Spørgsmål fra læserne

● Når der i Judas 7 siges at Sodoma og Gomorra er „sat til et advarende eksempel, idet de lider straf i evig ild“ udelukker det så ikke at indbyggerne i disse byer får en opstandelse? — A. C., De forenede Stater.

Hvis man læser dette vers uden at tage i betragtning hvad resten af Bibelen har at sige om spørgsmålet kunne man godt drage en sådan slutning. Men andre skriftsteder giver yderligere oplysninger som vi ikke kan se bort fra hvis vi skal nå frem til en rigtig slutning.

For eksempel står der i Mattæus 11:23: „Hvis de kraftige gerninger, som er sket i [Kapernaum], var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag.“ Det betyder naturligvis ikke at de mennesker som levede i Sodoma da den blev ødelagt, ville være forblevet i live i over nitten hundrede år, indtil den dag da Jesus udtalte de nævnte ord, men at byen ville have bestået og fortsat have været beboet.

Det næste vers taler om dommens dag: „Men jeg siger jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.“ (Matt. 11:24) Noget lignende læser vi i Mattæus 10:15, hvor det berettes at Jesus siger: „Sandelig siger jeg eder: det skal gå Sodomas og Gomorras land tåleligere på dommens dag, end den by,“ hvormed han mente den by som ikke ville tage imod det budskab Jesu disciple bragte. Hvis det skulle „gå Sodomas og Gomorras land tåleligere“ end andre, måtte dette lands indbyggere være nærværende på dommens dag. Det er ikke det bogstavelige land, selve området, der skal dømmes. Åbenbaringen, kapitel 20, viser at det er mennesker som er oprejst fra de døde der skal stå „foran tronen“. De bliver ikke dømt gruppevis, som tilfældet var med indbyggerne i visse lande førhen, men de bliver „dømt, hver efter sine gerninger“, nemlig de gerninger de øver i dommens tid. Det synes således klart at de der levede i dette land får en opstandelse. — Åbenbaringen 20:12, 13.

Hvad var det så der led „straf i evig ild“? Ganske vist blev indbyggerne i disse byer tilintetgjort, men det var tydeligvis selve byerne og ikke befolkningen der blev udslettet for evigt. Byerne er ikke blevet genopbygget til den dag i dag. Bemærkelsesværdigt nok skrev J. Penrose Harland: „Det er blevet vist at Sodoma, Gomorra, Adma og Zebojim uden tvivl lå i det område som nu dækkes af den sydlige del af Det døde Hav.“ — The Biblical Archaeologist Reader (1961), side 59; se også Esajas 13:19, 20.

Hvad der overgik Sodomas og Gomorras indbyggere da Jehova lod ild og svovl regne ned over dem fra himmelen står som en advarsel for alle om at afholde sig fra umoralitet, den synd der florerede i disse byer.

● Hvordan kunne apostelen Paulus, som omtalt i Apostlenes Gerninger 23:6, med rette sige at han var farisæer? — R. M., De forenede Stater.

Apostelen Paulus stod anklaget for det jødiske råd da han sagde: „Jeg er farisæer og stammer fra farisæere, det er på grund af håb om de dødes opstandelse, at jeg anklages.“

Dagen før Paulus sagde dette havde han frimodigt forkyndt den opstandne Jesus Kristus og havde derved bragt jøderne i oprør. (Ap. G. 22:6-24) De farisæere og saddukæere der var forsamlet ved denne lejlighed vidste derfor udmærket at Paulus ikke var farisæer men kristen. Dog må det huskes at han var blevet opdraget som farisæer og at han vidste at farisæerne troede på en opstandelse, på engle og ånder, hvad saddukæerne ikke troede på. (Ap. G. 23:8; 26:5; Fil. 3:5) Hvad opstandelse, engle og ånder angår havde apostelen Paulus samme opfattelse som farisæerne, en opfattelse der var i modstrid med saddukæernes.

Ypperstepræsten Ananias’ holdning (Ap. G. 23:2) gjorde det klart at rådsmedlemmerne ikke ville være upartiske eller til at tale til rette når de forhørte Paulus. Da apostelen blev klar over det, er det nok muligt at han søgte at vende de to parter i forsamlingen mod hinanden ved at bringe det ømtålelige emne, opstandelsen, på bane. Selv om han naturligvis ikke var farisæer i ordets egentligste forstand stammede han dog fra farisæere og gav udtryk for at han tilsluttede sig farisæernes opfattelse med hensyn til læren om opstandelsen. Han gav endvidere udtryk for sin tro på at Jesus var blevet oprejst som en åndeskabning, og det bevirkede at striden mellem parterne blev endnu heftigere. — Ap. G. 23:9, 10.

Der var ikke tale om at apostelen Paulus her antog en falsk lære for at kunne blive ’alt for alle’. (1 Kor. 9:22) Han fortalte sandheden uden at gå på kompromis og benyttede lejligheden til at aflægge et virkningsfuldt vidnesbyrd.