Lad Rigets interesser komme først

DEN særlige uddannelse som Watch Tower Society giver tilsynsmændene i Jehovas vidners menigheder ved et en-måneds kursus på Rigets tjenesteskole, er blevet modtaget med største taknemmelighed. Men for mænd som har en familie at forsørge i en tid da der i flere lande er knapt med arbejde, har det kravet en stærk tro at ordne forholdene så de kunne komme på skolen.

De som har været på skolen har stået over for et spørgsmål. Det drejede sig ikke om hvorvidt de skulle tage på skole eller ej. Det spørgsmål kendte de allerede svaret på. Nej, spørgsmålet var: Ville arbejdsgiverne lade dem få fri en hel måned og stadig have arbejde til dem når de vendte tilbage? Uanset hvad svaret på dette spørgsmål ville blive, vidste de at de ville gøre det rette når de lod tjenesten for Gud komme først.

Da nogle arbejdsgivere fik at vide at menighedstjenerne ville modtage gratis undervisning som ville udruste dem så de bedre kunne røgte deres hverv som tilsynsmænd, forbavsedes de over at organisationen viste en sådan interesse for de mænd der repræsenterede den. De overraskedes over at tilsynsmændene ikke skulle give en øre for undervisningen, end ikke betale får kost og logi mens de var på skole. Og hvad var så formålet med undervisningen? Den havde ikke et kommercielt sigte; den skulle ikke tjene til at lære tilsynsmanden at tjene penge til en eller anden organisation eller til sig selv. Nej, tilsynsmændene undervises udelukkende for at de endnu bedre kan sørge for menighedens behov. Selve det at Selskabet har ydet undervisningen gratis og at tilsynsmændene har været villige til at ofre den nødvendige tid, har fået arbejdsgivere til at ræsonnere som så, at det mindste de da kunne gøre var at vise en smule samarbejdsvilje.

Andre steder har arbejdsgivere ikke været synderlig begejstrede får tanken. Menighedstjenere har set deres tro blive sat på en prøve, men med Jehovas hjælp har de bestået den.

En menighedstilsynsmand i Fort Worth i Texas fortæller: „Da jeg modtog indbydelsen til Rigets tjenesteskole i South Lansing i staten New York, henvendte jeg mig til indehaveren af forretningen hvor jeg var ansat og bad om at få orlov i seks uger. Svaret var et afgjort nej. Da jeg fortalte chefen at jeg tog af sted alligevel, søgte han efter en mand der kunne overtage min ledende stilling i forretningsorganisationen. . . .

Om mandagen før jeg skulle rejse, sendte chefen en intern skrivelse til de seksten afdelingsledere og bad dem sætte sig i forbindelse med mig hvis deres forretninger nødvendiggjorde det, eftersom jeg ville have orlov i de følgende seks uger.

Idet jeg modtog min sidste lønningscheck inden jeg skulle rejse, spurgte jeg om jeg kunne få mine feriepenge, som min familie ville få brug for. Chefen svarede: ’Lad os hellere sige at jeg sender Deres kone den næste lønningscheck og at vi venter med feriepengene, for De rejser jo nok ud i sommer som De plejer hvert år.’“

Tilsynsmanden i Burlington i North Carolina oplevede følgende: „Da jeg bad chefen om fri i en måned så jeg kunne tage på Rigets tjenesteskole, udtalte han at han ikke ville lægge hindringer i vejen for nogen som ville tjene Herren. Den næste dag fortalte personalechefen mig imidlertid at jeg ville miste min anciennitet og forsikring hvis jeg tog en forlænget orlov, og hvis jeg engang blev syg måtte jeg selv betale en vikar. Men jeg var besluttet på at tage på skole, og det sagde jeg.

Inden jeg skulle rejse til skolen kom chefen hen til mig og sagde at jeg ikke behøvede at være ængstelig i den måned jeg var væk. Min forsikring ville stadig gælde for mig og min familie, og jeg ville blive forfremmet når jeg vendte hjem. Jeg udtrykte min taknemmelighed for alt hvad han havde gjort for mig. Imidlertid måtte jeg fortælle ham at jeg var mere interesseret i min tjeneste som forkynder end i at påtage mig større ansvar der. Desuden forklarede jeg at mine forkynderpligter krævede at jeg yderligere måtte have fri to uger til sommer for at kunne overvære stævnet i Texas. Han udtalte at han hidtil havde kunnet ordne tingene for mig, og han ville sørge for at finde en udvej for sommeren.“

En menighedstjener, der samtidig er pioner i North Carolina, skriver: „Min hustru og jeg blev overvældet af glæde da vi modtog indbydelsen til at blive optaget i den syttende klasse i Rigets tjenesteskole i South Lansing, New York. Vi har været pionerer i adskillige år, og jeg glædede mig til at modtage en undervisning som ville dygtiggøre mig i at fremholde budskabet om Jehovas rige.

Der var imidlertid en vanskelighed som lurede forude. Jeg havde arbejdet i firmaet . . . i snart halvandet år, og den slags arbejde som gør det muligt for min hustru og mig at være pionerer, er ikke let at få i denne del af landet. Da jeg opsøgte kontorchefen og talte med ham om at jeg gerne ville overvære bibelskolen, stillede han sig skeptisk. Han pegede på at de sidste tre der havde taget fri mere end to uger var blevet fyret. Alligevel henvendte jeg mig til afdelingschefen og bad om fri til at overvære skolen. Jeg forklarede ham undervisningens store værdi, talerkursuset og formålet med oplæringen. Da jeg fortalte at jeg måtte have fri i fire uger for at kunne komme på skolen, tænkte han sig om et øjeblik og sagde så: ’Jeg ved at De tager Deres religion alvorligt, og det ville kun være gavnligt om hvert menneske gjorde det. Jeg vil gøre en undtagelse og give Dem fri fordi jeg har sympati for Deres arbejde og fordi De har et godt omdømme her.’ Da jeg begyndte at spørge om jeg kunne få udbetalt en uges feriepenge, afbrød han mig med ordene: ’De skal ikke bekymre Dem om penge. Jeg vil sende Dem Deres sædvanlige løn under den forudsætning at De ikke snakker om det til nogen på kontoret. Det er,’ fortsatte han, ’trods alt en sjælden undtagelse.’

Derpå forklarede jeg den tilsynsførende i trailerbyen hvor jeg bor hvad skolen gik ud på, og han sagde at han ikke ville opkræve en øre i den tid jeg var borte. Jeg kunne bare lade campingvognen stå hvor den stod.

Selv om vore problemer til tider synes at tårne sig op som bjerge, skal vi blot, i tillid til Jehova og hans magt til at klare vore vanskeligheder, først og fremmest være optaget af hvordan vi kan ære hans navn mere og mere.“

Tilsynsmanden i Beaumont i Kalifornien fortæller: „Da jeg modtog indbydelsen til at komme på Rigets tjenesteskole i South Lansing havde jeg vanskeligheder med mine stemmebånd, og lægen forklarede at jeg led af den såkaldte præstesyge. Det eneste der ville hjælpe, sagde han, var at jeg lod være med at tale så meget. Jeg tjener mine penge ved at være sælger, og i de sidste par måneder lå mine indtægter praktisk talt på nul, mens regningerne selvfølgelig hobede sig op. Men Jehovas ånd greb ind, og min hustru foreslog at hun måske kunne tage arbejde. Dette lod sig gøre for hende, og selv om hendes løn ikke ville dække alle vore udgifter og rejsen, blev det dog altid til noget. Ergo greb hun notesblok og blyant som sekretær, og jeg tog hendes forklæde på og sparede min stemme. Og da menigheden med et bidrag skød til hvad der manglede, kunne jeg, ved Jehovas ufortjente godhed, komme på Rigets tjenesteskole.“

En menighedstjener i Brooklyn i New York fortæller at han ved tre forskellige lejligheder opsøgte sin arbejdsgiver og bad om fri så han kunne tage på Rigets tjenesteskole. Hver gang fik han afslag, tredje gang tilmed i en vred tone. Tre dage senere var tiden inde til at tage af sted til skolen, og broderen henvendte sig derfor atter til arbejdsgiveren og bad denne gang om at få sin løn udbetalt, eftersom han måtte sige farvel. Nu fulgte en lang samtale, i løbet af hvilken formålet med skolen blev forklaret, og det endte med at broderen fik fri.

Nogle af de brødre som har gennemgået skolen har mistet deres arbejde derved, men de har ikke af den grund følt at Herren har svigtet dem. Slet ikke! Han velsignede dem i Rigets tjenesteskole i langt rigere mål end de havde forestillet sig, og han vil heller ikke undlade at høre når de nu beder: „Giv os hver dag vort daglige brød.“ (Luk. 11:3) Jesus selv forsikrede at de som søger Guds rige først vil få livets fornødenheder i tilgift. — Matt. 6:33.

Disse tilsynsmænd har ved at lade Rigets interesser komme først, foregået andre med et godt eksempel. De er hvad apostelen Peter sagde de skulle være: „Forbilleder for hjorden.“ (1 Pet. 5:3) De øvrige medlemmer af den nye verdens samfund vil efterligne deres gode eksempel. Kommer de ud for at det verdslige arbejde gør det vanskeligt for dem at overvære et af Jehovas folks stævner, eller begynder det verdslige arbejde at trække dem bort fra menighedens møder, vil de huske på det råd vi læser i Hebræerbrevet 13:7: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned fik, og efterfølg deres tro.“