Spørgsmål fra læserne
● Må vi være døbt, før vi anerkendes af Gud som ordinerede præster? Den lille bog Defending and Legally Establishing the Good News fremholder, at dersom vi ikke er blevet døbt, skal vi i retten sige, at vi er ikke-ordinerede præster. — E. B., Indiana.
Landets myndigheder kræver almindeligvis en eller anden ceremoni i forbindelse med præsters ordination, og det er grunden til, at tidspunktet for ens dåb sædvanligvis regnes som datoen for ens ordination. Med Jesus forholdt det sig jo således, da det jo var ved hans dåb, at ånden som en opfyldelse af Esajas 61:1, 2 dalede ned over ham. Et menneske kan imidlertid indvi sig til Gud gennem Kristus og ved trofast tilbedelse og aktiv tjeneste leve op til denne indvielse længe før vanddåben, dersom muligheden for at blive døbt ikke er lige for hånden. I et sådant tilfælde ordinerer Gud dette menneske til at være sin præst fra tidspunktet for indvielsen og forventer, at vedkommende symboliserer ved første lejlighed. Den omtalte bog betragter hovedsagelig spørgsmålet ud fra det syn, landets lov har på sagen, og anerkender de to klasser, man inddeler præster i, nemlig ordinerede præster og præster, der ikke er ordineret. Set med lovens øjne foreslår bogen derfor, at vi afgør, hvilken gruppe vi hører til, på grundlag af, om vi er døbt eller ikke. Alle præster, hvad enten de er ordinerede eller ikke-ordinerede, nyder samme legale rettigheder.
Den omtalte bog anerkender imidlertid også den kendsgerning, at man kan være ordineret af Gud eller salvet med hans ånd, før man bliver døbt med vand, idet den viser, at Kornelius og hans hedenske medtroende blev ordineret med Guds ånd, før de blev døbt i vand. (Ap. G. 10:44-48) Skønt det var noget ganske ekstraordinært, viser det dog, at Gud kan ordinere et indviet menneske før vanddåben. Mens et udøbt menneske således kan være ordineret af Gud, kan det over for retten påpege, at det endnu ikke har gennemgået ordinationsceremonien i form af vanddåben og af den grund efter landets lov muligvis vil blive klassificeret som en ikke-ordineret præst i stedet for en ordineret. At Vagttaarnets Selskab selv lægger vægt og eftertryk på dåbshandlingen, fremgår af den kendsgerning, at det kun er dem, der har symboliseret deres indvielse til Gud, som får overdraget et personligt eksemplar af den lille bog Vejledning i teokratisk organisation for Jehovas vidner.
● Markus 15:25 fastsætter tiden for Jesu pælfæstelse til den tredje time, og Johannes 19:14 siger, at det var ved den sjette time. Hvorledes forklares denne uoverensstemmelse? — S. S., New Hampshire.
Bibelkommentatorer og -oversættere er fremkommet med mange sindrige forklaringer herpå. Adskillige siger, at det er en skrivefejl i Johannes’ evangelium, og at det for at være rigtigt skal læses „den tredje time“. Der er imidlertid intet, der tyder på en sådan fejl. Nogle hævder, at Johannes regnede tiden på samme måde, som vi gør i dag, og at Johannes med „den sjette time“ mente 6 morgen og ikke 12 middag, som man på den tid i Palæstina almindeligvis ville kalde „den sjette time“. Men dersom Johannes med „den sjette time“ hentydede til 6 morgen, hvordan kan det så være, at Jesus så tidligt på dagen sad og hvilede sig ved Jakobsbrønden, udmattet efter en vandring? (Joh. 4:6) Det var rimeligere at tænke sig, det var ved middagstid, og det er uden tvivl det tidspunkt, Johannes hentyder til, når han bruger udtrykket „den sjette time“. En kilde går endog så vidt som til at påstå, at Johannes med „den sjette time“ mente den sjette time om aftenen eller midnat. Men dette giver ikke tid nok til de mange begivenheder, der skulle finde sted, idet nogle af dem ikke indtraf før daggry. Når man tager alt det i betragtning, der skete, og den tid, det ville tage, vil man se, at selv ud fra det synspunkt, at det var 6 morgen, ville der blive for lidt tid.
I løbet af Jesu sidste aften som menneske her på jorden fejrede han påsken og indstiftede derpå mindemåltidet. Derefter fulgte en udførlig drøftelse, og så blev Jesus forrådt, arresteret og stillet for Annas, Kajfas og sanhedrinet. Under disse retsforhandlinger blev der gjort frugtesløse forsøg på at fremføre falske vidner; Jesus blev forhørt, slået og mishandlet, noget, der alt sammen må have taget betydelig tid. Det tidspunkt, da han blev ført til sanhedrinet for den endelige afhøring og dom, omtales som „da det var blevet morgen“ (Matt. 27:1), „straks om morgenen“ (Mark. 15:1), „da det blev dag“ (Luk. 22:66) og „ved daggry“ (Joh. 18:28).
Men selv efter daggry skulle der ske meget inden pælfæstelsen. Fra sanhedrinet blev Jesus ført til Pilatus, som udspurgte ham og hørte på de anklager, ypperstepræsterne og de indflydelsesrige ældste fremførte. Derpå blev Jesus sendt til Herodes, som stillede ham „adskillige spørgsmål“, og det må i betragtning af Herodes’ nysgerrighed og mange ord have taget temmelig lang tid, lige såvel som det må have taget de tilstedeværende ypperstepræster og farisæere tid at forelægge deres stemningsbevægede anklager. At Herodes og hans soldater hånede Jesus, drev spot med ham og klædte ham i en prægtig kappe, har taget yderligere tid. Så tilbage til Pilatus, der, efter megen talen frem og tilbage med de jødiske præster og pøbelen, som var blevet overtalt til at kræve Barabbas frigivet i stedet for Jesus, og efter at have hørt budskabet fra sin hustru om hendes drøm, overgav Jesus til deres vilje. Derpå lod Pilatus Jesus piske. Soldaterne kronede ham med torne og hånede ham på anden måde, og han måtte så, svækket ved den grusomme piskning, vandre til Golgata, mens pøbelen trængtes om ham. Alt dette må have taget tid. Regner man „den sjette time“ for 6 morgen, vil der ikke være tid nok til alle disse begivenheder.
Nogle lærde påstår, at jøderne inddelte dagen i fire dele, og at udtrykket „den tredje time“ dækkede den anden del fra 9 formiddag til 12 middag, hvorefter „den sjette time“ ville afmærke begyndelsen til den tredje del. Dette ville fjerne vanskelighederne, idet Markus’ „tredje time“ så faldt sammen med Johannes’ „ved den sjette time“. Der er imidlertid ingen virkelig grund til at antage, at man på den tid, Jesus vandrede her på jorden, inddelte tiden i sådanne fire tre-timers perioder. Efter at Jesus havde nævnt den niende time, taler han om den ellevte time, og det viser, at han ikke regnede den niende time for at dække perioden fra den niende til den tolvte time, eller vor kl. 15 til 18. (Matt. 20:5, 6) Det fremgår også tydeligt, at Johannes regnede med en inddeling i timer, for han taler om den tiende time (Joh 1:39) og den syvende time (Joh 4:52) og altså ikke bare om henholdsvis den niende og sjette time, som han ville have gjort, dersom han, som påstået, anvendte fire længere inddelinger af dagen.
Den logiske og naturlige forklaring synes at være denne: Dagene inddeltes i tolv timer, der løb fra solopgang til solnedgang, eller fra ca. 6 morgen til 6 aften. (Joh. 11:9) Da jøderne ikke inddelte timerne i minutter, ville det sige, at det var den tredje time, lige til den fjerde time begyndte, akkurat som vi i dag siger, at en mand er tredive år gammel, skønt han i virkeligheden kan være tredive år og ni måneder. Markus’ tredje time kunne således være nær begyndelsen til den fjerde eller kl. 10 formiddag. Johannes gør ikke krav på at være præcis, når han siger, at det var „ved den sjette time“. Det kan have været kl. 11.30 eller endog før. Det var en dag med store sindsbevægelser for Jesu efterfølgere, og de ville næppe falde tilstrækkeligt til ro til at lægge mærke til det forholdsvis betydningsløse tidspunkt for begivenhedernes nøjagtige indtræffen. Husk også på, at man på den tid ikke havde ure, man bekvemt kunne bære om håndleddet. I almindelighed beregnede man uden tvivl tiden ved at se på solen, som i dette tilfælde kunne være skjult af dis eller skyer, og i bedste fald ville tidspunktet kun blive tilnærmelsesvis nøjagtigt. Det er også værd at huske på, at Johannes skrev sin beretning omkring 65 år efter, at disse begivenheder indtraf. Alle disse kendsgerninger giver meget spillerum, således at den tidsforskel, der findes i de to beretninger, udjævnes.
Der er også et andet punkt, som kan tjene til belysning af spørgsmålet: piskningen eller hudstrygningen blev betragtet som et led i pælfæstningsprocessen. Den var så grusom, at offeret somme tider døde deraf, og den lader til at have været alvorlig i Jesu tilfælde, siden det var nødvendigt at få en anden mand til at hjælpe med at bære pælen, efter at Jesus var begyndt at bære den alene. (Luk. 23:26; Joh. 19:17) Dersom denne piskning var begyndelsen til pælfæstningen, må der være gået nogen tid mellem begyndelsen og den egentlige pælfæstningsproces. Forskellige mennesker ville derfor højst sandsynligt opgive forskellige tidspunkter for pælfæstningen, beroende på, hvor langt fremskreden processen var på det tidspunkt, de lagde mærke til tiden. Der er således mange faktorer, som forklarer forskellen i beretningerne, og selve den kendsgerning, at der er en forklarlig forskel, beviser, at Johannes på sin side ikke har gjort noget overlagt forsøg på at få sin beretning til at harmonere med Markus’ tidligere nedskrevne, noget, Johannes sandsynligvis ville have gjort, dersom han ville pynte på beretningen.
● Bogen What Has Religion Done for Mankind? siger på side 211: „Ingen må tro, at læren om skærsilden først blev opdaget af pave Gregor den Store (595-604 e. Kr.).“ Men på side 274 står der: „Gregor den Første (595-604 e. Kr.) var den første, der opdagede læren om „skærsilden“.“ Hvorledes er disse tilsyneladende modsatte synspunkter i overensstemmelse med hinanden? — D. F., New York.
På side 211 vises, hvorledes det buddhistiske system fremholdt en skærsildslære mange århundreder, før det katolske system blev organiseret i det fjerde århundrede efter Kristus. Men på side 274 og de foregående sider viser bogen, hvorledes adskillige hedenske læresætninger blev optaget i den romersk-katolske religion. Hvad den katolske lære angår, var det pave Gregor den Store, der (for at bruge hans egne ord) „opdagede“ skærsilden. Han påstod, at han gjorde det ved hjælp af åbenbarelser og syner. Han var den første, der fremholdt den som en „kristen“ læresætning, og han optog den i den romersk-katolske kirkes lære, som var og er frafalden kristendom. Derfor begrænser sammenhængen omfanget af påstanden på side 274, som omhandler paverne og deres indførelse af nye læresætninger, hvorimod redegørelsen på side 211 er mere generel, idet den behandler spørgsmålet i hele dets udstrækning og benægter rigtigheden af pave Gregors påstand. Når vi altså ser udtalelserne i deres rette sammenhæng, er der ikke nogen uoverensstemmelse imellem dem.
● Hvis man allerede er blevet døbt, er det så nødvendigt, at man gentager dåben, efter at man har fået kendskab til sandheden? — R. G., Canada.
Om et menneske skal døbes igen eller ikke, afhænger af hans forståelse af dåben, da han første gang underkastede sig den. Forstod han betydningen af symbolet, der består i nedsænkning i vand? Påskønnede han fuldt ud, at det betød en total indvielse til Herren, at tjene Herren, at gøre hans vilje? Havde han foretaget en sådan indvielse i sind og hjerte og indfor Herren før nedsænkningen i vandet, som er en offentlig symbolisering af den indvielse, man i forvejen har foretaget? Om så er, og hvis dåben var en fuldstændig nedsænkning i vand, så er det ikke påkrævet, at vedkommende foretager symboliseringen igen. Det er ikke den, der foretager nedsænkningen, stedet, den foregår, og hvem der er til stede som tilskuere, der er af afgørende betydning. Det er den rigtige forståelse og værdsættelse af dåben for hans vedkommende, som bliver nedsænket i vandet, der betyder noget. Hvis han ikke havde denne forståelse og værdsættelse, men blot betragtede dåben som en religiøs ceremoni, der indlemmede ham i en eller anden kirke, hvis han ikke forstod meningen med eller betydningen af dette skridt, og hvad der derefter krævedes af ham fra et bibelsk synspunkt, så bør en sådan symbolisere denne indvielse, som han nu har foretaget med forståelse, når han får kundskab om sandheden og ønsker at indvi sit liv til sandhedens Gud som et af hans vidner.