Frygt eller kærlighed — hvad fremkalder du?

HVAD fremkalder du i et menneske: Frygt eller kærlighed? Hvilken modsætning til den solfyldte, hjertevarmende kærlighed er ikke den isnende, sygelige frygt man kan nære for et andet menneske! Dybt i vore hjerter bor ønsket om at kalde på de kærlige følelser hos dem vi omgås, i særdeleshed dem som på en eller anden måde er afhængige af os eller er vore undergivne. Men trods de bedste hensigter kan vi komme til at fremkalde lige det modsatte. Hvordan kan det ske? Det kan ske på grund af tankeløshed, manglende skelneevne eller endog et vist mål af selviskhed og ærgerrighed.

Diktatorer holder folket nede i frygt. „Vinder gudløse frem, kryber folk i skjul.“ Frygt opbygger ikke, og derfor er en diktators regeringstid som regel heller ikke lang. — Ordsp. 28:28.

Arbejdsgivere og arbejdsformænd skal passe på. De kan let komme til at indgyde frygt i deres undergivne ved at være lunefulde og urimelige og ved altid at lade truslen om afskedigelse hænge over hovederne på arbejderne. Det kan medføre at arbejderne kun bestiller noget når de iagttages. På samme måde må forældre, menighedstilsynsmænd og kristne forkyndere være agtpågivende med hvordan de er over for dem der er betroet i deres varetægt.

Nogle familiefædre — det gælder især i Mellemeuropa — er tilbøjelige til at underkue familien. De kræver ubetinget lydighed og respekt, mens de glemmer at vise kærlighed og omsorg som familiens overhoved. I andre lande er det hustruen og moderen som hele familien frygter, mens familiefaderen for fredens skyld har givet afkald på sin rolle som familiens overhoved. Dernæst sker det at moderen overgiver myndigheden til børnene, af frygt for dem. Intet under at det sociale anarki breder sig i verden!

Apostelen Peter har vejledt kristne tilsynsmænd i netop denne henseende. Han påbød dem ikke at være strenge herrer over Guds hjord men at være forbilleder for hjorden. Den der er en streng herre indgyder frygt; den der er et forbillede, fremkalder kærlighed. — 1 Pet. 5:3.

Det er så let at indgyde frygt i andre hvis man ikke er betænksom. Alene ansigtsudtrykket kan gøre det. Når vi ser en anden smile til os eller en som er på vej til at ville smile til os, og vort ansigt forbliver ubevægeligt og udtryksløst og vi ikke gengælder den andens smil, sår vi tvivl og frygt i den andens hjerte. Vedkommende tænker på om vi mon har noget imod ham. Det kræver kun lidt at smile, og dog betyder det meget!

Den tone vi taler i kan også indgyde frygt. Med en barsk og skarp tone, en hård og kommanderende stemme kan man kujonere andre. Måske har vi af naturen en barsk og skurrende stemme; det kan være vi taler med for stor kraft. I så fald vil det være godt at tænke på at forbedre stemmens kvalitet. Ved iagttagelse, øvelse og ved at udvise selvbeherskelse kan vi lægge mere varme og venlighed i stemmen og gøre den mere behagelig at lytte til, så stemmen i sig selv ikke vækker frygt.

Videre kan man indgyde frygt i andre ved at synes så optaget at vi ikke har tid til at tage os af dem. Mennesker der har problemer vil være bange for at komme til os fordi vi giver dem det indtryk at vi har alt for travlt til at lytte til dem. De er bange for at forstyrre os, selv om det bedste vi kunne gøre var at lytte til dem, vejlede og opmuntre dem.

Er vi utålmodige kan det også gøre andre frygtsomme over for os. Hvis vi bliver ærgerlige over at blive afbrudt, let bliver irriterede, flyver i flint eller kommer med et skarpt svar fordi vi ikke kan beherske os, kalder det også snarere på frygt end på kærlighed. Andre som ikke ønsker at udsætte sig for at blive fornærmet af os, og som ikke ønsker at irritere os, vil frygte os og trække sig tilbage fra os, for at de ikke skal komme til at fornærme os.

Tit kan vi ganske ubevidst fremkalde frygt i andre ved simpelt hen at vise manglende forståelse for deres forhold, ved ikke at sætte os i deres sted. Hvor ofte har vi ikke hørt bemærkningen: „Åh, du forstår heller ikke noget!“ Mangel på forståelse fremkalder frygt. Det får os nemlig til at fælde en forkert dom over et menneske, og denne dom vil rejse sig som en mur mellem den anden og os.

Hvor let er det ikke — trods vore bedste hensigter — at komme til at indgyde frygt hvis vi handler tankeløst og uden forståelse! Det betyder ikke at vi under udførelsen af vort arbejde skal lade os lede af hvad andre føler og tænker. Vi ønsker at udføre så meget som muligt og at gøre det så effektivt som muligt. Vi kender vor pligt og vort ansvar og ved at vi skal stå til regnskab for vort arbejde, ligesom andre skal stå til regnskab over for os. Men samtidig med at vi gør vor pligt, kan vi tænke på måden vi gør den på. Vi kan være faste når det kræves, og dog venlige. Der er en tid til alt under solen. Vi behøver ikke at gå til den anden yderlighed og blive vege og eftergivende, og når det bliver nødvendigt at tugte og irettesætte så lad os huske på at være sene til vrede og at appellere til fornuften.

Guds ord indeholder mange eksempler der viser hvordan mennesker kan fremkalde kærlighed hos andre. Det største eksempel er Jesus Kristus selv. Han var venlig, betænksom, forstående. Han sagde blandt andet: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’ Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ — Matt. 11:28-30.

Paulus er et godt eksempel på hvordan mennesker kan efterligne Kristus. Læg mærke til hvordan han fremkaldte kærlige følelser i andre: „Vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære.“ — 1 Tess. 2:7, 8.

Hvis vi følger disse eksempler vil vi ikke blot gøre os selv men også vore medmennesker lykkelige.