Spørgsmål fra læserne
● I Vagttårnet for den 1. december 1956, artiklen „Bryllupsceremonien og de dermed forbundne krav“, siges der i paragraf 20 at en kvinde der lever sammen med en mand i samvittighedsægteskab og som tager imod sandheden og gerne vil have sit ægteskab legaliseret og indregistreret, men som ikke kan overtale manden til dette, kan underskrive en erklæring om at hun vil være tro mod den mand hun lever sammen med som var han hendes ægtemand og vil lade ægteskabet legalisere så snart hun kan få manden til at gå med dertil, og at hun derpå kan blive døbt. Gælder det i alle lande i verden og uanset hvilken form for samvittighedsægteskab der er tale om?
Vagttårnet drøftede her samvittighedsægteskab og viste forskellen mellem dette og ægteskab efter sædvaneret (ikke-legaliseret eller common-law ægteskab). I Vagttårnet for den 15. marts 1961 var der under overskriften „Nødvendigheden af at legalisere ægteskabet“ henvist til ovennævnte paragraf.
Mens ægteskab efter sædvaneret i nogle af et lands stater eller provinser betragtes som lovformeligt, regnes det måske ikke som sådant i andre lande eller i andre af det samme lands stater eller provinser. Derfor kræver Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab at de der lever sammen i ægteskab efter sædvaneret lader en lovformelig vielse forrette og får ægteskabet indregistreret hos myndighederne. Først da vil Vagttårnets selskab anerkende parternes indvielse og anse dem for værdige til at blive døbt og tilsluttet den nye verdens samfund. Denne ordning sikrer deres børn de rette juridiske kår i ethvert land eller enhver stat og er fuldstændig i overensstemmelse med Guds lov.
Hvis imidlertid en kvinde som lever i ægteskab efter sædvaneret i en stat eller et land hvor ægteskab efter sædvaneret anses for lovformeligt, Ikke kan få manden til at lade ægteskabet indregistrere, da gør Selskabet en indrømmelse. Det tillader en sådan kvinde som lærer sandheden at kende, over for menighedens udvalg at fremlægge bevis for at hun har gjort en ærlig bestræbelse for at overtale manden til at lade ægteskabet indregistrere hos myndighederne. Menighedens udvalg vil derpå tillade hende at underskrive en erklæring om at hun vil være trofast mod den uvillige mand. Hun kan nu antages til dåb og deltage i menighedens virksomhed. Det samme gælder for en mand der lever i ægteskab efter sædvaneret, hvis kvinden ikke ønsker ægteskabet indregistreret
Hvis ugifte lever sammen efter fælles overenskomst i en stat eller provins hvor ægteskab efter sædvaneret ikke betragtes som lovligt, må deres forhold betegnes som utugt. Sådanne mennesker kan ikke blive døbt af den nye verdens samfund førend de har fået deres forhold legaliseret ved en passende juridisk vielsesceremoni. Ingen lov forbyder dem at få deres ægteskab legaliseret eftersom de begge er ugifte. I alle lande har ugifte ret til at indgå ægteskab; kravet om at et ægteskab må være indgået på lovformelig vis, gælder derfor overalt i verden. Følgelig anerkender Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab ikke en underskreven erklæring fra ugifte der lever sammen efter fælles samtykke. De må enten lade en lovformelig vielse forrette eller gå hver til sit før de kan få lov til at blive døbt.
Dersom to lever sammen efter fælles samtykke og den ene stadig er lovformeligt gift, vil det blive forlangt at han eller hun får det lovformelige ægteskab opløst ved skilsmisse ifølge landets lov og derpå bliver lovformeligt viet til den vedkommende lever sammen med, før dåb kan tillades.
I visse lande under strengt, religiøst herredømme tillades skilsmisse ikke. Undertiden ser man at en gift — men altså ikke skilt — person har levet sammen med en ugift i mange år efter at førstnævntes ægtefælle havde forladt hjemmet for at leve i hor. Den forladte, som nu lever sammen med en ugift, hører om sandheden og ønsker at tjene Jehova; men han kan ikke ved lov opnå skilsmisse. Han har måske børn med den kvinde han lever sammen med, og det er muligt at kvinden også ønsker at tjene Jehova og at opdrage børnene i Jehovas formaning. I sådanne lande har vi gjort en indrømmelse over for parret som lever sammen uden at kunne gifte sig på det tidspunkt de lærer sandheden at kende.
Selv om det ikke er muligt at blive skilt fra en lovformelig ægtefælle, må den ikke-skilte gøre alt hvad han kan i juridisk henseende for at få et skriftligt bevis for at han er separeret fra sin lovformelige ægtefælle; derpå må parret udfærdige en erklæring og give løfte om at de vil være tro mod hinanden i deres ægteskabelige forhold og at de vil blive sammen til trods for at den ene juridisk er bundet til tredjeperson uden ved lovens hjælp at kunne blive løst fra dette forhold. De må også gå ind på at lade deres forhold legalisere så snart den juridiske hindring er borte, hvilket vil sige når tredjepersonen, den lovformelige ægtefælle, er død.
Vi gør dette fordi landets lov er urimelig og forbyder skilsmisse idet den ikke anerkender Guds lov, der tillader skilsmisse på grundlag af hor eller ægteskabsbrud. Hvis parret havde levet i et andet land hvor skilsmisse tillades, ville de uden tvivl for længst have bragt deres ægteskabelige forhold i orden og kunne nu have sluttet sig til den nye verdens samfund som lovformeligt gifte. Jesu udtalelse i Mattæus 19:8, 9 ligger til grund for at Selskabet har gjort denne indrømmelse, og vi har tillid til at det har Guds godkendelse.
Lad os tænke os at et menneske lever i et samvittighedsægteskab af ovennævnte art i et land hvor skilsmisse ikke tillades; vedkommende lærer nu sandheden at kende, men den han eller hun lever sammen med tager ikke imod sandheden og vil ikke gå med til at underskrive en troskabserklæring. I et sådant tilfælde vil den nye verdens samfund acceptere en erklæring som kun er underskrevet af den der har taget standpunkt for sandheden og som ønsker at indvi sig og tjene Gud. Det er under sådanne omstændigheder at en troskabserklæring accepteres, som nævnt i paragraf 20, på side 375 i Vagttårnet for den 1. december 1956. Erklæringen ville ikke blive accepteret i lande hvor loven tilsteder skilsmisse.
(Menigheder der har brochuren Spørgsmål vedrørende tjenesten for Riget i arkivet bør indføre en henvisning til ovennævnte spørgsmål. Det gælder især side 11.)
● Vær så venlig at forklare Amos 3:14, der lyder: „Den dag jeg hjemsøger Israels overtrædelser, hjemsøger jeg Betels altre; alterets horn skal afhugges, styrte til jorden.“
Kong Jeroboam lavede to guldkalve som hans folk skulle tilbede. Den ene lod han opstille i den ene ende af sit rige og den anden i den anden ende, i Dan og i Betel. Dette gjorde han fordi han var bange for at hans folk skulle falde fra og gå over til Judas to-stammerige dersom de regelmæssigt drog til Jerusalem for at tilbede. (1 Kong. 12:26-30) Dette blev kendt som „Samarias synd“. De altre der nævnes i Amos 3:14 er dem som havde tilknytning til denne frafaldne tilbedelse. — Amos 8:14.
Skriftstedet nævner altre, flertal, og dernæst alter, ental. Øjensynligt henviser entalsformen til hvert enkelt alter, Ikke blot det store alter som Jeroboam først havde bygget i Betel og som nævnes i Første Kongebog 13:2. Flertalsformen henviser til de mange altre, i lighed med dem der nævnes i Anden Krønikebog 34:5, som skønt de befandt sig i Judas land, ligeledes var vidnesbyrd om frafald. Alle altrene havde horn, et symbol på magt; og det at de blev hugget af og faldt til jorden var en forudsigelse om tilintetgørelsen af denne falske tilbedelse. I harmoni med denne forståelse gengiver Knox’ oversættelse Amos 3:14 således: „Jeg har et regnskab med Israels oprør, et regnskab med deres altre i Betel, som skal have deres horn hugget af og slynget til jorden.“
● Hvordan kan det være, Ordsprogene 22:6 taget i betragtning, at børn som er blevet opdraget af indviede kristne forældre til tider viger fra den vej hvori de er blevet oplært? — L. G., De forenede Stater.
I Ordsprogene 22:6 lyder det: „Væn drengen til den vej han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“ Når de som er blevet opdraget i Jehovas vej, viger fra den når de bliver gamle, er det sandsynligt at noget har manglet i deres opdragelse. Det er muligt at forældrene ikke har været tilstrækkelig samvittighedsfulde eller grundige, ikke strenge nok, eller har undladt at vise den fornødne kærlighed. Det kan også skyldes at de ikke har vist så godt et eksempel som de kunne have gjort. Mens børnene altså tilsyneladende er blevet opdraget som de skulle, fordi de har kristne forældre, behøver det ikke at have været tilfældet.
Vi kan imidlertid ikke udelukke undtagelser. Derfor må vi slutte at det der menes i Ordsprogene 22:6 er at der er overvejende sandsynlighed for at de kræfter eller faktorer der er blevet sat i gang, er af en sådan art at de vil bevirke at børnene ikke vil vige fra den rette vej når de bliver gamle; men dermed være ikke sagt at der ikke kan forekomme undtagelser.
På den anden side kan det ikke nægtes at det ikke er gået dårligt med alle børn som er blevet sørgeligt forsømt af deres forældre. Men sådanne undtagelser er ikke ensbetydende med at børn ikke bør vises opmærksomhed eller at det er forgæves at opdrage dem til den vej hvorpå de skal gå.