En konge skal herske med retfærd

DENGANG Kristus i al ydmyghed red ind i Jerusalem på et æsel bredte store folkeskarer kapper og grene på vejen. De hyldede ham som deres konge og befrier med råbene: „Frels, beder vi, Davids søn! Velsignet er han som kommer i Jehovas navn! Frels ham, beder vi, i det højeste!“ (Matt. 21:9, NW) Disse skarer satte deres lid til at han ville skabe et fredsrige her på jorden.

I de århundreder der er henrundet siden, har skare på skare hørt om denne konge. De har bekendt deres tro på ham og hævdet at være hans efterfølgere. Mange har opkaldt deres børn efter hans disciple. Derfor er navne som Johannes, Jakob, Peter, Mattæus, Thomas og Paul almindelige iblandt dem. Den del af verden hvor disse navne er de fremherskende er kendt under navnet kristenheden.

Skønt menneskene dér har hævdet at underkaste sig Fredsfyrsten har de ikke levet i fred. De har ignoreret hans befaling om at de skal elske hinanden. I stedet for har de hadet, pint og dræbt deres medmennesker. Menneskehedens mest grusomme og ødelæggende krige er blevet udkæmpet i kristenheden. Dog tror disse mennesker at de er Kristi efterfølgere. De tror de er kristne. Nogle tror endogså at det er kristenhedens opgave at indføre Kristi rige på jorden.

Det er næsten ufatteligt at nogen kan mene at Kristi rige kan oprettes af mennesker, endsige mennesker der ikke respekterer Guds love eller de principper som Kristus fremsatte.

Blot fordi mennesker i kristenheden taler om ham i deres kirker og opkalder deres børn efter hans disciple, betyder det ikke at de virkelig er hans efterfølgere. Det betyder ikke at de vil oprette Kristi rige eller endda bare blive dets undersåtter. De der virkelig er Kristi efterfølgere tænker som han, lever efter de samme principper som han, og forkynder de samme bibelske sandheder som han. De bekender ikke at de elsker Kongen, Kristus Jesus, samtidig med at de søger venskab med den verden som Bibelen viser er ham fjendsk.

De forværrede forhold nationerne imellem får nogle til at tro at Kristi rige ikke vil komme før om mange århundreder. Dette syn kom til udtryk for nylig da en leder af våbenforsøg erklærede: „Tusindårsriget vinker endnu mange århundreder ude i det fjerne. Der gives ikke nogen varig løsning på alle problemerne; så snart det ene er løst dukker et andet op. Fuldkommen eller absolut sikkerhed eksisterer ikke — og vil heller aldrig komme til det i en verden hvor liv og død hører til naturens orden.“

Nationernes handlemåde er imidlertid ikke noget sundt grundlag for at drage en sådan slutning. Kristi rige venter ikke på at de skal begynde at opføre sig som civiliserede mennesker i stedet for som kamplystne dyr der farer løs på den første den bedste. Det venter ikke på at kristenhedens folk først skal lære at leve efter kristne principper. Gjorde Kristi rige det, ville det ikke bare tage mange århundreder men en evighed inden det blev indført.

Gud har givet Kristus magt og myndighed til at påbegynde sit herredømme over denne jord til den af ham fastsatte tid. Nationernes adfærd har ingen indflydelse på hvornår hans regering begynder. Han behøver ikke at vente på at den hedenske verden og den navnkristne verden skal blive sand kristen. Sagen er den, at Kristus allerede har overtaget magten og hersker midt iblandt sine fjender, således som det blev forudsagt i Salme 110.

Til Guds bestemte tid vil denne himmelske konge rense jorden. Den hedenske og den navnkristne verden vil blive fejet bort med undergangens kost. „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ (Sl. 2:8, 9) Det er den eneste måde hvorpå de kan standses i deres ødelæggelsesvanvid. Der kan ikke være tale om sameksistens mellem dem og Kristi rige.

Mange har fået øjnene op for kristenhedens hykleri og lovløshed og vendt sig bort fra den. De nægter at have noget som helst at gøre med dens hadefulde indstilling og blodige krige; de har lagt krigsvåbnene bort for at leve et fredeligt liv, og har dermed opfyldt Bibelens forudsigelse: „Det skal ske i de sidste dage, at . . . talrige folk [skal] komme vandrende: Kom, lad os drage til HERRENS [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier. . . . Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive.“ — Mika 4:1-3.

Sådanne fredselskende mennesker gør verden bekendt med at Kristus er deres konge og hans rige den regering de tillidsfuldt ser hen til vil indføre sikkerhed, retfærd og fred. Som et folk danner de den nye verdens samfund og de vil se løfterne vedrørende Kristi tusindårige regering opfyldt.

Den kendsgerning at disse mennesker har lært at vandre ad fredens veje midt i en krigshærget verden og er forenet i kærlighed på trods af racemæssige og nationale forskelle er et bevis for at et samfund kan leve i fred og sikkerhed. Dette blev kommenteret af et australsk blad der sagde: „Jehovas vidner er den eneste fredsbevægelse i verden der vil have held med sig. . . . De har bevist at det er muligt at leve sammen i fred og fordragelighed.“ De kan leve fredeligt sammen fordi de følger Kristus således som disciplene gjorde det og ikke som kristenheden gør det.

Når Kristus har renset jorden for den nuværende tingenes ordning vil disse sagtmodige og fredselskende mennesker erfare opfyldelsen af Jesu ord: „Velsignet er de sagtmodige: for de skal arve jorden.“ (Matt. 5:5, KJ) Deres sikkerhed og fred skal ikke trues af lovløse mennesker, for de onde og gudløse vil være borte. Garantien herfor er den at Kristus skal herske over jorden med retfærd. Han vil da opfylde det håb som udtaltes af de mennesker der hyldede ham som konge den dag han red ind i Jerusalem på et æsel.

Gud, giv kongen din ret, kongesønnen din retfærd, så han dømmer dit folk med retfærdighed og dine arme med ret! Da bærer bjerge og høje fred for folket i retfærd. De arme blandt folket skaffer han ret, han bringer de fattige frelse, og han slår voldsmanden ned. Han kommer som regn på slagne enge, som regnskyl, der væder jorden; i hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. — Salme 72:1-4, 6, 7.