Med Bibelen ved dørtærskelen

BIBELEN er fuld af beviser for, at Jehova Gud kender og beskytter dem, der tilhører ham. De har været forholdsvis få, og de har syntes at være anderledes end andre, fordi de altid nøje har fulgt de skrevne instruktioner i Guds ord, og det er grunden til, at verden altid har betragtet dem som en mærkværdighed. I profeten Esajas’ dage blev han og de, der var med ham, anset for at være „varsler og tegn“ for folkene.

Det var ligeledes denne profet Esajas, der frimodigt betegnede Guds folk med deres sande navn, „Jehovas vidner“ (Es. 43:10-12), „mine trofaste vidner“ (Mo). Et sådant navn i sig selv synes at tilkendegive, at en lang tidsperiode med vidnearbejde eller forkyndelse om Jehova og hans hensigter venter dette folk. „Jeg spurgte: Hvor længe, Herre? Og han svarede: Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!“ — Es. 6:11.

Til trods for al den forkyndelse, der blev udført af Esajas og mange andre af Guds profetvidner, omvendte ikke engang pagtsfolket Israel sig fra deres selviske overtrædelser af Guds lov. De var klogere end Gud og mente, at de kunne forbedre hans skrevne ord ved hjælp af et virvar af traditioner. Derfor blev dette egensindige folk til sidst forkastet som nation betragtet. De var de eneste, der mistede noget ved det. I forbindelse med dette frafald profeterede Esajas om en endnu værre tilstand af mørke, som ville komme over verden i dette „tingenes systems“ sidste dage.

Men nationerne kan ikke glæde sig sammen med Guds folk, hvis de ikke kender Gud. De kan ikke kende Gud, med mindre de kender hans ord, det middel, hvormed han sætter sig i forbindelse med os, hans „lygte for vor fod“. (Sl. 119:105) Og de kan ikke kende hans ord, Bibelen, så længe deres aviser daglig beretter om deres talrige overtrædelser af dens principper, eller når, som det nylig er berettet af en bibliotekar i England, en ung mand kan komme og bede om „den bog, som filmen „Samson og Dalila“ er lavet over“.

Men besynderligt nok kan folk, der i dag så hårdt trænger til bibelsk undervisning, vise den fra sig ved deres egen dørtærskel. Jehovas vidner går i vort århundrede gennem byerne og til husene og udfører derved stadig trofast de guddommelige befalinger, der blev givet gennem Esajas, og de vil fortsætte med det, så længe der er indbyggere at gå til. Husmødre kan bekræfte, at de bliver besøgt af Jehovas vidner. Der var en, der gjorde det i det katolske tidsskrift America i nummeret for 23. juni 1951. I sin interessante beretning berørte denne katolske kvinde fra Ohio, måske uden selv at vide det, den egentlige grund til det almindelige ukendskab til Bibelen, der fremdeles er rådende, selv i de store demokratiske lande.

Denne årsag kom tydeligt frem ved husmoderens egen holdning over for det besøg, som var blevet aflagt hos hende af et vidne. Hendes indlæg sagde bl. a.: „Ved hver udtalelse citerede hun kapitel og vers, som de, der ikke holder sig til traditionen, plejer at gøre.“ Den katolske kirke er almindelig kendt for sin store tiltro til „fædrenes traditioner“, og hermed mener den kristenhedens eller det pavelige Roms „fædre“. Forfatterinden af artiklen fortsætter med at omtale den utålmodighed og indignation, hun følte ved dette besøg. Hun havde begyndt samtalen med at prøve på at afbryde vidnet ved at sige: „Inden De går videre, — jeg er katolik og godt kendt med Bibelen.“ Var hun så godt kendt med den? Hvorfor så ty til „traditionen“ for at forsvare sig? Hendes korte artikel fortæller, at hun modtog et eksemplar af Vagttaarnet af vidnet. Men hun påstod, at hun ikke kunne læse det „med god samvittighed“, og derfor ville hun tage det med til den præst, der ledede hendes studiekreds, næste gang hun skulle til møde der. Men var det sandsynligt, at bladet ville blive studeret ved „studiekredsens“ møder? Angående disse møder røber forfatterinden af artiklen: „Vort program består i gennemgang af bøger — katolske, naturligvis, men det vil ikke sige, at vi studerer vor religion. Det var for vanskeligt for vor katolske leder at skabe interesse for en lærebog, han anbefalede. Skønt vi kun mødtes en gang om måneden, kom der praktisk talt ingen, før vore møder blev holdt i hjemmene, og der blev serveret nogle lette forfriskninger.“

Det er tydeligt, at den traditionsbundne romerske religion ikke har ansporet folket til at studere Bibelen. Forfatterinden prøvede at dække over kirken, lægge skylden over på folket og ved at drage en sammenligning fremstille Jehovas vidner som nogle ynkelige figurer åndeligt set, og det skønt de virkelig studerer Bibelen. Men hun kom med ærlige indrømmelser, som rammede en pæl igennem hendes påstande. Hun fortsatte: „Følte jeg mig en smule ydmyget ved, at denne kvinde ved døren kunne studere sin religion og virkelig gjorde det, og, hvad mere er, var villig til at traske fra dør til dør for dens skyld? Her stod jeg, et medlem af en studiekreds, som var for åndeligt doven til at lære mere, ikke om en mands fordrejede syn på Guds ord, men om Kristi egen kirke.“

„En mands fordrejede syn på Guds ord“? Hvor kan hun sige det? Hun havde sagt, at hun ikke kunne eller ikke ville læse Vagttaarnet. Hvad andet end hendes indbildning kan da vise, at det er „en mands fordrejede syn“ på Bibelen? Men hun sluttede med en meget betydningsfuld tanke: „Ville det ikke have været bedre at invitere denne kvinde ind i mit hjem og med så megen ro og værdighed, som de små børn ville tillade, have imødegået hendes „argumenter“?“ Jo, det ville have været meget bedre, hvis hun var alvorligt interesseret i bibelstudium. Vagttaarnet er et verdensberømt blad, der er tilrettelagt med bibelstudium for øje. Det opfordrer ikke til, at man blindt skal acceptere dets udtalelser, men til omhyggeligt studium og undersøgelse af dem i Bibelens lys. I modsætning til det pavelige Rom gør det ikke krav på at være ufejlbarligt. Det kan vel ikke være dette bibelske princip at „undersøge alle ting“, men derimod snarere den blinde antagelse af traditioner, der muliggør udbredelsen af menneskers „fordrejede syn på Guds ord“. Jesus mente det. Han sagde rent ud til det traditionsrige præsteskab på sin tid:

„I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleveringers skyld. I hyklere! Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt: Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ — Matt. 15:6-9.

Esajas kaldte deres religion „en parodi, kun traditioner, som de har lært på remse“. (Es. 29:13, Mo) Nej, en sådan fremgangsmåde skærper ikke interessen eller udvikler kundskaben om eller værdsættelsen af Guds ord. Men at åbne Bibelen for at undersøge den, ved dørene, ved private bibelstudier i hjemmene, i mødelokaler, auditorier og store idrætsstadioner, sådan som Jehovas vidner ofte gør ved store sammenkomster, — det holder interessen fangen og skærper tilliden. Ikke en gang om måneden, men to eller tre gange om ugen fylder de deres mødelokaler. Det er ikke tom pral. Den katolske indsender lagde mærke til vidnernes iver, og det er simpelthen den, der er forklaringen. Dette er heller ikke en eller anden mystisk hemmelighed for nogle få udvalgte. Alle opfordres til at prøve det og til at lade lyset fra Guds ord skinne på sig.

(The Watchtower, 1. november 1951)