Spørgsmål fra læserne
● Hvad menes der med følgende udtalelse fra Job 38:31, 32: „Knytter du Syvstjernens bånd, kan du løse Orions lænker? Lader du Aftenstjernen gå op i tide, leder du Bjørnen med unger?“? — W. S., New York.
Nogle tillægger disse stjernebilleder særlige egenskaber, og på grundlag heraf fremkommer de med private fortolkninger af Job 38:31, 32, som forbavser deres tilhørere. Deres synspunkter er ikke altid i overensstemmelse med astronomiens opdagelser, og når de betragtes i Bibelens lys, afsløres det, at de er ganske uden grundlag. Hvorfor? Fordi vi ikke ved, hvilke stjerner eller stjernebilleder det er, der omtales i disse vers. Navnene Syvstjernen, Orion og Bjørnen er ikke de navne, Bibelen nævner. Nogle oversættere lader navnet Mazzaroth, der i den danske oversættelse er gengivet med Aftenstjernen, betegne dyrekredsen. Engelske og danske oversættere har brugt de hedenske navne på nogle stjernebilleder og indført dem i deres oversættelser i stedet for de originale navne, der står i Bibelens Hebraiske Skrifter, nemlig Kimah, Kesil, Mazzaroth og ’Ayish. Hvilke stjerner eller stjernebilleder, disse navne betegner, ved vi ikke i dag. Det kan derfor ikke betale sig at hengive sig til unyttige spekulationer herover. Syvstjernen eller Plejaderne kan ikke længere betragtes som universets centrum, og det vil være uklogt at søge at stedfæste Guds trone et eller andet bestemt sted i universet. Hvis vi tænkte os, at Guds trone var i stjernebilledet Syvstjernen, ville vi med urette vise denne stjernehob særlig ærbødighed. — 5 Mos. 4:19; 2 Krøn. 2:6; 6:18.
Det er ikke nødvendigt for os at kende de specielle stjernebilleder, som de originale ord i Job 38:31, 32 betegner, for at vi kan tilegne os den belæring, som Gud her giver. Jehova stiller en række spørgsmål for at vise Jobs underordnede stilling i sammenligning med Skaberen. Har Job kontrol over himmelen? Kan han lede de synlige himmellegemer? Kan han binde disse stjerner i grupper, så de vedblivende danner bestemte stjernebilleder? Eller kan han ophæve de kræfter, der holder stjernerne på deres pladser, så de farer hver sin vej og ikke længer ses som et bestemt stjernebillede? Eller kan han lede et sådant stjernebillede ad dets fastsatte bane i himmelrummet, så det viser sig på de fastsatte tidspunkter? Nej, naturligvis kan han ikke det, og det måtte han indrømme samtidig med, at han anerkendte den store Jehovas overordnede stilling, anerkendte, at Jehova hersker over alt i universet og kan gøre med alt i både det livløse og det levende skaberværk, som det behager ham, uden at nogen fornuftbegavet skabning i himmel eller på jord har lov til at tvivle på det berettigede i nogen af hans handlinger. Det er det, der understreges i Job 38:31, 32.
Dette har ganske særlig adresse til Jehovas folk nu. I det profetiske drama repræsenterer Job Kristi trofaste efterfølgere på jorden ved afslutningen på denne tingenes ordning, særlig siden 1918. Han repræsenterer resten af Kristi legeme, der på den tid var i en ulykkelig tilstand som fanger i Satans organisation, først og fremmest den babyloniske kristenhed. De kunne ikke forstå, hvorfor Jehova tillod verden, og særlig kristenheden, at bringe denne nød over dem. De forstod ikke helt, hvad der var Jehovas hensigter med dem, og derfor var det formålstjenligt, at Jehova på en særlig måde åbenbarede sig for dem som universets overordnede, og at det store stridsspørgsmål gjaldt hans universelle herredømme over hele skabningen, den levende såvel som den livløse. Fra 1918 og fremover har Jehova ladet disse ting træde i forgrunden. Han har genrejst sit folk til en skøn tilstand, teokratisk talt, hvor de atter oplever deres ungdom, og han har åbnet deres øjne, så de ser hans overordnede stilling, stridsspørgsmålet blandt hele skabningen, hans universelle suverænitet. De forstår, at han har hele magten i himmel og på jord, at han kan gøre med enhver, som han ønsker, og at ingen har ret til at klage eller gå i rette med ham, selv om skabningerne ikke øjeblikkelig forstår, hvorfor Gud tillader visse dårlige forhold. Men Gud ske tak, at Jehovas folk nu forstår stridsspørgsmålet og ved, hvorfor Gud tillader, at de lider i denne tingenes ordning!
● Både Jeremias 25:33 og Ezekiel 39:12 taler om dem, der bliver dræbt i Harmagedon, men i det ene skriftsted står der, at de døde ikke vil blive begravet, og i det andet, at de vil blive det. Hvordan kan disse to skriftsteder bringes i overensstemmelse med hinanden? — W. B., Canada.
I Jeremias 25:33 står der: „Jehovas slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ De, som Jehova dræber, vil ikke blive samlet sammen af dem, der overlever Harmagedon, og få en formel begravelse med den dertil hørende sorg og klage. Der vil ikke blive rejst mindestene over dem, så man kan se, hvor deres jordiske levninger ligger, eller som symbol på en opstandelse for dem. Deres tidligere tilværelse bevares ikke i Jehovas erindring, så han kan oprejse dem fra døden, og Jehovas tjenere, der overlever slaget ved Harmagedon, vil heller ikke mindes disse gudløse dræbte med nogen ærbødig sorg. Deres knogler vil blive pillet rene af de vilde dyr og fugle, der så længe er blevet mishandlet af gudløse mennesker. — Ez. 39:4, 17-20; Åb. 19:17-21.
Men de, der overlever Harmagedon, vil alligevel ikke fortsat lade jorden blive misprydet af blegede ben, men de vil begrave dem for at rense landet, som Ezekiel 39:12 siger: „Israels hus skal have hele syv måneder til at jorde dem og således rense landet.“ Moseloven fastsatte, at den, der rørte ved et lig, skulle være uren i syv dage, og på samme måde ville landet blive besudlet af levningerne af de døde. Hvis en henrettet forbryder ikke blev fjernet, blev landet besmittet, og Loven krævede, at han blev begravet for at undgå dette. (4 Mos. 19:11; 5 Mos. 21:23) Tofet i Hinnoms dal blev besmittet ved at blive taget i brug som losseplads for affald og døde kroppe. (2 Kong. 23:10) Når den tid kommer, vil benene af de dræbte i Harmagedon derfor blive begravet, men det vil kun ske for at rense landet og ikke for at mindes deres eksistens eller antyde noget om et opstandelseshåb.
● Bogen „New Heavens and a New Earth“ siger, at Satan tilbød Jesus herredømmet over den syvende verdensmagt. Skulle der ikke have stået den sjette verdensmagt i stedet for den syvende? — A. W., de Forenede Stater.
Den omstridte udtalelse findes nederst på side 109 og øverst på side 110 og lyder: „Satan Djævelen viste Jesus Kristus alle den beboede jords riger og tilbød at gøre ham til hersker over den syvende verdensmagt, hvis Jesus ville holde op med at tilbede Jehova og blot gøre een tilbedende handling over for Dragen; Satan sagde til Jesus på fristelsens bjerg: „Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil.“ I modsætning til vilddyret afslog Jesus tilbudet. — Lukas 4:5-8.“
Udtalelsen er rigtig, som den er — der menes syvende og ikke sjette. Satan havde ikke til hensigt at give Jesus den sjette verdensmagt, der på det tidspunkt allerede eksisterede, for at han skulle gøre det til et evigt rige. Romerriget, den sjette verdensmagt, skulle ikke fortsætte med Jesus ved styret; det sataniske tilbud gik ud på, at herredømmet skulle fratages det sjette verdensrige og gives til Jesus, hvorefter Jesus så skulle danne sit eget regeringssystem over jordens riger. Denne nye regeringsmagt under Kristus ville blive jordens nye verdensrige og træde i stedet for det sjette og altså selv blive historiens syvende verdensmagt. Men Jesus afslog tilbudet og erstattede ikke Romerriget, den sjette verdensmagt, med sit eget styre for således at danne den syvende verdensregering. Århundreder senere opstod der en syvende verdensmagt, som indtog Roms plads, nemlig det anglo-amerikanske imperium; men denne syvende verdensmagt er ikke den, der hentydes til i den ovenfor citerede udtalelse fra „New Heavens and a New Earth“.