Frygter De Gud eller mennesker?

MANGE mennesker bekymrer sig om, hvad andre tror om dem. Hvis de kan slippe af sted med at gøre noget forkert, uden at andre ser det, vil de gøre det. Jehova Gud ser det, men det tager man ikke så nøje. De er bange for, at andre mennesker skal opdage noget, men bekymrer sig ikke om Gud. Hvor bagvendt! De ønsker at tage sig godt ud i menneskers øjne, men bryder sig ikke om, hvordan de ser ud i Guds øjne. Og dog har menneskers mening ingen betydning; men det har Guds. Hvorfor er det så almindeligt at frygte mennesker og glemme Gud?

Måske tror de, at Gud vil være mere barmhjertig og forstående over for deres svagheder og tilgive dem, mens mennesker ikke vil behandle dem så lemfældigt. Mere sandsynligt er det imidlertid, at de tror, at når mennesker ikke kender deres urette færd, vil de heller ikke få nogen straf. Prædikeren 8:11-13 siger: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.“ Mennesker burde frygte mere for, at Gud ser deres onde gerning, end for, at mennesker ser den.

På Jesu tid var de hykleriske skriftkloge og farisæere ivrige efter at tage sig godt ud i menneskers øjne, men at deres indre var fyldt med snavs og smuds, som Gud så, brød de, sig ikke om. Jesus sagde til dem: „I renser det udvendige af bæger og fad, men det er rov og umættelighed, der har fyldt dem indvendig.“ På Ezekiels tid tænkte de onde som så: „HERREN ser intet, HERREN har forladt landet!“ Det var det samme et hundrede og halvtreds år tidligere, på Esajas’ tid: „Ve dem, der dølger deres råd i det dybe for HERREN, hvis gerninger sker i mørke, som siger: „Hvem ser os, og hvem lægger mærke til os?““ — Matt. 23:25; Ez. 8:12; Es. 29:15.

Jehova ser vore gerninger, onde som gode, og vi får vor løn for dem, når hans tid er inde dertil. Hyklere øver deres onde gerninger i det skjulte, mens de for at sikre sig, at andre lægger mærke til dem og „for at æres af mennesker“, lader blæse i basun for sig, så snart de gør noget godt. „De har allerede fået deres løn udbetalt,“ sagde Jesus. Han formanede sine efterfølgere til at give almisse i det skjulte og ikke lade blæse en fanfare, når de foretog deres religionsøvelser, „så skal din Fader, som ser i det skjulte, betale dig“. Mennesker, der frygter mennesker, skjuler deres onde handlinger, men stiller deres gode gerninger til skue, så andre kan se dem og give deres bifald til kende. — Matt. 6:2-4, 16-18.

„Frygt for mennesker leder i snare,“ men „HERRENS frygt er kundskabs begyndelse.“ På grund af kødets svaghed griber endog sande kristne somme tider sig selv i at gøre noget uret, fordi de er usete af mennesker og således fritaget for menneskers dom eller straf. Hvis vi ikke får nogen straf for vore handlinger lige med det samme, fristes vi ofte stærkt til at øve dem idet vi ikke altid ser så langt frem som til det øjeblik, da vi skal stå til regnskab for dem over for Jehova. Gud og ikke mennesker er den, der bør frygtes, for det vil være begyndelsen til den kundskab, der er den rette vejledning for os, og som vil føre til liv — Ordsp. 29:25; 1:7.