Jehovas vidner i det kommunistiske Tyskland bevarer deres retskaffenhed
Rapporter, der kommer fra det kommunistiske Østtyskland, viser, at autoriteterne der er overordentlig foruroligede på grund af den virkning, Jehovas vidners aktivitet har. I alle regeringskredse og departementer diskuteres sagen, og embedsmænd og regeringsfunktionærer er indtrængende blevet anmodet om at opspore alle, der har nogen som helst kontakt med Jehovas vidner. Ved en sammenkomst af embedsmænd blev Jehovas vidner betegnet som snyltere, der måtte ødelægges. Ved et andet møde blev der sagt til kommunisterne, at den eneste løsning var at arrestere Jehovas vidner eller sende dem til straffekolonier.
Men arrestationer synes ikke at hjælpe meget. I virkeligheden afslører referatet fra en af retssagerne i Schwerin, at en person, der blev arresteret, og som blot havde været interesseret i vidnernes arbejde, og endnu ikke var døbt, traf den bestemmelse, at han ikke blot ville fortsætte, som han tidligere havde gjort, med at fortælle andre, om de ting han selv havde lært, men fra nu af også ville bekende sig som et af vidnerne.
Kommunisternes had er i virkeligheden rettet direkte mod Guds ord, Bibelen. Læg mærke til den udtalelse, som en af lederne i det civile folkepoliti fremkom med i et fængsel: „En bibel er lige så farlig i hånden på et af Jehovas vidner som en fakkel i hånden på en pyroman.“
Atter og atter hører man Jehovas vidner sige således i retten: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker.“ Følgende oplevelse viser brødrenes forsæt om at stå fast: En broder var blevet pryglet hver dag i fire måneder, ligesom han var blevet mishandlet på anden måde og havde måttet tåle kulde og sult. Desuden spottede man ham med ordene: „Vi skal gøre dig myg og kraftesløs. Husk, at enhver general overgiver sig, når han er klar over, at hans stilling er håbløs. Hvorfor nægter du at overgive dig?“ Bleg, mager og næppe i stand til at stå oprejst, men med kraftig stemme svarede broderen: „Jeg har lovet Jehova trofasthed. I kan bære mig bort som død, men ikke som forræder.“
Fra et andet fængsel skriver en broder: „Her er vi en sammentømret enhed. Ikke en eneste broder er blevet overmandet af fjenden og har fornægtet Jehova. Selv vogterne indrømmer, at det er umuligt at undertrykke den teokratiske organisation.“
En søster beretter glad fra sit fængsel: „Jehova gav os lejlighed til at prise ham midt i en lejr af hans fjender; han lod os vinde sejr og gjorde os lykkelige. Det var herligt at give Jehovas får føde. En af de interesserede kvinder sagde, at hun indtrængende havde bedt Gud om, at hun måtte komme i berøring med vidnerne. En anden sagde: „Nu er jeg først blevet klar over, hvorfor det var godt for mig at komme i fængsel. Var jeg blevet udenfor, var jeg sandsynligvis aldrig blevet tvunget til at lytte til fornuft.“ Mange hjerter bliver lykkelige, og selv bag fængselsmure kan øjnene stråle af fryd.“
En broder, der er dømt til at være femten år i koncentrationslejr, skriver til sin familie efter fire års forløb: „Jeg håber, at I alle har det godt og er glade, sådan er det med mig selv. Jeg har ingen grund til at være ulykkelig eller knurre. Tværtimod! Hvis jeg tænker grundigt over det alt sammen, kan jeg oprigtigt sige, jeg er lykkelig! Jeg ser de velsignelser og forrettigheder, som jeg modtager så ufortjent, og jeg har urokkelig tillid til og klippefast tro på vor store Guds almagt. Den kærlige medfølelse fra så mange, der er forenet med os, er os altid en kilde til stor glæde.“
De brødre, der er i fængsel, bliver i høj grad styrket af den kærlighed, omsorg og nidkærhed for tjenesten, som vises af dem, der endnu er fri. Og på den anden side bliver de, der går fra hus til hus i Østtyskland, styrket af det mod og den nidkærhed, der kommer til udtryk hos dem, der sidder i fængsel. Følgende oplevelse fortæller om de glæder, som modtages af dem, der endnu frit kan gå fra hus til hus:
„Jeg efterlod den lille bog Evolution kontra den nye verden hos en katolsk doktor. Da jeg kom på genbesøg hos doktoren, pegede han på bogen og sagde: Med den lille bog gjorde De mig en stor tjeneste; jeg studerede den sammen med min datter, og jeg kan sige Dem, at den er godt underbygget. Vi har afskrevet adskillige sider på vor skrivemaskine og har til hensigt at invitere rektoren og adjunkterne fra gymnasiet og skolekommissionen og fremholde vore argumenter for dem. Af vor samtale fremgik det, at han havde studeret bogen fra ende til anden. Han stillede mange spørgsmål og ønskede at vide mere om endens tid og opstandelsen.“