Hvem er det der gør disciple?

MANGE trossamfund hævder at være kristne. Men er de det virkelig alle sammen? Hvordan kan vi afgøre det? For eksempel ved at se hvordan de forholder sig til det at gøre disciple.

En kristen er en discipel af Jesus Kristus, en der følger Kristus. Det vil ikke bare sige at tro på ham, men at efterligne ham. Fra sin dåb til sin død brugte Jesus megen tid til at forkynde og undervise om evangeliet eller den gode nyhed om Guds rige. Han blev ligefrem tiltalt som „mester“, det vil sige „lærer“. (Joh. 13:13; Matt. 23:8) Han kaldes også „det troværdige og sanddru vidne“, for han vidner trofast om sin Faders vilje og hensigt. — Åb. 3:14; Joh. 18:37; 1 Tim. 6:13.

Jesus befalede sine disciple at gøre som han selv havde gjort. Før han steg til himmelen sagde han til dem: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ Videre sagde han til dem: „I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende.“ — Matt. 28:19, 20, NW; Ap. G. 1:8.

Uden denne forkyndelse givet der endda ikke nogen frelse for kristne. Dette viser apostelen Paulus klart når han siger: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ Samme tanke gav Jesus udtryk for med ordene om at han over for sin Fader i himmelen kun ville kendes ved dem der havde kendtes ved ham over for menneskene på jorden. — Rom. 10:10; Matt. 10:32, 33.

I almindelighed anerkender kirkeledere at den kristne har pligt til at forkynde og gøre disciple. Den kendte baptistprædikant Billy Graham indrømmer: „Vi burde alle være vidner for Kristus.“ Gejstlige fra andre trosretninger har ofte udtrykt sig på lignende måde. Men hvordan forholder det sig egentlig inden for kirkerne?

Forkynder kirkemedlemmer i almindelighed om Gud og hans søn, og gør de folk til disciple ved at undervise dem, sådan som Jesus sagde at hans disciple skulle gøre? Hvad nu i Deres eget tilfælde? Har Deres præst tilskyndet Dem til at gøre dette? Har han eller Deres kirke undervist Dem og hjulpet Dem så De kunne opfylde dette betroede hverv med at forkynde og undervise?

Hvad ville De sige til folk hvis De skulle forkynde for dem? Hvordan ville De bære Dem ad med at gøre andre til kristne disciple? Prøver De at forkynde om den gode nyhed for Deres naboer eller kolleger? Det er egentlig meget få af dem der bekender sig som kristne der gør dette. Det er uden tvivl derfor bogen What Americans Believe and How They Worship (1962) siger: „Stanley Jones var foruroligende nær ved sandheden da han bemærkede at vor tids kirke mere er en mark for evangeliseringen end en drivkraft til den.“ Hvordan kan det være?

Mange kirkemedlemmer indrømmer ærligt at de ikke føler sig i stand til at gøre disciple. Mange andre har simpelt hen aldrig fået den forståelse at deres kirke forventede dette af dem. Dog er Kristi Jesu egne ord, idet han pålægger sine disciple dette hverv, ikke til at tage fejl af. Og der findes mennesker i dag som gør netop det han gav besked på, og de gør det i forening. Betragt en gang nogle af de kommentarer religiøse ledere har knyttet hertil og som viser at det forholder sig sådan.

I Berlingske Tidende for den 9. august 1969 skrev en lederskribent: „Man kunne såmænd godt ønske, at folkekirken ville arbejde blot halvt så nidkært med at sprede oplysning om, hvad kristendom er, som vidnerne propagerer på gader og stræder for deres drømme om tusindårsriget.“ Og en anset protestantisk præst i Brooklyn, U.S.A., sagde for et par år siden til sin menighed: „Jeg beundrer vidnerne fordi de taler om deres religion. . . . Vi har indgået en aftale om at tie om vor tro. Religion er det eneste vi aldrig taler om. . . . Vidnerne aflægger hver dag vidnesbyrd, mundtligt vidnesbyrd, om deres tro. De taler frimodigt.“

Den katolske præst og redaktør J. B. Sheerin har engang skrevet at Jehovas vidner „repræsenterer en udfordring til os katolikker“. Hvorfor? Fordi „de tager visse sider af sand religion og udøver dem fuldt ud, mens vi katolikker forsømmer disse sider af vor religion“. Efter at have berettet om Jehovas vidners nidkærhed spurgte han: „Har De hørt om nogen katolsk kongres hvis medlemmer stod op tidligt om morgenen for at uddele katolske småskrifter på gadehjørnerne i kongresbyen?“

Når De får at vide at der nu findes over halvanden million Jehovas vidner i hele verden, så står dette tal ikke for hvor mange der kommer til deres møder. Nej, det fortæller at så mange vidner var med til at forkynde den gode nyhed om Guds rige og gøre disciple hver måned i det forløbne „tjenesteår“, 1971-1972. Jehovas vidner tæller kun dem med som vidner der virkelig vidner!

Det må indrømmes at det ikke er let at forkynde om Gud og Kristus og om deres rige i en ond og gudløs verden. Man møder spottere som pure nægter at høre noget som helst om Gud og Bibelen. Andre lukker deres ører og sind for ethvert religiøst budskab der ikke kommer fra deres egen kirke. De har uden at stille spørgsmål overtaget deres forældres religion, og de bryder sig ikke om at blive forstyrret ved at nogen beder dem tænke over hvorfor de tror som de gør. Det er derfor en prøve på ens tro at være en sand discipel af Jesus og forkynde som han gjorde.

Hvordan kan det være at de kristne vidner for Jehova er i stand til at udføre dette slidsomme arbejde som andre viger tilbage for? Det kan de i kraft af deres forståelse af Guds ord og fordi de er blevet oplært til denne ordets tjeneste. De har lært Jehova Gud at kende og de er kommet til at elske ham med hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke, og de elsker deres næste som de elsker sig selv. Simpelt hen på grund af taknemmelighed mod deres himmelske Fader og uselvisk interesse for deres næste deltager de i arbejdet med at gøre disciple. — Mark. 12:29-31.

For at kunne forkynde på rette måde på Guds og Kristi vegne, for at kunne gøre det med visdom, udholdenhed og mod, kommer Jehovas kristne vidner sammen tre gange om ugen til møder. Ved disse møder lærer de at forstå Bibelens sandheder, at se hvordan Bibelens profetier er gået i opfyldelse, de lærer at følge Bibelens principper i deres livsførelse, og de får vejledning om hvordan de skal bære sig ad med at forkynde for andre.

De går ud for at forkynde på søndage og andre belejlige tidspunkter, idet begyndere hjælpes af mere erfarne forkyndere. De kommer til folk med et venligt smil og prøver at få en samtale med dem om de nuværende verdensforhold, menneskets behov for et bedre styre og hvordan dette vil komme med Guds rige som Jesus talte om og som han lærte sine disciple at bede om. Hvor de finder interesse efterlader de bibelsk læsestof, og flere besøg aflægges med det formål at oprette et bibelstudium i hjemmet. Gamle og unge, mænd og kvinder, ja endda børn tager del i dette arbejde med at gøre disciple.

Apostelen Paulus skrev til de kristne i Korint: „Bliv mine efterfølgere [efterlignere, NW], ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ Paulus var energisk optaget af at gøre disciple, forkynde og undervise offentligt, foruden at undervise interesserede i deres eget hjem. Eftersom apostelen Paulus i så fremtrædende grad var en forkynder og lærer, er det indlysende at alle som vil følge hans formaning også må være forkyndere og lærere. Ønsker De at være en sådan efterligner af Jesus og Paulus? — 1 Kor. 11:1; Ap. G. 20:20.

Hvis Deres præst ikke hjælper Dem til dette, hvis Deres kirke ikke lærer Dem hvordan De kan være et vidne for Gud og Kristus, hvorfor så ikke overvære Jehovas kristne vidners møder hvor De kan få en sådan hjælp og se hvordan andre bærer sig ad? De skal være hjerteligt velkommen!