Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor var det ifølge Moseloven forbudt at spise fedt? — U.S.A.

Under israelitternes lov blev både blodet og fedtet betragtet som noget der udelukkende tilhørte Jehova Gud. Loven sagde: „En evig anordning skal det være for eder fra slægt til slægt, hvor I end bor: intet fedt og intet blod må I nyde!“ — 3 Mos. 3:17.

Blodet repræsenterer et menneskes eller et dyrs liv. Af denne grund siger Bibelen at „sjælen“ er „i blodet“. (1 Mos. 9:4; 3 Mos. 17:11, 14) Eftersom det kun er Jehova Gud der kan give liv, tilhører livet eller det der repræsenterer livet, nemlig blodet, med rette ham.

Fedtet blev anset for at være det bedste eller det rigeste. Det fremgår klart af billedlige udtryk som „landets fedme“ og „det bedste [ordret: fedtet] af olien, mosten og kornet“. (1 Mos. 45:18; 4 Mos. 18:12) Forbudet mod at spise fedt skulle derfor øjensynlig indskærpe israelitterne at „førstegrøden“ eller det bedste tilhørte Jehova og skulle bringes ham som et offer. Hvis man spiste fedt tilegnede man sig derfor uretmæssigt noget der var blevet helliget Jehova. Det ville være et indgreb i hans rettigheder. Fedtet af selvdøde og sønderrevne dyr kunne imidlertid bruges til andre formål. — 3 Mos. 7:23-25.

Mange bibelkommentatorer mener at denne bestemmelse om fedtet kun angik de dyr der var antagelige som ofre. Men noget tyder på at forbudet imod at spise fedt gjaldt fedtet af alle dyr. Forbudet vedrørende fedt kædes sammen med forbudet vedrørende blod. Og det var blodet af alle dyr der ikke måtte anvendes som føde. (3 Mos. 17:13, 14; 5 Mos. 12:15, 16) Vi må derfor gå ud fra at bestemmelsen om fedtet også gjaldt fedtet af alle dyr.

Det bør også bemærkes at hvert eneste blodmolekyle ikke forsvandt fra kødet, selv om man på rette måde lod blodet løbe af et dyr, men at kødet alligevel ikke var uegnet som føde på grund af den rest blod der var tilbage i det. På samme måde betød forbudet mod at spise fedt heller ikke at kød med antydninger af fedt, var uegnet som føde.

Forbudet mod fedt udelukkede naturligvis ikke at man kunne opdrætte eller opfede får eller kvæg til at spise. Bibelen omtaler endog „fede gæs“. (1 Kong. 4:23) I betragtning af forbudet imod at bruge fedtet som fødemiddel, opfedede man øjensynlig ikke dyrene for at frembringe et lag fedt på dem, men for at de kunne blive kødfulde, ikke magre.

Når der i Femte Mosebog 32:14 siges at israelitterne fik „fedt af lam og væddere“, skal det forstås billedligt. Udtrykket betegner det bedste af hjorden og gengives derfor i The Jerusalem Bible med „græsgangenes yppige føde“. Ordene i Nehemias 8:10: „Gå hen og spis fede spiser,“ skal forstås på samme måde. De „fede spiser“ betegner billedligt gode, saftige fødemidler, som uden tvivl indbefattede velsmagende ting der var tilberedt med vegetabilsk olie. James Moffatts oversættelse siger: „Spis de lækre stykker.“ Noget, for eksempel kager lavet af korn, blev tilberedt i en kedel eller på en pande med fedt. Dette var dog ikke animalsk fedt, men vegetabilsk olie, ofte olivenolie. — 3 Mos. 2:7, NW.

I modsætning til forbudet mod blod, som hele menneskeslægten har været underlagt siden vandfloden på Noas tid, gælder Moselovens begrænsninger vedrørende fødemidler ikke for de kristne i dag. (1 Mos. 9:4) Under inspiration skrev apostelen Paulus: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat; det er alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus.“ (Kol. 2:16, 17) Alligevel bør loven om fedtet minde de kristne om at de til stadighed må yde Jehova Gud det bedste. (Ordsp. 3:9, 10) Dette gælder alle områder af den kristnes liv. Den bibelske vejledning lyder: „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ — Kol. 3:23, 24.