Papyrus i det første århundrede

Papyrus var det materiale som De kristne græske Skrifter blev skrevet på. Det lavedes af papyrusplantens hvide marv og var ret billigt men alligevel ganske stærkt og holdbart. Af denne grund blev det brugt i udstrakt grad på Jesu og hans apostles tid. Camden M. Cobern giver i sin bog The New Archeological Discoveries nogle interessante oplysninger om papyrus. Han siger: „På apostlenes tid var den almindelige størrelse på et papyrusark omkring tolv gange femogtyve centimeter, og den almindelige kvalitet solgtes ofte i ruller med måske tyve ark; et ark kostede knap to kroner. Den billige papyrus var kun omkring femten centimeter i bredden, mens en bedre kvalitet kaldet Charta Livia . . . nåede en bredde på tyve centimeter eller mere; og den fineste kvalitet, kaldet Hieratica . . ., løb næsten femogtyve centimeter i bredden. . . . Det er tvivlsomt om nogen af Det nye Testamentes forfattere nogen sinde i deres liv har brugt de finere kvaliteter papyrus, og det kan regnes for fastslået at hver eneste bog i Det nye Testamente blev skrevet på de jævne eller dårlige kvaliteter. Men i alle årene siden det rigtige papir kom i almindelig brug — i det ottende eller niende århundrede af vor æra — er det aldrig blevet æret som det første århundredes tarvelige papyrusser blev det, de som blev påskrevet af apostlene og evangelisterne der fortalte beretningen om Manden fra Nazaret, ’En fattig mand som sled sammen med de fattige’.“