Skal man undskylde dem, der går på kompromis?

EN af de ting, der karakteriserer vort tyvende århundrede, er den udbredte tilbøjelighed til at gå på kompromis. Selviskhed, trangen til at gøre, hvad der er lettest og behageligst, har gjort personlig retskaffenhed til en sjælden vare. Udsigten til at tjene penge på en let måde har fordærvet politikerne og lokket forretningsfolk og professionelle sportsfolk til at kaste deres idealer over bord. Denne udbredte tendens præger også det store flertal af dem, der påstår at være kristne. I totalitære stater bliver disse foregivne Kristi efterfølgere ofte udsat for et stærkt pres, idet magthaverne ønsker, at de skal gå på kompromis eller falde fra deres religion.

En vis dr. Charles W. Ranson, en fremtrædende skikkelse inden for den presbyterianske kirke, beskæftigede sig med denne sag i en tale ved en banket, der blev givet af Washington-North Idaho Council of Churches, og heri sagde han blandt andet: „Der er en kristen kirke i Kina, men der er ingen garanti for, at den ikke vil gå til grunde. Der kan meget let ske et frafald i kirken i Kina, men hvilken ret har vi, der aldrig har kendt til forfølgelse, til at dømme?“ — Spokane Daily Chronicle, 24. februar 1953.

Lad os først og fremmest spørge: Hvordan kan det gå til, at dr. Ranson og hans tilhørere i Washington-North Idaho Council of Churches „aldrig har kendt til forfølgelse“? Sagde Kristus ikke rent ud til sine efterfølgere: „I skal hades af alle for mit navns skyld“? Advarede han ikke om, at de ville få samme behandling, som han fik, at som verden hadede ham, ville den hade dem? (Matt. 10:22-25; Joh. 15:17-21) Og forsikrede Paulus ikke de kristne om, at det skulle være gennem mange trængsler, de skulle indgå i Guds rige, og at „alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus [skal] blive forfulgt“? (Ap. G. 14:22; 2 Tim. 3:12) Der er noget galt. Enten tog Kristus og Paulus fejl i spørgsmålet om, hvad en kristen kan vente sig, eller også er der nogle, der påstår, at de er kristne, men ikke kan fremvise den sande kristendoms kendetegn.

Der er ingen tvivl om, at de totalitære rædselsregimer øver stærkt pres på dem, der holder fast ved deres kristne principper. Men kan man virkelig sige, at de er kristne, hvis de ikke efterfølger Kristus Jesus? Han gik ikke på kompromis. Til trods for den kolossale prøve, han blev udsat for — og den må have været virkelig stor, eftersom han bad: „Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi“ — tænkte han ikke på at slippe udenom, men gav udtryk for, at han ville være trofast, selv om hans Fader krævede, at han drak dette bæger: „Min Fader! hvis denne kalk ikke kan gå forbi mig, men jeg skal drikke den, så ske din vilje!“ — Matt. 26:39, 42.

I stedet for at tænke på at gå på kompromis bad han sin Fader om hjælp til at bevare sin retskaffenhed: „Han har i sit jordelivs dage med høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til ham, der kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt og friet fra sin angst. Skønt han var søn, lærte han lydighed af det, han led.“ (Hebr. 5:7, 8) Her har vi det eksempel, kristne skal efterfølge!

Og apostlene efterfulgte dette eksempel. De gav heller ikke efter for pres eller lod sig forlede til frafald. Når myndighederne befalede dem at holde op med at forkynde, svarede de: „Døm selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være med at tale om det, vi har set og hørt.“ Og videre: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ — Ap. G. 4:19, 20; 5:29.

Et kompromis er et kompromis, hvad enten det er os selv eller andre, der går på kompromis, og vi må aldrig betragte det med sindsro, som om der kunne være formildende omstændigheder. Hvis vi mener, at det kan undskyldes, at nogen går på kompromis, har vi dermed søgt at retfærdiggøre vor egen vaklen og frafald i vanskelige tider. Vi må sørge for, at der ikke er et sårbart hul i vor åndelige rustning. Ligesom apostlene må vi være fast besluttede på at adlyde Jehova mere end mennesker; og vi kan gøre det, hvis vi ser hen til Jehova efter hjælp og frygter ham, ikke mennesker.

Man kan bevare sin kristne retskaffenhed til trods for et totalitært pres, og Jehovas tjenere ud over verden gør det. Se på Jehovas tjenere i Østtyskland. Skønt de stadig bliver udspioneret og truet, skønt de ikke kan tale sammen uden først at forvisse sig om, at de ikke bliver iagttaget, skønt det koster dem to eller tre års fængsel, hvis de bliver grebet i at besidde noget af Vagttaarnets litteratur, hvilket kaldes at „udbrede oprørsk litteratur“, og skønt flere hundrede af de mere modne brødre, der tidligere ledede arbejdet, nu sidder i fængsel, fortsætter Jehovas tjenere i Østtyskland dog med at forkynde.

Resultatet er, at der råder den største enhed blandt brødrene der, og alle er parate til at hjælpe en, der er i vanskeligheder; de er blevet renset og lutret, og deres forkynderarbejde har fremgang. Og har Jehova velsignet deres anstrengelser? Det har han. Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1953 viser, at trods alle hindringer er tallet på forkyndere steget med 33 procent i løbet af 1952 i forhold til året før.

Det er ikke alene i Østtyskland, det er sådan. Arbejdet i den Dominikanske Republik voksede sidste år til trods for en så voldsom forfølgelse, at over en tredjedel af Jehovas vidner på eet tidspunkt sad i fængsel. Også i Jugoslavien har der været en forøgelse trods forfølgelse, forbud og fængslinger. Og i Polen havde arbejdet enestående fremgang, selv om al offentlig forkyndelse er forbudt, og mange vidner sidder i fængsel. Begravelser er tilladt, så de bliver brugt som anledninger til at aflægge vidnesbyrdet, og så mange som 500 overværede een begravelse.

Den store dommer, Kristus Jesus, vil ikke undskylde dem, der indgår kompromis, men han vil tværtimod udspy dem af sin mund. (Åb. 3:16) I Hebræerne 13:5, 6 giver Paulus gode råd til alle kristne, der ønsker at bevare deres retskaffenhed: „Hold jeres færd fri for kærlighed til penge, nøjes med det, I har; thi han har selv sagt: Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig, så vi frimodigt kan sige: Herren er min hjælper, jeg vil ikke frygte; hvad kan et menneske gøre mig?“ Der er ingen undskyldning for at gå på kompromis!