Spørgsmål fra læserne
● Hvad havde Jesu disciple i tanke da de, som omtalt i Mattæus 24:3, spurgte ham om tegnet på hans nærværelse, i betragtning af at senere begivenheder viser at de ikke på det tidspunkt forstod at hans nærværelse ville blive usynlig?
Da Jesus kom til jorden, blev døbt som Messias og begyndte at forkynde: „Himmeriget er kommet nær,“ ville jøderne ikke anerkende ham. De forlangte at han skulle give dem det tegn der var forudsagt i Daniel 7:13, 14 og vise sig på himmelens skyer for at overtage sin magt i riget. De spejdede efter en Messias der med stor magt og herlighed ville udfri det jødiske folk fra det romerske åg. De overså de profetier, såsom Esajas, kapitel 53, der forudsagde at han skulle lide, være ringeagtet og skyet af folk, og udtømme sin sjæl til døden som et genløsningsoffer. Med andre ord: de ville have at han ved sin første nærværelse skulle gøre det som han i virkeligheden skulle gøre under sin anden nærværelse som himmelsk konge. Han blev dem en anstødssten. — Mark. 8:11, 12.
Jesu disciple havde været sammen med ham under det meste af hans tjeneste. De vidste at denne første nærværelse iblandt dem var blevet tilkendegivet ved mange begivenheder der viste hvem han var — opfyldte profetier, såsom Johannes Døbers forkyndelse og hans vidnesbyrd om at Messias var blevet salvet med hellig ånd og at der havde lydt en røst fra himmelen, og ligeledes Jesu helbredelse af syge, døve, lamme og blinde, samt hans forkyndelse af den gode nyhed. Selv på baggrund heraf krævede det tro at anerkende ham. (Matt. 11:2-6) På den anden side havde de hørt ham sige til dem der krævede et tegn fra ham, at den onde generation de tilhørte ikke skulle gives andet tegn end „profeten Jonas’ tegn“. Og da farisæerne spurgte Jesus hvornår Guds rige skulle komme, havde de hørt ham sige: „Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: ’Se her!’ eller: ’Se, dér er det!’ thi se, Guds rige er midt iblandt jer.“ Dér stod kongen, og farisæerne anede det ikke! Disciplene vidste også at han havde sagt at han skulle dræbes og opvækkes, og at han ville drage bort for at få et rige og så vende tilbage. De ønskede at være sikre på at kunne genkende ham til den tid. Men da de endnu ikke havde fået den hellige ånd forstod de ikke at han ikke skulle sidde på en jordisk trone; de tænkte sig ikke at han skulle herske som en herlig åndeskabning fra himmelen, og derfor forstod de ikke at hans anden nærværelse ville blive usynlig. — Matt. 12:38, 39; Luk. 11:29, 30; 17:20, 21, fodnoten; 19:11-27; Matt. 16:21, 28.
De vidste at profetien i Daniel 7:13, 14 ville blive opfyldt på en eller anden måde, og de spekulerede på hvordan. Selv de trofaste profeter før dem havde grublet over Messias’ komme til jorden, over den magt og herlighed han skulle eje, og over hvem det var der skulle være sammen med ham. Som Peter forklarer: „Over den frelse har profeter grublet og grundet . . . De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter.“ Ja selv englene ville gerne kende svarene herpå, for som Peter videre siger var det „noget, som engle attrår at få indblik i“. — 1 Pet. 1:10-12.
Det disciplene altså spurgte om var: ’Hvad vil tegnet være? Hvordan vil profetierne om din nærværelse blive opfyldt? Hvad skal vi spejde efter for ikke at tage fejl, for ikke at være blinde ligesom farisæerne er det over for din nærværelse nu, hvor de ikke vil anerkende dig som Messias, endskønt du er til stede i egen person?’
Jesus svarede ikke kort og godt at han ville være usynligt nærværende, men han omtalte de tegn der ville gøre det muligt at erkende hans nærværelse hvad enten denne var synlig eller usynlig. Han forsikrede dem om at tegnet i Daniels bog ville blive opfyldt på ham. Han vidste at de senere, når de fik den hellige ånd, ville forstå at hans opstandelse var sket „i ånden“ og at han i sin anden nærværelse ville være iklædt herlig åndelig magt og være usynlig for menneskers øjne. Hans svar er et sikkert tegn for de kristne på jorden i dag, for kristne der har samme tro som disciplene og som klart forstår at han er usynligt nærværende i Riget, selv om hele kristenheden er blind for denne for menneskeheden yderst vigtige kendsgerning.