Spørgsmål fra læserne
● Hvordan ser Jehovas vidner på brugen af narkotiske midler og stoffer som LSD, marihuana og hash? — V. K., U.S.A.
Man kan ikke besvare dette spørgsmål med en enkelt udtalelse der kort og klart dækker hele emnet. Forskellige steder på jorden bruger folk nemlig utallige midler enten til opkvikkende eller beroligende brug. Bibelen nævner naturligvis ikke alle de midler af den omtalte art som man bruger i dag; vi må derfor se på hvilken virkning indtagelsen af et bestemt stof frembringer, og derefter undersøge hvordan kristne bør betragte denne virkning i lyset af Bibelens principper og påbud.
Vi kan lære noget om Bibelens syn på denne sag ved at undersøge hvad den har at sige om alkoholiske drikke. Bibelen fordømmer ikke brugen af alkoholiske drikke, hverken som et opkvikkende eller som et beroligende middel. Vi læser at vinen „glæder menneskets hjerte“. (Sl. 104:15; Ordsp. 31:6; Præd. 9:7) Dog er forsigtighed påkrævet når man nyder alkoholiske drikke, da det rummer visse farer. Guds ord fordømmer „overdreven nydelse af vin, frådseri, drikkelag“, og viser hvilke følger det får hvis man bliver beruset og mister selvbeherskelsen. (1 Pet. 4:3, NW; Ordsp. 23:29-35; 20:1; Ef. 5:18) Ja, Bibelen siger ligefrem at drankere, det vil sige dem der har gjort drukkenskab til en vane, bør udstødes af den kristne menighed; „ingen drankere . . . skal arve Guds rige“. — 1 Kor. 5:11; 6:9, 10.
I nogle lande fremstiller man af urter, blade eller bønner ikke-alkoholiske drikke som har en bestemt virkning på legemet. Nogle steder tygger man også særlige frø, blade eller kviste. Hvordan er virkningen på den enkelte? Mister han herredømmet over sit sind og legeme når han er under indflydelse af disse stoffer? Måske virker de opkvikkende eller beroligende, men bevarer han stadig sine sansers brug og herredømmet over sig selv? Bevarer han sin selvkontrol, kan han selv afgøre om han af og til mådeholdent vil bruge et sådant nydelsesmiddel.
Endog mange af de mere almindelige og anerkendte stimulanser kan være ret vanedannende. Selv om det ikke i sig selv er forkert at bruge sådanne milde stimulanser med måde, er det dog blevet en sådan vane for nogle at de bliver nervøse og irritable hvis de ikke får disse midler. Den enkelte må selv bestemme hvad han vil gøre med hensyn til sådanne vaner, men det er værd at huske at kristne bør bære „Åndens frugt“, deriblandt kærlighed, venlighed og selvbeherskelse, og det til enhver tid. (Gal. 5:22, 23) Hvis man opdager at en vane gør dette vanskeligt for en til tider, bør man sikkert foretage en omvurdering af stoffets tilladelighed.
Noget andet man må tage hensyn til, er at selve måden hvorpå man tager nydelsesmidlet kan være uønskelig. Visse stimulanser som tygges, får brugeren til at se uordentlig og uappetitlig ud, ligesom det også kan tilsmudse hans nærmeste omgivelser. Enhver må spørge sig selv: ’Hvordan betragter folk her på egnen denne handlemåde?’ ’Vil det fremme andres respekt for mig som en tjener for Gud?’ Efterhånden som vi vokser til større åndelig modenhed bliver sådanne spørgsmål af stigende vigtighed for os, da vi som kristne ikke ønsker at volde „anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry“. (2 Kor. 6:3, 4) Bibelen giver kristne en standard at stræbe efter, ved at sætte en norm som den kristne menigheds tilsynsmænd og assisterende tjenere må leve op til. De må være ’uangribelige’ og der må ikke være noget at „klage på dem“. — 1 Tim. 3:2, 10.
Flere og flere mennesker i vor tid begynder at bruge narkotiske midler, kemiske stoffer som LSD og lignende, for at opleve hallucinationer og via såkaldte „trips“ undslippe dagliglivets realiteter eller tilfredsstille et begær efter sanselig nydelse. Den enkeltes reaktion på disse stoffer er ganske vist umulig at forudsige, men meget ofte mister folk herredømmet over sig selv. Påvirket af disse stoffer kan man blive voldsom, uberegnelig og endog sindssyg. Da man ofte mister evnen til at bruge sund fornuft og bliver ude af stand til at skelne mellem ret og uret, kan man let komme til at hengive sig til en uanstændig, umoralsk eller ulovlig adfærd som man normalt ville undgå.
Hvilken forskel er der på at en mand til skam for sig selv opfører sig vildt og ukontrolleret eller bliver ganske hjælpeløs under påvirkning af alkohol, eller om han opfører sig sådan under påvirkning af et eller andet moderne hallucinogent stof? Fra et bibelsk synspunkt er der ingen forskel! (Rom. 13:13) Hvis en mand frivilligt følger en handlemåde som berøver ham herredømmet over sig selv, idet det fremkalder mentale forstyrrelser hos ham så han ikke ved hvad han gør, eller hvorfor, så er han lige så dadelværdig som en dranker. Han har tilladt sig selv at komme i en tilstand som en beruset mand, og han bør derfor behandles som en dranker og som en der har mistet sin selvkontrol.
Dersom en eller anden der tidligere har ført et sådant tøjlesløst liv, oprigtigt ønsker at bringe sit liv i overensstemmelse med Bibelen og blive en kristen, vil Jehovas vidner være villige til at hjælpe vedkommende, idet de vil lægge vægt på at henvise til de velsignelser man nu og i fremtiden kan få del i hvis man lever op til Guds krav. Jesus forkyndte for syndere af enhver slags og hjalp dem. (Luk. 7:34-47) Men han tog ikke selv del i en ubibelsk adfærd.
Hvad nu hvis en eller anden i den kristne menighed uklogt mister herredømmet over sig selv som følge af for megen alkoholnydelse eller indtagelse af en anden stimulans? Det er yderst sjældent at noget sådant sker. Men hvis det alligevel skulle ske, kan den pågældende måske i kærlighed hjælpes til atter at vandre ad den rette vej, den vej som har Guds godkendelse. (Gal. 6:1) Men hvis én gør det til en vane og derved bringer skam over sig selv, sin familie og menigheden, så vil han blive udstødt af den kristne menighed, for at man kan bevare Guds folks moralske renhed. — 1 Kor. 5:11-13.
Hvordan skal man forholde sig hvis man under lægebehandling bliver rådet til at indtage et narkotisk middel som skal fremkalde søvn eller dulme smerter? Den som bliver stillet i denne situation må selv afgøre spørgsmålet. Vedkommende tager ikke stoffet for at opnå en sanselig nydelse eller for spændingens skyld. Det er rigtigt at han måske vil blive bevidstløs, men ikke på samme måde som en dranker der falder i afmagt af mangel på selvbeherskelse. Behandlingen vil blive foretaget under passende tilsyn og på grund af et alvorligt fysisk problem der synes at kræve et så kraftigt middel.
Dog gør man klogt i at huske de farer sådanne stoffer rummer med hensyn til tilvænning. Dersom det ikke virkelig er nødvendigt, vil det være uklogt i længere tid at indtage stoffer der kan blive vanedannende. Selv om behandlingen anbefales af en læge, må man overveje om man er parat til at tage konsekvenserne hvis man skulle blive afhængig af et narkotisk middel. Hvad vil man gøre når lægebehandlingen er forbi? Mange narkomaner har forladt deres familie og kastet alle moralnormer over bord, de er begyndt at stjæle og har endog myrdet for at få penge til at skaffe sig de ulovlige stoffer. Rent bortset fra det fordærv som narkotikamisbruget kan føre til, er der også forholdet til lov og myndigheder at tage i betragtning, da kristne bør underkaste sig regeringsmagtens højere myndigheder. (1 Pet. 2:13, 14; Rom. 13:1) Hvordan vil narkomanen give kejseren hvad kejserens er? Disse spørgsmål bør understrege vigtigheden af at man bevarer det fulde herredømme over sit sind og legeme, således at man kan yde Gud „en hellig tjeneste med fornuft“. — Rom. 12:1, NW.
● Kan kristne „drikke skåler“ ved en fest eller en sammenkomst? — M. D., U.S.A.
I nogle lande har man den skik, når to eller flere i forening indtager en alkoholisk drik at man løfter glassene, klinker, og siger „skål“ eller „på din sundhed“ til hinanden. Ved bryllupsfester er det også almindeligt at der udbringes en skål for de nygifte og at man ønsker at de må leve, det vil sige leve i sundhed og lykke. Det er forståeligt at nogle har spurgt om det vil være bibelsk korrekt af kristne at deltage i sådanne skåler.
Der er naturligvis intet i vejen for at en kristen kan ønske en ven liv, lykke og sundhed. Det vil heller ikke være forkert at en hel gruppe udtrykker et sådant ønske. De i åndelig forstand ældre mænd i det første århundrede afsluttede et brev til de kristne menigheder med en vending som i realiteten betyder: „Lev vel!“ eller: „Måtte I bevare jeres sundhed!“ — Ap. G. 15:29.
Men er det alt hvad der er at sige om det at „skåle“? Hvorfor løfter man glassene eller drikkekrusene og klinker dem mod hinanden? Efterligner man en eller anden skik? Bemærk hvad The Encyclopædia Britannica siger:
„Den skik at drikke på de levendes ’sundhed’ stammer sandsynligvis fra et af oldtidens religiøse ritualer hvor man drak skåler for guderne og de døde. Ved måltiderne bragte grækerne og romerne drikofre til deres guder, og ved ceremonielle gæstebud drak de skåler for dem og for de døde.“ (11. udgave, bind 13, side 121) Efter at have forklaret hvordan sådanne hedenske skikke levede videre blandt skandinaviske og teutoniske folkeslag, tilføjer dette opslagsværk: „Den skik at drikke på de levendes sundhed må være nært forbundet med de drikofferlignende skikke.“
Når folk deltager i en „skål“ tænker de vel som regel ikke på at det måske er et levn af den gamle skik at bringe drikofre til hedenske guder. Nu vil en trofast kristen naturligvis ikke være med til direkte at bringe et hedensk offer, for man „kan ikke både drikke Herrens kalk og onde ånders kalk“. (1 Kor. 10:21) Men derudover vil den der er en moden kristen undgå selv det at efterligne falske religiøse ritualer. Ved på denne måde at lægge åndelig modenhed for dagen vil man behage Jehova. Husk at Gud specielt advarede israelitterne mod at efterligne de omboende hedenske folkeslags skikke. — 3 Mos. 19:27; 21:5.
Hvis en kristen vil ønske et af sine medmennesker Guds velsignelse, vil det være passende at gøre det gennem en oprigtig bøn til Gud, og ikke ved at følge hedenske traditioner som Jehova afskyr. — Fil. 1:9; 2 Kor. 1:11.
Der findes et utal af skikke og traditioner overalt på jorden. Hvis en moden kristen er klar over at en bestemt skik stammer direkte fra den falske religion, vil han naturligvis undgå den. Men ikke alle skikke og traditioner har denne oprindelse. Nogle skikke kan henføres under lokal skik og brug og har ikke deres rod i falsk religion; vi kunne her nævne skikken med at hilse på hinanden ved at give hånd eller ved at bukke eller neje. (1 Mos. 23:7) Hver enkelt kan overveje hvad han ved om en bestemt skik og hvad hans eget motiv er med hensyn til denne skik. Hvorfor følger han den? Han kunne også spørge sig selv: ’Vil det vække anstød hos andre at jeg følger den, eller vil folk forbinde mine handlinger med falsk religion?’ (1 Kor. 10:32, 33) En kristen kan ikke lade en anden være sin samvittighed; han må selv tænke sagen igennem og træffe sin egen afgørelse, så han kan bevare sin samvittighed ren. — Ap. G. 23:1; 2 Kor. 1:12.