Hvorfor har så mange et ulykkeligt familieliv?

DETTE spørgsmål stilles ofte i dag. Ja, problemet er større end det har været tidligere. Hvad er grunden til at mange savner lykke i familielivet?

Ja, hvad behøver man egentlig for at være lykkelig? Man må have sine fysiske, følelsesmæssige og åndelige behov dækket. Men hvordan får man det? Ved altid at stræbe efter det materielle? Hvis det var tilfældet måtte man forvente at lande med en høj levestandard kunne opvise lykkelige familier. Men hvad viser kendsgerningerne?

I et så velstående land som Danmark er der vidnesbyrd om at familielivet bliver mere og mere ulykkeligt. Lærerinde Estrid Nielsen har udtalt: „Mange hjem i disse år er blevet små pensionater, hvor hvert familiemedlem må klare sig, som det kan bedst.“

I mange lande hvor folk har mulighed for at nyde „livets goder“, deriblandt et hyggeligt hjem, er der ofte en høj selvmordsprocent blandt familiemedlemmer. Et københavnsk dagblad skrev for et par år siden: „Det er i dagens Danmark således, at selvmord er krøbet op til en tredjeplads som dødsårsag for mennesker mellem 15 og 45 år.“ Med hensyn til hvad dette tyder på blev der sagt i en kronik i Berlingske Tidende: „Der er jo én meget væsentlig ting, vi ikke må glemme i dette tilsyneladende så ubekymrede velfærdsland, og det er, at vi har den næsthøjeste selvmordsprocent i verden. For mig at se er det et sørgeligt vidnesbyrd om, at materielt velvære ikke er ensbetydende med lykke.“

Trods materielle bekvemmeligheder er mange familier ulykkelige, også på grund af alkoholisme. I Danmark behandles der hvert år 25.000 for alkoholisme. „Det undrer mig ikke,“ siger socialrådgiver Birgitte Winkel, „at husfædrene bukker under for stress — en naturlig følge af de stadigt voksende krav fra arbejdsplads og kone med henblik på øget kapacitet og indtjeningsevne. Det undrer mig heller ikke, at den hjemmearbejdende husmoder får dårlige nerver på grund af ensformigt og sløvende husarbejde, der ikke giver hende kontakt med andre mennesker end egne børn, og at hun derfor stadig oftere havner i alkoholismens og pillemisbrugets livsfornægtende mørke.“

Der er også mange unge som savner lykke i familielivet, hvilket blandt andet kommer til udtryk i tiltagende misbrug af euforiserende stoffer. Det oplyses at antallet af implicerede i stofmisbrugssager i København er steget med over 1400 procent fra 1963 til 1968! Den største stigning kan konstateres blandt unge mennesker.

Skylden for stofmisbruget blandt de unge er blandt andet blevet lagt på boligproblemet. Børneværnets repræsentant ved afhøringer af mindreårige narkotikaforbrugere i København har imidlertid udtalt: „Det er ikke almindeligt, at misbrugerne kommer fra små og dårlige lejligheder. Flertallet kommer fra store og gode boliger, hvor de har eget værelse, båndoptager og grammofon, eller hvad de kan ønske sig.“ „Narkotika-brugerne har ikke altid, hvad man forstår ved dårlige hjem. — Ofte har de . . . en usikkerhedsfornemmelse over for forældrene. . . . Sandheden er, at forældrene ikke kerer sig om, hvor børnene er.“

Hvad fremgår heraf? At den manglende lykke blandt unge familiemedlemmer ofte hænger sammen med at forældrene ikke tager sig nok af dem, og især at de unge savner et fornuftigt mål i livet. Den alt for store vægt man i mange lande lægger på det materielle har medført manglende balance i familielivet.

Mange familier har vendt sig bort fra Bibelen. Som følge heraf er moralnormerne blevet nedbrudt, og mange familier har bogstavelig talt ingen moralske retningslinjer at holde sig til.

Nogle eksperter mener således at den virkelige årsag til at så mange erfarer et ulykkeligt familieliv, er at folk har forladt kirken. I Danmark står 97 procent af befolkningen som medlem af folkekirken, mens man regner med at mindre end 3 procent kommer i kirken, og det ikke engang særlig regelmæssigt.

Men er denne ligegyldighed med hensyn til at komme i kirken den egentlige grund? Er kirken et bolværk mod umoralitet? Støtter og fastholder den virkelig Bibelens høje principper, som for eksempel vejledningen om at „fly utugt“? (1 Kor. 6:18) Eller bidrager kirken selv til det moralske fordærv?

Lad os se hvilken „hjælp“ familien, især de unge familiemedlemmer, får i moralsk henseende af kirken. De fleste præster i Danmark har samme indstilling som Holmens provst engang gav udtryk for: „Enhver maa finde sin moral selv. . . . Hvis man søger i det nye testamente efter morallove, saa leder man forgæves.“ Når kirken giver så fejlagtigt et billede af Bibelen, hvordan kan den da hjælpe familien?

Hvem ville for eksempel have nogen gavn af at søge råd vedrørende familielivet i en kirke hvis præst har skrevet følgende i kirkebladet: „Intet er vundet ved at bandlyse al sex til ægteskabet. . . . Det kan være etisk rigtigt — og også kristeligt rigtigt — at de unge plejer samliv før ægteskabet, og det kan være lige så rigtigt, at ægtefæller . . . har sexuelle forbindelser uden for deres ægteskab. Jeg siger ikke, at det altid er rigtigt, men det kan være rigtigt, ja, nødvendigt“? — Vedbæk-Gl. Holte Kirkehilsen, juli-august 1964.

Det kan ikke undre at en anden præst har sagt: „Fra kirkens side venter Danmarks unge næppe nogen synderlig hjælp.“ Og en anden gejstlig har i en avisartikel med titlen „Kirken har ingen moral“ skrevet: „Kirken kan kun sige én ting til tidens moralforvirring: Dine synder forlades dig.“ — Rødovre Avis, 12. marts 1964.

I betragtning af dette kunne man spørge: Har kristenhedens kirker virkelig været med til at skabe et lykkeligt familieliv? Har de hjulpet familierne til at undgå at lægge for megen vægt på materielle ting for ikke at svigte Guds ords vejledning? Har de dækket folks åndelige behov? Nej!

Selv om mange familier måske føler sig svigtet af kirkerne, er de ikke blevet svigtet af Gud eller af den sande kristendom. Guds ord har hjulpet hundredtusinder af familier til at finde sand lykke, som det fremgår af den følgende artikel.