Religionsforfølgelse i Paraguay

LØBESEDLER med ophidsende propaganda flagrede gennem luften. Papir faldt så tæt som sne og dækkede sognet omkring den katolske præsts, Ascencio Ayalas, kirke. Nysgerrigt greb landbefolkningen omkring byen Ita efter en løbeseddel. Flyvemaskinen der havde kastet løbesedlerne ned forsvandt. Den havde gjort sin del i den religionsforfølgelse der for nylig fandt sted i Paraguay.

Løbesedlernes tekst, der var affattet af sognepræsten, oplyste læserne om følgende: „Fredag, den 1. marts 1957, kl. 17.30, vil der på kirkepladsen blive afholdt en stor sammenkomst af alle katolske kristne fra land og by. . . . Kl. 18.30 en storstilet demonstration af katolikker som en fordømmelse af ’Jehovas (falske) vidner’. Disse protestantiske kættere har ingen ret til at afholde noget stævne i byen Ita.“

Længe inden disse løbesedler flagrede ned fra himmelen med præstelig velsignelse havde Jehovas vidner truffet fuldt ud lovlige foranstaltninger til afholdelse af et kristent stævne i Ita, en by der ligger omkring femoghalvtreds kilometer fra Paraguays hovedstad, Asuncion. Den lokale menighed havde ønsket at dette stævne skulle afholdes til gavn for de mange retsindige i byen. Jehovas vidner havde derfor anmodet om tilladelse til at benytte området omkring det kommunale friluftsbassin, og de havde fået lov til det af Itas kommunale myndigheder. Politimyndighederne i Asuncion havde også givet deres tilladelse til afholdelse af stævnet. Alt var blevet tilrettelagt på lovlig vis. Jehovas vidner havde altså ret til at holde stævne i Ita.

Fra alle kanter begyndte vidnerne at ankomme til Ita. Rygterne om præstens ondskabsfulde aktion fik denne kristne gruppe til at afholde stævnet i et af vidnernes hjem der ellers blev brugt som den lokale rigssal. Stævnet begyndte med et møde der tog sigte på at forøge vidnernes færdighed i at forkynde den gode nyhed om Riget.

Et stykke nede ad gaden havde der foran kirken samlet sig en sværm af mennesker, godt over tusind. Præsten kom ud for at lede hjorden. Hans tale begyndte med en vældig ordstrøm der efterhånden antog en ophidsende tone for at få folkehoben til at gå voldeligt til værks over for de forsamlede vidner.

Under præstens tale blev hoben mere og mere ophidset for hvert minut der gik. En sekundløjtnant i det paraguayanske flyvevåben, Solano Gamarra, kom tilfældigt forbi og gik hen til præsten. Da flyverofficeren kom til klarhed over at det var præsten der var anføreren for det hele søgte han at tale ham til rette. Han talte også med præstens hjælpere for på denne måde at hindre pøbelsværmen i at gå til håndgribeligheder. Men hans råd var uønskede. En af Ayalas præstekolleger blev så rasende at han slog løjtnanten så hans læbe blev flænget. Præstens eksempel fik hoben til at eksplodere. Nogle masede sig frem, greb fat i flyverofficeren, gennempryglede ham og tilføjede ham store sår i hovedet. Til sidst rev de skjorten af ham og hængte den op på en pæl og brændte den. Gamarra — minus skjorte — flygtede for livet.

Hoben var nu et sanseløst, sydende hav. Nogle skreg: „¡Abajo Jehova!“ (Ned med Jehova!) Andre: „¡Muera Jehova!“ (Måtte Jehova dø!) Den afsindige hob strømmede hen mod rigssalen. Nu var menneskemængden vokset til næsten to tusind. Som vilde dyr løb de storm mod stedet hvor de tres fredeligt forsamlede kristne Jehovas vidner befandt sig. Efterhånden som de nærmede sig rigssalen forsvandt de få politifolk der var posteret dér som dug for solen. Inde i rigssalen fortsatte programmet. Under hele mødet bølgede hoben frem og tilbage udenfor og luften flængedes af grove tilråb. Rigssalen var omgivet af et sydende menneskehav. For at hindre pøbelsværmen i at skaffe sig adgang til salen havde de kristne forkyndere barrikaderet dørene indefra, og fortsatte mødet. De lærte hvor vigtigt det er dagligt at drøfte et skriftsted fra Bibelen, en bog der måtte være fuldstændig ukendt for den hylende, hujende og vilde folkemasse udenfor.

Pøbelsværmen gjorde gentagne gange forsøg på at bryde ind i salen. Det mislykkedes for dem. Hoben opløstes i mindre grupper og opholdt sig i rigssalens nærhed det meste af aftenen, som ventede de på at et eller andet troskyldigt offer skulle vove sig ud. Til sidst stillede politifolkene sig atter på deres poster ved indgangen. De ville ikke tillade at nogen forlod rigssalen, men forhindrede ikke pøbelen i at søge at skaffe sig adgang til den! En ejendommelig måde at beskytte de kvinder og børn der befandt sig i den på! Jehovas kristne vidner overnattede i rigssalen.

Næste morgen nåede nyheden ind til Asuncion. Politiet dér bekræftede vidnernes ret til at samles inden for området omkring friluftsbassinet i overensstemmelse med deres kontrakt, men erklærede at foranstaltninger til beskyttelse skulle overlades til stedets comisario, en lokal politiembedsmand. Da vidnerne henvendte sig til ham meddelte han at han ikke havde mandskab nok til at klare situationen. Senere underrettede han vidnerne om at stævnet var blevet annulleret af politimyndighederne i Asuncion og at man havde grund til at formode at pøbelsværmen ville komme igen om aftenen. Stævnet blev derfor overført til Jehovas vidners hovedkvarter i Asuncion. Stævnedeltagerne lejede en bus og forlod byen syngende, også da de passerede den katolske kirke på vej ud af byen.

Dette tilfælde af religionsforfølgelse fandt sted i et land der har en lovfæstet forfatning. Denne forfatning er et enestående dokument for dem som ønsker at leve op til det og bevare roen i landet. Til Paraguays ros skal det siges at der i marts 1957 blev udsendt et cirkulære til de civile myndigheder i hvert af landets seksten departamentos (amter). Cirkulæret påbød at de civile myndigheder skulle opretholde fred og orden og sikre de ikke-katolske minoriteters rettigheder i deres respektive områder.

Præsten Ayala havde beskyldt kristne Jehovas tjenere for at være „falske“ vidner. Men beviste hans aktion med at ophidse en pøbelsværm til vold at han var et sandt vidne? Ophidser sande vidner for Jehova pøbelsværme til vold, eller forkynder de Guds ord? Var nogle blandt denne præsteanførte hob sande Jehovas vidner når de råbte: „Ned med Jehova!“? Hvem viste sig som Jehovas vidner ved fredeligt at samles for at drøfte Guds ord? Det overlader vi til læseren at dømme om.