Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der i 1 Mosebog 6:6, hvor der står: „Da angrede Jehova, at han havde gjort menneskene på jorden“? — Y. J., Nigeria.

„Angrede“ er oversat fra det hebraiske rodord na-hham, der har flere forskellige betydninger. Som en del ordbøger viser, kan det betyde: at trække vejret stønnende, at sukke, at beklage, at angre, at sørge over eller føle medlidenhed eller medynk med, at trøste, at befri sig (for fjender). Ordet bruges i forskellige skriftsteder i disse forskellige betydninger, og sammenhængen viser, hvilken tanke der skal meddeles. De nærmere omstændigheder ved det, der her er tale om, var, at Jehova havde set menneskets ondskab og besluttet at udslette de onde ved hjælp af en jordomspændende vandflod. En nøjagtig, moderne oversættelse gengiver skriftstedet i dets sammenhæng således: „Jehova så altså, at menneskets ondskab var blevet stor på jorden, og enhver tilbøjelighed i hans hjertes tanker var hele tiden kun ond. Og Jehova sørgede over, at han havde skabt mennesker på jorden, og han følte sig såret i hjertet. Derfor sagde Jehova: Jeg står i begreb med at udslette menneskene, som jeg har skabt, fra jordens flade, fra mennesket til husdyr, fra krybet til himmelens flyvende skabninger, for jeg sørger over, at jeg skabte dem. Men Noa fandt nåde for Jehovas øjne.“ — 1 Mos. 6:5-8, NW.

Jehova har aldrig grund til at angre på den måde, mennesker angrer, nemlig som et udtryk for sorg over begåede fejl og ønske om at holde op med at følge en forkert handlemåde. Jehovas veje er rette, og hans fuldkommenhed udelukker enhver mulighed for, at han skulle begå fejl. Ulig mennesker undlader han aldrig at holde sit ord eller fuldbyrde sin hensigt eller leve op til sine principper. I disse henseender forandrer han sig ikke. (4 Mos. 23:19; 1 Sam. 15:29; Es. 14:24; 46:11; Ez. 24:14; Mal. 3:6; Jak. 1:17) Han forandrer måske sin handlemåde over for menneskene eller nationerne, hvis de forandrer sig og derved bevirker, at Guds handlemåde ikke længer er nødvendig eller formålstjenlig, eller han forandrer den med hensyn til at vise barmhjertighed. (1 Sam. 15:11; Sl. 106:44, 45; Jer. 18:7-10; Jon. 3:10) Han kan „angre“ i det hebraiske ords betydning, d. v. s. føle medynk eller medlidenhed, men aldrig på den måde, mennesker gør det, nemlig at angre på grund af fejltrin eller en uret handlemåde.

Den nøjagtige oversættelse af 1 Mosebog 6:6 viser, at han „sørgede over, at han havde skabt mennesker på jorden“. Ofte taler Jehova, som om han var underlagt menneskelige følelser, for at gøre sine reaktioner let forståelige for mennesker. Han kan føle sorg såvel som smerte, vrede, indignation, glæde og lede ved onde mennesker, ligesom han også siges at le og reagere på udfordringer, hvilket fremgår af mange skriftsteder. Ved den lejlighed, der omtales i 1 Mosebog 6:6, følte Jehova sorg over, at menneskene fulgte en uret handlemåde, og at deres sinds tilbøjeligheder kun var onde. Det sårede ham i hjertet at se de mennesker, der havde fået livet som resultat af hans skabervirksomhed, fremture i ondskab, og han følte sorg over, at sådanne mennesker var kommet til at leve på jorden, og for at befri sig for denne hjertesorg besluttede Jehova, at udslette disse onde mennesker fra jorden. Ligesom trofaste mennesker kan bringe Jehovas hjerte glæde, bragte disse onde Jehovas hjerte sorg. (Ordsp. 27:11; Luk. 15:7) Ligesom onde mennesker forud for Vandfloden kunne få Jehova til at føle sorg, således får de afskyelige gerninger, der øves nu før Harmagedon, retsindige mennesker til at sukke og klage, fordi de føler sympati for Guds handlemåde og respekterer hans navn. — 1 Mos. 6:6; Ez. 9:4.

Jehova har ikke behag i de ondes død, og derfor følte han sorg, da han så, at det var nødvendigt at henrette de onde, og det smertede ham, at han måtte bringe Vandfloden over jorden. Men Jehova følte ikke sorg over, at han havde skabt jorden og bestemt, at den skulle bebos. Han sørgede ikke over, at han havde skabt mennesket til at formere sig og opfylde jorden. At han kun følte sorg over de af hans skabninger, der var blevet uforbederlig onde, ses af, at Noa fandt nåde for Jehovas øjne. Noa vandrede med Gud. Jehova følte ingen sorg over at have skabt Noa, og at Jehova bevarede ham og hans trofaste familie og gav dem bemyndigelse til at opfylde jorden viser, at Jehova ikke var ked af, at han havde skabt jorden og mennesket på den, men stadig holdt fast ved sin hensigt, at jorden skal opfyldes med retfærdige mennesker. Hvis Jehova havde følt sorg over, at han havde skabt mennesket i begyndelsen og nu brugte Vandfloden til at befri sig for disse bekymringer, så ville han have ødelagt alle mennesker på jorden. Men at han bevarede nogle viser, at hans sorg kun gjaldt dem, der havde vendt sig til en uret tænke- og handlemåde, for det var kun dem, der gik til grunde i Vandfloden.