Frygtløshed og takt belønnes

KRISTNE ordets tjenere ved at „den fuldkomne kærlighed“ sætter dem i stand til at kaste frygtens hæmmende bånd af sig. (1 Joh. 4:18) Et eksempel herpå er følgende, som har fundet sted i Kansas i U.S.A. En hustru til et nidkært Jehovas vidne var blevet åndeligt svag og uvirksom. Det Jehovas vidne som søgte at hjælpe hende fortæller om hvordan den uvirksomme kom til at indse værdien af at være frygtløs og dog taktfuld:

„En søndag formiddag tog jeg hen til dem for at høre hvornår jeg skulle køre manden over til en naboby hvor han skulle holde foredrag samme eftermiddag; han havde ikke selv bil. Da jeg kom gående på fortovet løb hustruen ud og standsede mig og fortalte at de havde gæster. Hun bad mig passe på ikke at nævne Bibelen, da gæsterne var hårde modstandere. Jeg forsikrede hende at jeg nok skulle være taktfuld og passe på.

Da vi kom ind sad gæsterne, en moder og hendes nittenårige søn, og spiste sen morgenmad. Jeg sagde ja tak til en kop kaffe, men vidnet og hans hustru syntes utilpas, som om de var bange for at jeg skulle sige noget om Bibelen. Gæsterne fortalte at de optrådte i natklubber og at de tilbragte sommeren her fordi deres lunger ikke kunne tåle storbyens røg.

Moderen sagde at hun ikke kunne forstå hvorfor man skulle bo i storbyer, da de var lige så kolde, hårde og uvenlige som de sten de er bygget af. Sønnen havde samme mening og sagde at han ofte havde tænkt på hvornår man egentlig var begyndt at bygge byer. Jeg forstod at han interesserede sig for historie, og sagde derfor: ’Det er egentlig pudsigt at De skulle nævne det, for jeg har lige læst en beretning om byernes oprindelse. Den viser at en af de første byer blev bygget af en meget ond mand, det første menneske der ophøjede sig til hersker over andre mennesker.’ De spurgte hvor den by blev bygget. Jeg svarede at beretningen viste at den blev bygget i Asien, på en slette der kaldtes Sinear, i Mesopotamien. Nu ville de vide hvornår, og jeg fortalte at alt tydede på at den blev bygget kort efter Vandfloden.

Sønnen spurgte mig nu rent ud om jeg virkelig troede at der havde været en vandflod. Jeg fortalte ham at skrevne beretninger viser at hver nation og hver folkestamme på jorden har legender om en stor oversvømmelse der har dækket hele jorden, men at den eneste autentiske og fornuftige beretning jeg nogen sinde havde læst, var den i Bibelen. Det var første gang jeg nævnte Bibelen i vor samtale, og derfor tilføjede jeg hurtigt: ’Men De tror måske ikke på Bibelen?’

’Vi ved ikke noget om Bibelen, så vi ved ikke om vi tror på den eller ej,’ svarede moderen.

Det vidne jeg besøgte tog nu del i samtalen og henledte deres opmærksomhed på menneskers regeringer og på behovet for Guds rige. De lyttede som tørstede de efter bibelkundskab. Til sidst sagde vidnet at han måtte gøre sig klar til sit foredrag om eftermiddagen. Jeg sagde straks at jeg skulle køre ham derover og spurgte gæsterne om de ville med. De sagde med det samme ja. De hørte foredraget og stillede mange spørgsmål. Samme aften spiste disse ’modstandere’ middag hjemme hos mig, og vi fortsatte samtalen til ud på natten.

De kom til det ugentlige gruppebibelstudium, og det samme gjorde den åndeligt uvirksomme hustru. Hun strålede af glæde. Hun sagde at hendes hjem havde været som et stævne hele ugen. Gæsterne blev boende og kom til alle møderne i rigssalen. Vi holdt et bibelstudium med dem to gange om ugen, og ved midvinter blev de døbt. Tre år senere blev den unge mand tilsynsmand for en lille menighed. Hans moder blev heltidsforkynder. Senere fortalte moderen mig at hun altid havde været ked af at leve i denne gamle tingenes ordning og at hun havde læst verdenshistorie for at få et fingerpeg om hvad fremtiden ville bringe.“

Hvor er de alle lykkelige over at den fuldkomne kærlighed drev frygten ud den sommerdag i Kansas!