Spørgsmål fra læserne

● Er det rigtigt af søstre at stille spørgsmål ved menighedens møder i betragtning af hvad der siges i Qualified to Be Ministers, side 253, paragraf 5? A. M., De forenede Stater.

Den nævnte paragraf bygger på 1 Timoteus 2:11, 12 og 1 Korinter 14:33-35. Ifølge det første skriftsted skulle kvinderne i menigheden „i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder“ og ikke belære eller udøve myndighed over mænd. Det andet skriftsted siger: „Ligesom i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie i jeres menighedsforsamlinger; thi det tilstedes dem ikke at tale, men de skal underordne sig, som også loven siger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling.“

Paragraffen i studiebogen lyder: „Søstre bør ikke søge at belære de indviede brødre. I denne henseende skal de ’leve i stilhed’. De må ikke diskutere med eller modsige brødrene i menigheden eller prøve at irettesætte dem eller give dem instruktioner. Hvis de ønsker at lære noget, kan de spørge deres mænd hjemme, eller, ifald de er ugifte, en moden broder. De skulle ikke spørge for blot at fremdrage et punkt der bør rettes, eller for at få deres mænd eller andre brødre til at irettesætte tjenerne. Nej, Paulus siger at de kan spørge dersom de selv ønsker at lære eller få oplyst noget.“

Studiebogen er således i harmoni med Paulus’ råd i ovennævnte skriftsteder. Som i Bibelen, således også i studiebogen; det er „i denne henseende“, nemlig at give indviede brødre vejledning, at kvinder får besked om at ’leve i stilhed’. Det er „i menigheden“ at søstre bør undgå at diskutere med, irettesætte, eller belære brødre. Som bogen „Dette Betyder Evigt Liv“ siger på side 154: „Kvinderne burde i stilhed tage mod belæring på den måde, at de ikke dér [i menigheden] diskuterede med mændene, udfordrede dem og kom i ordstrid med dem og forårsagede, at der opstod skænderier, og på denne måde ringeagtede mandens udnævnte stilling.“

Imidlertid var der ingen af Paulus’ råd der dengang pålagde kvinderne at forholde sig fuldstændig tavse i menigheden og ved dens møder. Kvinder kunne bede og profetere og de gjorde det også med hovedet tilbørlig tildækket som et tegn på at de var underlagt deres hoved, manden. På samme måde kan søstre i dag endog medvirke ved de møder der holdes af Jehovas forsamlede folk, og i en menighed hvor der ingen mænd er til at lede møderne, kan søstre lede disse, forudsat at de på passende måde har hovedet tildækket som tegn på at de er underlagt manden, hvis plads de udfylder under mødet. Når søstre nede fra salen giver kommentarer ved menighedens studium over Vagttårnet og ved andre studiemøder, tager de ikke mandens plads, og derfor kan de udtale sig uden at skulle tildække hovedet. Paulus’ formaning om at være ’stille’ i menigheden forbyder ikke dette, for det hentyder specielt til kvinders „stilhed“ med hensyn til at belære og vejlede mænd, diskutere eller trættes med dem.

Ganske som dette ikke forbyder kvinden at tale i menigheden, således betyder det råd der i samme forbindelse gives om at kvinder skulle spørge deres mænd hjemme, heller ikke, at en søster aldrig må stille et spørgsmål ved menighedens møder. Atter gælder det at kvinder ikke bør stille spørgsmål på en bedrevidende, udfordrende, diskuterende måde, spørgsmål der stilles i den hensigt at råde og belære mændene i menigheden. Som „Dette Betyder Evigt Liv“ videre siger på side 154, betyder dette ikke at kvinderne ikke kan være med til at synge sangene eller stille eller besvare spørgsmål hvormed de kan give udtryk for deres tro og forståelse. De må mundtligt dele deres tro med andre og aktivt tage del i menighedens drøftelser ud fra ønsket om at lære deraf.

I forbindelse med disse instruktioner om kvindens plads i menigheden vil vi yderligere sige at hvis en broder i salen giver en forkert kommentar, betyder det ikke at en søster som derefter bliver opfordret til at svare, skal forblive tavs hvis hun kender den rette tanke, heller ikke at hun skal forme sit svar efter den forkerte kommentar. Hvis hun opfordres til at svare bør hun give udtryk for den forståelse hun har af det rette svar, dog naturligvis ikke på en bedrevidende måde, men snarere som en konstatering af en kendsgerning. Hensigten med Paulus’ råd og med den vejledning der gives i Selskabets litteratur er ikke at undertrykke den enkeltes ret til i menigheden at give udtryk for sin tro. Hensigten er at bevare den rette teokratiske orden når der skal gives belæring og anvisninger under den af Bibelen forordnede ledelse, og at bevare enheden og freden blandt Jehovas folk når de kommer sammen.

● I nogle lande er det skik at vise sorg over den døde ved at gå klædt i sort i flere måneder eller endog år, afhængigt af hvem der sørger. Er dette passende når man er i sandheden? — O. R., Cuba.

På Jesu tid var faste et tegn på sorg. Der var nogle der lagde mærke til at Jesu disciple ikke fastede, og de spurgte Jesus hvorfor disciplene ikke gjorde det. Jesus svarede dem: „Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er hos dem? Men der skal komme dage, da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste.“ (Matt. 9:15) Så længe Jesus var hos dem havde de derfor ingen grund til at faste for at vise sorg. Da Jesus var blevet taget bort fra dem var der for deres vedkommende grund til sorg og faste; men efter Jesu opstandelse fra de døde, og især siden han blev indsat i kongemagt, har hans tjenere afgjort ingen grund til at gå sørgeklædte på grund af de døde. Kristi opstandelse er et eksempel der giver os håb om en opstandelse for dem vi har mistet; derfor sørger vi ikke som dem der er uden håb i verden: „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham.“ — 1 Tess. 4:13, 14.

Man vil derfor ikke synes at en kristen der er vokset frem til moden værdsættelse af disse ting, kunne føle sig tilskyndet til at bære sorg eller særlige sørgeklæder som et ydre tegn. Selv om nogen fastede skulle de ikke gå rundt med en sørgmodig mine. Jesus sagde: „Når I faster, skal I ikke gå med sørgmodig mine som hyklere; thi de gør deres ansigter ukendelige, for at andre mennesker kan se på dem, at de faster; sandelig siger jeg Eder: de har allerede fået deres løn udbetalt. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, for at ikke andre mennesker skal se på dig, at du faster, men kun din Fader, som er i løndom, så skal din Fader, som ser i løndom, betale dig.“ (Matt. 6:16-18) Kristne bør ikke gøre sorg til et skuespil, ej heller offentligt bære sorg, som de der intet håb har. Når et menneske imidlertid er blevet gjort opmærksom på disse tanker og bibelske kendsgerninger, må hans egen samvittighed bestemme hvilken afgørelse han skal træffe med hensyn til at sørge og bære sort som en offentlig tilkendegivelse heraf.