nabals hustru, Abigajil, hvad der var sket. Med rundhåndede gaver tog hun af sted for at møde David, som var på vej for at slå Nabal ihjel, og overtalte ham til ikke at pådrage sig skyld ved at udgyde hendes mands blod. Da hun kom hjem, fandt hun Nabal „overmåde beruset“, og hun ventede derfor til næste morgen med at fortælle ham om sit møde med David og hvilken farlig situation han havde bragt hele sin husstand i. „Da døde hans hjerte inden i ham, og han blev som sten,“ hvilket måske betyder at han blev ramt af en form for lammelse — eller det beskriver budskabets virkning på hans indre følelser. (Jf. 5Mo 28:28; Sl 102:4; 143:4.) Omkring ti dage senere slog Jehova ham med døden. (1Sa 25:2-38) David tog da den forstandige og modige Abigajil til hustru. — 1Sa 25:39-42; 27:3; 30:5; 2Sa 2:2; 3:3.