Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor stjal Rakel sin faders husgud? Var det ikke en slags afgudsdyrkelse, hun gjorde sig skyldig i? — E. T., de Forenede Stater.

Det hebraiske ord, der er oversat med husgud, er terafim. Da Jakob drog af sted mod sit hjem sammen med sine hustruer, børn og ejendele uden at sige noget herom til sin svigerfader, Laban, „stjal Rakel sin faders husgud“. Den tredje dag derefter blev Laban klar over, at de var rejst, og efter at have forfulgt dem i syv dage indhentede han dem sammen med sine frænder. Laban gav udtryk for sin misbilligelse og sagde blandt andet: „Nu vel, så drog du altså bort, fordi du længtes så meget efter din faders hus — men hvorfor stjal du min gud?“ Jakob kendte ikke noget til tyveriet og sagde: „Den, hos hvem du finder din gud, skal lade sit liv!“ Laban søgte, men uden resultat, for Rakel skjulte den i sadeltasken og satte sig på den, og hun rejste sig ikke, da hendes fader søgte i hendes telt, men bad ham have hende undskyldt, da hun var syg. Da Laban og Jakob skiltes, indgik de en pagt, rejste en stenstøtte og byggede en stendysse, og Laban sagde: „Vidne er denne dysse, og vidne er denne støtte på, at jeg ikke i fjendtlig hensigt vil gå forbi denne dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig.“ Derpå skiltes de. — 1 Mos. 31:17-55.

Hvorfor var Laban så interesseret i denne husgud, så han endog ville bekoste en forfølgelse med en stor flok mennesker for at få den tilbage? Nogle har tidligere formodet, at husguden var lavet af guld, eller at den havde stor værdi for Laban, fordi han var overtroisk. Det stod imidlertid tilbage for arkæologien at finde ud af den virkelige grund. På side 71 i Archaeology and Bible History læser vi: „Svaret blev fundet i Nuzi-tavlerne, der viste, at besiddelsen af faderens husguder spillede en stor rolle ved fordeling af arven. En af Nuzi-tavlerne viste, at i den egn, hvor Laban levede, kunne en svigersøn, som ejede familiens gudebilleder, gå til retten og gøre krav på svigerfaderens ejendom.“ At Rakel har tænkt, at hun handlede retfærdigt ved at tage husguden, fordi hendes fader havde bedraget hendes mand, fremgår af det, hun og Lea sagde, som gengivet i 1 Mosebog 31:14-16. Følgende paragraf, der er taget fra siderne 227 og 228 i Modern Science and Christian Faith, er meget oplysende:

„Fra og med 1925 blev der gjort en række fund i oldtidsbyen Nuzi i den nordøstlige del af Mesopotamien. Her fandt man en mængde juridiske kontrakter, der stammer fra lidt efter Jakobs tid. De kastede meget lys over den lokale befolknings liv. Et dokument fra den tid viste, at inden for den hedenske befolkningsgruppe, der var fremherskende i Harran — Labans hjemegn — gav besiddelse af husguderne en svigersøn ret til at møde op i retten og gøre krav på sin afdøde svigerfaders ejendom. Herved bliver det fuldstændig klart for os, hvorfor Laban var så umådelig oprørt over tabet af sin husgud! Jakob havde allerede taget en stor del af hans ejendom. Han frygtede, at Jakob ville tage resten fra hans sønner efter hans død. Det synes også meget sandsynligt, at det var Rakels hensigt med at tage husguden. Det gør det klart og forståeligt, hvorfor Jakob og Laban byggede en stenstøtte og udtalte Mizpa-erklæringen over den: „Jehova skal stå vagt mellem mig og dig, når vi skilles.“ (1 Mos. 31:49) De bad Gud overvåge, at ingen af dem overskred denne grænselinie for at skade den anden — at Laban ikke ville komme for at tilføje Jakob fysisk overlast, og at Jakob ikke ville drage tilbage med husguden efter Labans død for at berøve sine svogre den ejendom, der skulle tilfalde dem.“

Jakob gjorde sig ikke skyldig i at nære sådanne planer. Han vidste ikke, at husguden var i hans lejr. Han ville heller ikke have noget at gøre med afguder eller tillade nogen i sin husstand at dyrke dem. Da Jehova senere sagde til Jakob, at han skulle drage op til Betel og bo der, sagde Jakob til sin husstand: „Skaf de fremmede guder, der findes hos jer, bort.“ Beretningen fortsætter: „De gav så Jakob alle de fremmede guder, de førte med sig, og alle de ringe, de havde i ørerne, og han gravede dem ned under egen ved Sikem.“ (1 Mos. 35:1-4) Hvis ikke husguden var blevet skaffet af vejen før, blev den det i hvert fald ved denne lejlighed. Jakob brugte den aldrig som et middel til at få den arv, der tilfaldt Labans sønner selv om Laban havde bedraget Jakob ved flere lejligheder. Husguden var et led i afgudsdyrkelsen og havde ikke sin plads i et hus, der var indviet til Jehova Gud. Århundreder senere sagde Samuel til den oprørske kong Saul: „Genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.“ (1 Sam. 15:23) Det oprindelige hebraiske ord, der her er oversat med „afgudsbrøde“, er terafim. Derfor gengiver American Standard Version det: „Egenrådighed er som afgudsdyrkelse og terafim.“