Hvad man bør elske, og hvad man bør hade

DE har uden tvivl atter og atter hørt det gamle omkvæd om „kærlighed“ fra de religiøse prædikestole. Men den sekteriske brug af dette ord viser sig ofte at være svag og meningsløs. Til tider kan de øjensynlig ikke finde genstande nok at kaste deres kærlighed på. De elsker Gud, mennesker, deres nabo, verden, alt og alle — siger de!

Men det er sjældent, at denne følelse stikker særlig dybt. Den dækker sædvanligvis over en „mangfoldighed af synder“, såsom sladder, bagtalelse, misundelse og snyderi i forretningslivet. Lad der komme en krig, og prædikestolen, hvorfra „kærlighedssangen“ genlød, bliver en rekruteringsanstalt. Uden større hensyn til kærlighedens interesser sendes de religiøse sekters medlemmer ud for at dræbe fremmede medlemmer af deres egen eller andre sekter. En politiker gør ordene „jeg hader krig“ populære. Præsteskabet gentager dem som papegøjer hele verden over. Alligevel er deres kærlighed til fred ikke stærk nok til at forhindre det, de påstår at hade.

Ved en bestemt lejlighed spurgte Kristus Jesus tre gange sin apostel Peter, om han elskede ham, og til Peters bekræftende svar sagde Jesus: „Vogt mine lam!“ (Joh. 21:15-17) Et blik på den religiøse kristenheds spredte, åndeligt forsømte hjorde forvisser os om, at deres „åndelige hyrder“ ikke har vogtet dem og altså ikke elsker dem.

Det verdslige stemningsmenneske tror, at han ved, hvad kærlighed er. Han udvælger en anden menneskelig skabning, som han tilstår sin dybe hengivenhed. Inden længe er hans „kærlighed“ til denne skabning af det modsatte køn blevet en lumsk form for tilbedelse af skabninger, der ifølge denne fordærvede verdens skødesløse vaner sandsynligvis ledsages af umoralitet. I stedet for kærlighed, kalder Guds ord en sådan handlemåde „jordisk, dyrisk, dæmonisk“. — Jak. 3:15, NW.

Som en slående modsætning hertil er sand kristen kærlighed uselvisk og fri for alle den gamle verdens tilbøjeligheder til pral, usømmelighed og misundelse. (1 Kor. 13) Jehova Gud gav det største eksempel på en sådan kærlighed, da han ofrede sin søn „for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“. På sin side gjorde Jesus kærligt sin del, idet han villigt opofrede sit liv i overensstemmelse med Guds hensigter. Med sådanne eksempler at rette sig efter kan ingen sand kristen tillade sig at elske, hvad Gud hader, eller have en større kærlighed til noget skabt end til Gud. — Joh. 3:16; Rom. 1:22, 23.

Godt, men hvor hører Guds kærlighed da op, og hvor begynder hans had? Den sekteriske fortolkning, der går ud på, at Gud gav sin søn for dette gamle tingenes system, savner ethvert grundlag. Ingen kristne er derfor forpligtet til at elske de selviske politiske foretagender eller den lave sociale standard, der er så fremtrædende i denne verden. Samme bog af Johannes beretter om Jesu ord til politikeren Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Den samme forfatter skriver: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ — Joh. 18:36; 1 Joh. 2:15-17.

Blot fordi de kristne retter sig efter disse bibelske principper, anklages de ofte for at føre en „hadets kampagne“ og være „imod alt“. (Joh. 15:19) For at vise deres egen retfærdighed vil verdensmennesker som en modsætning pege på deres institutioner til forsorg af blinde, gamle, børn og dyr. Men hvad beviser disse ting i virkeligheden? Er de ikke blanke indrømmelser af de ufuldkomne, selviske tilstande, der gør dem nødvendige? Dette tingenes system kræver f. eks. gennem sine hærgende krige en stor høst af enker. Det er ikke så meget uselvisk kærlighed som naturlig pligt, at de ansvarlige senere sørger for disse enker.

Medens kristne ikke benægter de bidrag, som videnskaben og lægerne har ydet til forbedring af levevilkårene, husker de altid, at hver ting har sin plads, og videnskabens, lægernes og deres forbundsfællers „plads“ er afgjort ikke inden for det område, som ellers hører til det, der skal dyrkes og tilbedes. Det må de forbeholde Gud og Kristus alene. Husk, at videnskaben kan nedsætte risikoen for at pådrage sig visse sygdomme eller forbedre behandlingen eller øge udsigterne for helbredelse; men den kan ikke forny selve den fysiske organisme. Dog lover Gud dem, der søger det, en sådan fornyelse, at det endog vil betyde evigt liv. — Joh. 17:3.

Den tanke, at man skal favne hele denne verden, elske den, prøve på at omvende den og gøre den skikket til Kristi rige, er en falsk forestilling, som kristenhedens præsteskab i lang tid har indgivet mennesker. Jesus fik af sine samtidige tilbudt kongeværdighed i denne verden, og han afslog det. Videre fik han tilbudt magt som en stor verdensdiktator, en myndighed, der ville have reduceret de mægtige kejsere til blotte vasaller under ham. Denne fristelse blev holdt frem for ham af en, der havde myndighed til at give ham det, nemlig „dette tingenes systems gud“, Satan, Djævelen. Men prisen var den samme som nu: en sådan hersker måtte anerkende Satan som den højeste og almægtige. Jesu svar behøver ingen forklaring: „Der står skrevet: Du skal tilbede Jehova din Gud, og ham alene skal du yde hellig tjeneste.“ (Joh. 6:15; Luk. 4:5-8, NW) Jesus vidste, at Gud havde dømt den gamle sataniske „tingenes system“ til ødelæggelse. Hans kærlighed og håb var knyttet til de „nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor“. — 2 Pet. 3:10, 13.

I overensstemmelse hermed må kristne, der elsker Gud, respektere hans ord. De kan ikke elske noget, Gud har bestemt til ødelæggelse. De må afsky vederstyggeligheder, der gør krav på verdensherredømmet i stedet for Guds rige, falske lærdomme, der fordærver den rette forståelse af Gud og forvrænger hans hensigter, og syndige handlinger, der spotter Guds ord. Men medens de selv venter på den nye verden, vil de ikke selvisk klumpe sig sammen i et eller andet kloster og udelukke andre fra at få del i deres håb.

Ligesom Jesus vil de kristne af i dag på en iøjnefaldende måde lade deres lys skinne som fra en lysestage. Guds herlige nye verden, dens program til sand forbedring af verden, den synlige organisation, der nu er givet dem som en hjælp til lovprisningen af Gud, Guds ord, Bibelen, deres medarbejdere, de retsindige mennesker, der slutter sig til den stadig voksende teokratiske organisation — alt dette elsker sande kristne af hele deres sjæl eller liv. De ofrer deres liv, for at andre kan lære om dette og vinde livet. — Matt. 5:14-16.

(The Watchtower, 1. oktober 1951)