NATANAEL

(Nataʹnael) [fra hebr.; betyder „Gud har givet“].

Antagelig den samme som Bartolomæus, en af Jesu 12 apostle. Bartolomæus, der betyder „søn af Tolmai“, er et patronym (et familienavn der er dannet af faderens navn). Apostelen Johannes omtaler ham ved hans fornavn Natanael, mens Mattæus, Markus og Lukas kalder ham Bartolomæus. Disse tre nævner Filip sammen med Bartolomæus, på samme måde som Johannes nævner Filip sammen med Natanael. (Mt 10:3; Mr 3:18; Lu 6:14; Joh 1:45, 46) Det var ikke usædvanligt at folk havde mere end ét navn. For eksempel var „Simon, Johannes’ søn,“ også kendt under navnene Kefas og Peter. (Joh 1:42) At der ikke var noget ualmindeligt i at Natanael blev kaldt Bartolomæus, eller „søn af Tolmai“, ses af et eksempel i evangelieberetningen hvor en mand blot kaldes „Bartimæus“, der betyder „søn af Timæus“. (Mr 10:46) Navnene Natanael og Bartolomæus blev brugt i flæng af kristne forfattere i de følgende århundreder.

Natanael var fra Kana i Galilæa (Joh 21:2) og var en af de første der fulgte Jesus. Da Filip havde taget imod Jesu opfordring: „Følg mig,“ fandt han straks sin ven Natanael og indbød ham til at ’komme og se’ Messias. Natanael spurgte: „Kan noget godt komme fra Nazaret?“ men tog imod indbydelsen. Da Jesus så ham nærme sig, bemærkede han: „Se, sandelig en israelit i hvem der ikke er svig.“ Natanael må altså have været et usædvanligt menneske; og fordi Jesus sagde dette og ydermere erklærede at han havde set Natanael under et figentræ før Filip kaldte på ham, bekendte Natanael at Jesus virkelig var „Guds søn, . . . Israels konge“, og Jesus forsikrede ham om at han skulle „se større ting end disse“. — Joh 1:43-51.

Som en af de 12 var Natanael en af dem der hele tiden ledsagede Jesus og blev oplært til fremtidig tjeneste. (Mt 11:1; 19:25-28; 20:17-19, 24-28; Mr 4:10; 11:11; Joh 6:48-67) Efter Jesu død og opstandelse vendte Natanael og flere andre apostle tilbage til fiskeriet, og da de en morgen nærmede sig land med båden, kaldte Jesus på dem. I modsætning til Peter blev Natanael i båden til den nåede bredden, for derefter, sammen med de andre, at spise morgenmad og lytte til den betydningsfulde samtale mellem Jesus og Peter. (Joh 21:1-23) Han var også sammen med de andre apostle da de samledes for at bede, og han var ligeledes til stede på Pinsedagen. — Apg 1:13, 14; 2:42.