Spørgsmål fra læserne

● Er det rigtigt af en kristen at hæve en forlovelse? — A. H., U.S.A.

Ægteskabet er en gave fra Gud der kan skænke et menneske lykke og tilfredshed; dog medfører det også ansvar og pligter og kan derfor ikke være noget man tager let på. Mens det stadig nogle steder er forældrene der træffer aftale om deres børns giftermål, er det dog mange steder sådan at en ugift mand eller kvinde har frihed til selv at vælge sin ægtefælle. Hvis to kristne i denne sidstnævnte situation bliver enige om at gifte sig og lover hinanden ægteskab, kan det, under normale omstændigheder, forventes at de vil holde deres løfte.

Før en person giver sit samtykke til noget, bør han ofre det den omtanke sagen kræver. Når han da giver sit ord, kan han følge Jesu formaning: „Lad jeres ja betyde ja, jeres nej, nej.“ (Matt. 5:37, NW) Det er ikke nødvendigt for kristne højtideligt at aflægge ed på en ting for at vise at deres ord står til troende. Når de siger noget, bør de mene det.

Når to kristne er blevet enige om at gifte sig, bør deres ord derfor stå fast. Der kræves i almindelighed ikke nogen offentlig erklæring eller handling fra deres side, selv om man kan se det brugt. I afsnittet „Brudt ægteskabsløfte“ siger værket American Jurisprudence, bind 8, siderne 849 og 850: „Der kræves ingen speciel formulering af løftet for at sætte [forlovelsen] i kraft; det er tilstrækkeligt at parterne er blevet enige om at forlove sig.“ [Dette gælder også i dansk lov.]

Naturligvis er der ikke tale om en forlovelse når der kun er fremsat et ægteskabstilbud og dette ikke er blevet accepteret. Samme værk siger: „Et løfte fra den ene part uden et tilsvarende løfte fra den anden er kun et ægteskabstilbud og ikke nogen forlovelse.“ (Side 849) Når vi taler om en forlovelse mener vi derfor en gensidig overenskomst som hviler på et løfte fra begge parter.

Blandt hebræerne så man så alvorligt på en forlovelse at en trolovet kvinde blev omtalt som en mands hustru, selv om han naturligvis ikke kunne have kønsligt samliv med hende før de var gift. (1 Mos. 29:21; Matt. 1:18, 19) Den forlovede kvinde havde en retslig stilling som var anderledes end den ugifte jomfrus. (2 Mos. 22:16, 17; 5 Mos. 22:23-29) Dette understreger betydningen af forlovelsen.

Findes der imidlertid omstændigheder som kunne berettige den ene af parterne til at hæve forlovelsen? En situation som ville berettige en moden kristen til ensidigt at hæve en forlovelse, ville meget sjældent forekomme. Bedrageri eller fortielse af vigtige oplysninger kunne berettige den anden part til at hæve forlovelsen. Lad os give to eksempler: En kvinde fortier med vilje at hun ikke bibelsk set er fri til at gifte sig, og hun har sagt ja til et ægteskabstilbud fra en mand som kun har foretaget en begrænset undersøgelse med hensyn til hendes ægteskabelige status. Hvis han senere bliver bekendt med at hun endnu ikke er i stand til at gifte sig, er han berettiget til at annullere forlovelsen, ja bibelsk set har han pligt til at gøre det. (Matt. 5:32) Man kan også tænke sig det tilfælde at en mand med vilje har løjet for at skjule visse kendsgerninger i den hensigt at få en kvinde til at sige ja til at gifte sig med ham. Når hun får kendskab til disse oplysninger og til at han har løjet, vil det måske medføre at hun hæver forlovelsen. (Kol. 3:9) I tilfælde som disse vil de i åndelig forstand ældre mænd i menigheden som har ansvaret for at værne om den kristne menigheds moralske renhed, gerne underrettes om den uærlighed som et medlem af menigheden har gjort sig skyldig i, så der kan træffes forholdsregler til at beskytte andre kristne.

I de tilfælde hvor der ikke foreligger nogen gyldig grund, vil det at den ene part hæver en forlovelse blive taget som tegn på ustabilitet og umodenhed. Vedkommende kan tydeligvis ikke bruges i menigheden som et eksempel på en moden kristen. Hvis det er et af menighedens mandlige medlemmer, vil han ikke være kvalificeret til at få overdraget ansvar og pligter i menigheden. Tilsynsmænd og assisterende tjenere må der ’ikke være noget at klage på’, og det kunne næppe siges om denne mand. (1 Tim. 3:10) Hvis han ikke ved hvad han vil og ikke kan holde sit ord med hensyn til ægteskab, er det tvivlsomt om han vil kunne gøre det i andre forhold. Han har brug for at vokse til modenhed.

Her vil imidlertid et advarende ord være på sin plads med hensyn til dem der ikke er personligt berørt af en forbindelse mellem to. Selv om det er i orden at være interesseret i to kristnes fremtidige velfærd og lykke, er det et ganske privat anliggende som kun vedkommer disse to og deres familie. Andre, mænd såvel som kvinder, skal ikke nysgerrigt blande sig i deres forhold. (1 Pet. 4:15, NW) Hvis parret bekendtgør forlovelsen ved en fest og inviterer andre til at dele deres glæde med dem, er øjeblikket kommet til at få underretning om det der er sket. Hvis de ansvarlige brødre i menigheden mener at en forlovet mands adfærd giver grund til at drage hans åndelige modenhed i tvivl, kan de undersøge sagen. Men det er ikke noget der skal diskuteres offentligt.

Alt dette bør understrege betydningen af at man betragter et ægteskabstilbud, en forlovelse og selve ægteskabet som en alvorlig sag. Ved at lægge åndelig modenhed og visdom for dagen i denne sag kan kristne gøre det der er ret, i overensstemmelse med Bibelen og til gavn for dem selv.