Et tåget håb

HVAD er dit håb? Når dette spørgsmål stilles mennesker i almindelighed, giver de et tåget svar, hvis de i det hele taget giver noget svar. Det har sin grund deri, at de fleste såkaldte kristne i virkeligheden ikke er sikre på, hvori deres håb består. De tror sandsynligvis, at de har et håb, men hvilken forlegenhed bringer det dem ikke i, hvis de afkræves en grundig, logisk og fornuftbegrundet redegørelse for, hvori dette håb består. Det er noget, der gør sig gældende over hele kristenheden til stor bestyrtelse for nogle af kirkens højerestående embedsmænd. Således har for eksempel biskop J. E. Lesslie Newbigin, en af de teologer, der var med til at tilrettelægge programmet for Kirkernes Verdensråds generalstævne i Evanstone, udtalt: „Det svageste punkt i den kristnes rustning er øjensynlig det, at hans håb er uden fortrøstning. Han kan ikke gøre rede for sit håb, for han ved ikke, hvori det består.“

Hvor kan det være, at så mange bekendende kristne ikke har et sikkert håb? Der kan anføres tre grunde: 1) Den enkelte nærer modvilje mod at foretage en kritisk ransagelse af sit håb, mod at stille det på prøve for at se, om det er holdbart og hviler på et sundt grundlag; 2) præsterne har forsømt at forkynde Bibelens sandheder rent og purt, og resultatet er blevet, at folk intet ved om det vigtigste af alt: at Jehova har til hensigt at etablere en ny verden, og 3) den uhyggelige indflydelse Satan Djævelen har øvet på menneskene for at få deres opmærksomhed bortledt fra håbet om Guds rige og henledt på menneskers tomme løfter.

Lad os betragte tingene lidt nærmere. Først er der tilbøjeligheden til at ville undgå en analyse af ens håb. Mennesker viger tilbage for at undersøge, om de har nogen begrundelse for deres håb. Det er med dem som med det menneske, der stadig udsætter at gå til tandlægen af skræk for, at han skal finde et hul i tanden. Men ligesom en medtaget og betændt tand kan føre til alvorlig skade i sidste ende, kan også et uklart håb, hvis det får lov at forblive uafklaret, føre til ulykke.

Den omstændighed, at menneskene ikke har et klart og velbegrundet håb, har gjort selvmordshyppigheden til et problem af verdensformat. I en betragtning over selvmordsproblemet hedder det i Scientific American: „For de fleste af os vil tanken om, at tingene vil bedres, tjene som et værn mod uovervejet selvudslettelse.“ Såkaldte kristne, hvis håb fortaber sig i tåge, falder meget let i desperationens grøft. Og det, at menneskene ikke har noget sikkert håb, har endvidere ført til, at der er opstået kulter, hvis mål er „fred i sindet“, og hvis tilhængere køber i millionvis af bøger, der foreskriver, „hvorledes man bliver lykkelig“. Og dog, trods alle disse værker er de ikke virkelig lykkelige; de ved stadig ikke, hvor deres håb, sindets magnetiske kompas, fører dem hen. Forståeligt nok viser de ingen særlig begejstring ved tanken om at komme i præsternes skærsild eller helvede, men de er heller ikke altfor forhippede på at komme i den himmel, præsterne stiller dem i udsigt. Stod det til menneskene selv, ville de hellere leve lykkeligt på jorden. Men da præsterne ikke har fortalt dem, at dette er muligt, og at det ikke blot er et spørgsmål om at vælge mellem himmel og helvede, har kirkegængerne søgt lykken inden for forskellige filosofiske retninger. Den lykke, de henter her, er imidlertid kun overflade. Som en autoritet siger: „Det er næppe sandsynligt, at nogle få psykologiske tryllemidler eller en ændring i indstilling og opfattelse vil kunne udløse spændinger af mere betydningsfuld karakter.“

Dette fører os frem til den anden grund til, at menneskenes håb er så tåget: præsterne har forkastet Bibelen til fordel for hedenskab, traditioner, grundløse trosbekendelser, teorier og ceremoniel pomp og pragt. Dette er ikke alene tom og hul religion, det er falsk religion. Kun et fåtal af præster har i dag mod til at erkende, at moderne troslære for det meste er tågesnak. Den gejstlige W. L. Pettingill sagde for forholdsvis nylig om religionen i New York city: „Ni og halvfems procent af religionen i denne by burde kasseres. . . . Største delen er falsk religion, der ignorerer Kristi lære.“

Et sandt håb udspringer ikke fra menneskers traditioner; det kommer fra Gud. Jehova er „håbets Gud“. Mennesker med ærlige hjerter må vende sig til hans ord. „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ Guds ord, Bibelen, er den eneste håbets kilde. — Rom. 15:4, 13.

Bibelske sandheder, der rammer hårdt og gør ende på vildfarelser, er af præsterne blevet gjort til nul og niks. Det bliver mere og mere moderne, at præsterne ignorerer Bibelen i deres prædikener. Ja, det er faktisk kommet så vidt, at de fleste kirker kunne fortsætte som om intet var hændt, selv om alle bibler i hele verden forsvandt. Kirkebasarerne kunne meget vel fortsætte uden Bibelen. Selskabelige sammenkomster, skovture og dans behøver ingen bibel. Anmeldelser af religiøse bøger beskæftiger sig med alt andet end Bibelen. Prædikener om et „liv i handling“ har psykologiens fundamentale principper til grund og kan holdes, uden at man behøver ty til Bibelen. Orgelmusikken, korsangen og hele det religiøse skuespil klarer sig godt uden Bibelen. Man kan forkynde treenighedslæren, læren om evig pine, sjælens udødelighed, man kan brænde røgelse, tænde lys for „helgener“, bede rosenkranse, tilbede billeder og statuer og betale penge for at redde nogen ud af skærsilden, altsammen uden Bibelen, for intet af alt dette finder støtte i Bibelen! Der har vi det: Den nøgne kendsgerning er, at kirkerne i dag faktisk slet ikke behøver Bibelen. Er det underligt, at kirkens tilhængere ikke kan gøre rede for deres håb, eller at de tvivler på, om de i det hele taget har et håb?

De religiøse radio- og fjernsynsprogrammer er faktisk blottet for alt, hvad der har med Bibelen at gøre. I henhold til New York Times den 2. marts 1955 er dekanen ved Yale universitetets teologiske fakultet ansvarlig for følgende udtalelse: „Mange såkaldte religiøse udsendelser er set under en kristen synsvinkel hverken forståelige eller intelligensprægede. Kort sagt: mange af de programmer, der hedder sig at være religiøse, er enten sentimentale eller indholdsløse eller begge dele. I deres forsøg på at være formanende bliver de forkastelige set fra den kristne tros alvorlige, velunderbyggede og vidtrækkende standpunkt.“ Og resultatet bliver mere tåge.

Endelig har Djævelen forblindet menneskene så grundigt, at den store folkemasse befinder sig inde i en konstant tågebanke, ikke blot hvad angår deres håb, men også med hensyn til Guds hensigter: „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed.“ — 2 Kor. 4:3, 4.

Det er nu på tide at bryde gennem den falske religions tåge. Gør dig fri for de tågeindhyllede religiøse lærere, der ikke formår andet end at lede andre ind i den tågebanke, der indhyller dem selv. Gør dit håb klart og usvigeligt ved at lære om Jehovas nye verden. Studer Bibelen sammen med den nye verdens samfund. — 2 Pet. 3:13.