Spørgsmål fra læserne
● Vil mennesker, der begår selvmord for at redde familienavnets ære eller af en anden grund, som det for eksempel er almindeligt i Japan, komme frem i opstandelsen? Vil mordere få en opstandelse? — K. H., Japan.
Den jødiske nation stod i pagtsforhold til Jehova Gud, og deres lov sagde: „I må ikke tage imod sonebøde for en manddraber, når han har forbrudt sit liv; han skal lide døden.“ En kristen kunne heller ikke begå mord og alligevel opnå livet: „Enhver, der hader sin broder, er en morder; og I ved, at ingen morder har evigt liv blivende i sig.“ Eftersom en selvmorder myrder sig selv, må han sidestilles med en morder. Hvis derfor en, der har indviet sit liv til Jehova Gud, med overlæg tager sit eget liv eller myrder andre, er det tvivlsomt, at Jehova vil huske ham i opstandelsen. — 4 Mos. 35:31; 1 Joh. 3:15.
Sagen stiller sig imidlertid anderledes, hvis det drejer sig om en, der ikke har kendt Jehovas lov og ikke har været en indviet Guds tjener. Hvis han begår selvmord eller dør som morder, dør han absolut som en stor synder; men der er mange andre alvorlige synder, og det er muligt at angre dem. Paulus skrev engang til nogle kristne, at de tidligere havde været overordentlig umoralske og fordærvede, men nu var de blevet rensede, fordi de havde angret disse synder og vendt sig fra dem, og fordi de havde taget imod Jehovas foranstaltning gennem Kristus. Andre steder taler Bibelen om mordere, der ikke angrede, hvilket forudsætter, at det under visse omstændigheder var muligt for dem at angre. (1 Kor. 6:9-11; Åb. 9:21) At begå selvmord eller mord behøver ikke at være synd mod den hellige ånd, og når det ikke er det, er denne synd tilgivelig. Synd er synd, ligegyldigt hvilken slags det er, og en opstandelse for en selvmorder eller en morder, der ikke er i sandheden, afhænger mere af, hvor dybt han er sunket i hedenskab og dæmonisme, af hans evne til at angre og hæve sig op af hedenskabets afgrund end af den synd eller de synder, han tidligere har begået. Det er Jehova Gud og Kristus Jesus, der vil bedømme denne evne til anger og omvendelse og afgøre, hvem der skal oprejses, og hvem der ikke skal. Vi er tilfredse med, at sagen ligger i deres kompetente, retfærdige, barmhjertige hænder.
● Vil et barn, der er dødfødt, eller som dør kort efter fødselen, få en opstandelse, hvis dets forældre er trofaste tjenere for Jehova? — H. C., de Forenede Stater.
Det, Jehova oprejser eller indplanter i et skabt legeme, er det livsmønster eller den personlighed, individet har udviklet før sin død. Skønt et barn, der dør nogle timer eller dage eller endog et år efter fødselen, måske ikke kan siges at have udviklet et livsmønster eller en fornuftpræget hukommelse, har det dog arvet visse mentale træk fra sine forfædre, og hvis disse træk havde fået tid til at udvikle sig, ville barnet have dannet sig sin egen personlighed, der ville have vist slægtskabet med familien. Dr. Milton J. E. Senn fra Child Study Center ved Yale-universitetet udtalte i marts 1949 i sin egenskab af professor i børnesygdomme og psykiatri: „Det har vist sig, at dannelsen af individets organisme såvel i psykologisk som i fysiologisk henseende begynder ved undfangelsen. . . . Når barnet kommer til verden, er både dets fysiske og dets mentale mønstre ret godt udviklet, og barnets væremåde i opvæksten er påvirket af dem.“
Jehova Gud og Kristus Jesus er i stand til at se og gendanne alle de skjulte tilbøjeligheder i et barn og genskabe dem i opstandelsen, så barnet for sin moder, som det da er forenet med, virkelig vil være hendes barn, og efterhånden som disse træk og tendenser udvikler sig under barnets opvækst i Riget på den nye jord, vil dette blive tydeligere og tydeligere for moderen. Hun vil af den grund vide, at det virkelig er hendes barn, og ikke blot fordi det af ydre ligner hende. I tilfældet med et dødfødt barn var de fysiske og mentale mønstre, det har arvet, til stede lige fra undfangelsen, og mens det udviklede sig som foster, men barnet har aldrig levet som et individ, og opstandelsen er for dem, der har levet.
Da børn er helligede, når de har troende forældre, er der ingen grund til at betvivle, at sådanne „hellige“ børn vil få del i opstandelsen, selv om de dør, mens de er helt små.