Jehovas vidner i Costa Rica
DER HAR været nogle få vidner i Costa Rica siden 1913 eller 1914, for største delen i Port Limón; men det er siden december 1943, da Vagttaarnets Selskab sendte sine første missionærer dertil, at arbejdet virkelig er vokset. På det tidspunkt fandtes der mindre end 100 aktive vidner i hele Costa Rica. De fleste af disse boede i Limón provinsen og var engelsktalende. I alt var der seks kredse eller menigheder, een på Stillehavskysten i San José og fire på Atlanterhavskysten af det forholdsvis snævre land.
Det er interessant at vide, at da vidnerne for syv år siden flyttede ind i en særlig rigssal i San José, Costa Ricas hovedstad, var der 60 mennesker til stede den første aften. Nu er denne første menighed inddelt i tre kredse, hvoraf de to bruger den samme sal på forskellige aftener, mens den tredje har sit eget mødelokale i den nordlige udkant af byen. Gruppen på 60 er vokset til omkring 400 i San José alene. Fra mindre end 100 vidner i hele landet i 1943 er der nu mere end 1800 aktive Jehovas vidner, der hver måned forkynder de gode nyheder. For så vidt som Costa Rica har en befolkning på omkring 800.000, betyder det, at der er et vidne for hver 450 mennesker i landet.
Man kunne tro, at der måtte mange missionærer til at udføre alt dette, men i virkeligheden har der aldrig på noget tidspunkt været mere end syv missionærer i landet. Mange af de indfødte i Costa Rica har taget heltidstjenesten op og drager til isolerede steder og arbejder der. Sidste måned var der f. eks. 55 sådanne aktive heltidsarbejdere. Det gode samarbejde blandt kredsarbejderne er også en stor hjælp.
Men man må ikke undlade at tage den store interesse i betragtning, som folket i almindelighed viser over for forkyndelsen af Bibelens sandheder. Deres ønske i denne retning, som har været understøttet af handlinger i harmoni hermed, har også bidraget til den store fremgang, vennerne har haft i Costa Rica. I 1947 var der f. eks. to vidner i en by, og der blev organiseret en menighed. Denne voksede hurtigt. Tre år senere blev der en søndag holdt et lille stævne i denne by. Folk kom til fods, til hest og med ethvert andet transportmiddel, de kunne få fat på. Et ægtepar vandrede ni timer over bjergstierne for at komme der, og andre red hele dagen for at nå til stævnet. De havde endog deres små børn med. Vi sagde, at det var en by, men i virkeligheden er det kun en stor landsby. Alligevel var der 235 voksne og omkring 50 børn til stede ved dette lille stævne. Mange af disse mennesker er nu blevet aktive vidner.