Spørgsmål fra læserne
● Er det tilrådeligt at man deltager i forkyndelsen af den gode nyhed før man er døbt?
Dåben er et symbol på indvielse til Jehova, og den betegner at personen for eftertiden vil følge Jesus og gøre Guds vilje. (Mark. 8:34) En vigtig del af Jehovas vilje i vor tid er at folk alle vegne skal have lejlighed til at høre den gode nyhed. Jehova har betroet sine vidner i dag en særlig opgave, et tosidet arbejde: for det første at forkynde den gode nyhed om Guds rige samt hans domsbudskaber for folk af alle nationer, og for det andet at undervise dem der reagerer gunstigt og gøre dem til disciple. — Matt. 24:14; 28:19, 20.
Når en person tænker på at lade sig døbe vil han normalt allerede være begyndt at gøre Guds vilje, blandt andet ved at fortælle andre om den gode nyhed og således vise at han ønsker at være med i dette tosidede arbejde. Efter at vedkommende har indviet sig til Jehova for at gøre hans vilje, kan der gå nogle uger eller måske adskillige måneder før han har lejlighed til at lade sig døbe. I overensstemmelse med hans indvielse vil det være rimeligt at mene at han, om ikke før, så i hvert fald i denne periode hvor han venter på at blive døbt, vil være travlt optaget af at forkynde og undervise, eventuelt bistået af en som kan oplære ham deri.
Ifølge Jesu ord i Mattæus 28:19, 20 kommer det at ’gøre disciple’ før det at ’døbe dem’. Og hvad er en discipel? Det er mere end blot en elev, en der modtager undervisning. Det er en der kommer til at værdsætte sin mesters lære og begynder at udbrede den. Navnlig når han har indviet sig til Gud og ser frem til at blive døbt, bør han gøre dette. Den offentlige forkyndelse af sandheden vil komme til at indtage en stor plads i hans liv, så hvorfor ikke komme i gang?
Hvordan skal man da betragte de mange bibelske eksempler på at nogle er blevet døbt inden de åbenbart er begyndt at forkynde den gode nyhed om Kristus? Man skal lægge mærke til at mange af disse var jøder og proselytter og derfor i forvejen var en del af Jehovas indviede folk og dermed forpligtede til at være hans vidner endog før de lod sig døbe i Jesu Kristi navn. (Es. 43:10-12) De fleste af dem havde også før deres dåb tjent Gud nidkært, i overensstemmelse med deres forståelse af Guds krav til sit folk under Moseloven.
De jøder der reagerede velvilligt på Peters forkyndelse på Pinsedagen og lod sig døbe, havde vist nidkærhed for Gud ved at komme fra fjerne lande for at deltage i den jødiske højtid. (Apg. 2:5, 38-41) Ligesom mange andre jøder havde Paulus vist nidkærhed for Gud, „men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. Efter sin dåb blev han en yderst nidkær forkynder af Kristus. (Gal. 1:14; Rom. 10:2) Den ætiopiske eunuk var øjensynlig en ivrig gransker af De hebraiske Skrifter og havde omvendt sig til Jehova og tilbad ham som Gud; da han hørte „den gode nyhed om Jesus“ benyttede han sig ufortøvet af lejligheden til at blive døbt, og uden tvivl var han fra den dag hvor han fik forståelse af den gode nyhed, lige så ivrig efter at dele den med andre. (Apg. 8:27-31, 35-39) Lydia, der sandsynligvis var en jødisk proselyt, „dyrkede Gud“ før hun og hendes husstand blev døbt af Paulus, og der er ingen tvivl om at hun fortsatte med at tjene Gud helhjertet, foruden at hun blev et fremtrædende eksempel med hensyn til at vise gæstfrihed. (Apg. 16:14, 15) Da Paulus forkyndte i Korint kom Krispus, der havde tjent Jehova som ’synagogeforstander’, til troen sammen med sin husstand, og de var blandt de mange korintere der blev døbt. Det siger sig selv at han ville fortsætte med at tjene nidkært som kristen. — Apg. 18:8.
Så var der også ikke-jøder som omvendte sig til kristendommen. Beretningen viser at Kornelius var „en gudhengiven mand, en der . . . frygtede Gud“, og at han og hans husstand, da den hellige ånd faldt på dem, ’forkyndte Guds storhed’. Derefter lod Peter dem døbe. Der er ingen tvivl om at de fortsatte med at forkynde Guds storhed. Men det lader til at de, såvel som andre ikke-jøder der gik over til kristendommen, som for eksempel arrestforvareren i Filippi og hans husstand, samt Dionysius og Damaris i Athen, først begyndte at forkynde den gode nyhed fra og med dåben. — Apg. 10:1, 2, 44-48; 16:27-34; 17:32-34.
Skal man i dag, i betragtning af disse eksempler, forlange en forkynderrapport af nogen før de kan blive døbt? Nej, et sådant krav eksisterer ikke. Der er ingen regler i denne henseende. For at man kan blive døbt som et af Jehovas Vidner kræves det imidlertid at man mødes med menighedens ældste og i en drøftelse med dem viser at man virkelig forstår og værdsætter Bibelens grundlærdomme. En oversigt over disse grundlærdomme med tilhørende skriftsteder findes på siderne 20 til 48 i bogen Organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple.
Samtidig er der meget stærke grunde som taler for at man bør begynde på den offentlige forkyndelse af den gode nyhed før dåben. Det er ikke dåben der fører til frelse, for dåben er blot et ydre symbol på noget der allerede har fundet sted i personens hjerte, nemlig at vedkommende har overgivet sig til Jehova Gud, indviet sig til ham. Derfor siges der i Romerbrevet 10:9, 10: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ Altså gør man klogt i at begynde på den offentlige bekendelse så snart man er nået dertil i sit bibelstudium at man tror på den gode nyhed, og ikke vente til efter dåben.
De der hørte Peters forkyndelse på Pinsedagen fik samvittighedsnag, og de lod sig døbe i Jesu navn. Derefter „blev [de] ved med at være helt optaget af apostlenes lære“ for at blive rodfæstet i troen og lære hvad de skulle forkynde. Uden tvivl blev Romermenigheden oprettet af de „besøgende fra Rom“ som efter deres omvendelse vendte tilbage til deres hjemby. (Apg. 2:10, 42) Det var altså ikke blot deres dåb i Jesu navn der gav dem Guds velsignelse, men også det at de helhjertet priste Gud ved at forkynde den gode nyhed.
Nye der i dag forbereder sig til dåb kan tage del i denne glædebringende tjeneste så snart de får forståelse og værdsættelse af det privilegium det er, forudsat at de har befriet sig for al verdslig urenhed. Det vil være gavnligt for dem at forkynde Riget fra dør til dør allerede før dåben. Derved vil de stifte bekendtskab med den offentlige vidnegerning og selv erfare hvad det vil sige at gå ud til andre med den gode nyhed. Det vil være det første skridt for dem på vejen til kristen modenhed. (Hebr. 5:13 til 6:2; 13:15) Da det er et krav til dem at de foretager denne offentlige bekendelse efter dåben, er det kun godt at de lærer vidnegerningen at kende før dåben.
De bibelske eksempler peger på at de der modtog den kristne dåb blev meget nidkære forkæmpere for Guds rige. Så energisk var deres forkyndelse at deres modstandere erklærede at de havde „vendt op og ned på den beboede jord“ med det vidnesbyrd de aflagde. I løbet af mindre end tredive år kunne det siges at den gode nyhed var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Apg. 17:6; Kol. 1:23) Hvad enten de begyndte deres tjeneste før eller efter dåben lod de ’deres fremgang blive tydelig for alle’, og de blev således et godt eksempel for alle som i dag indvier sig til Gud og symboliserer det ved vanddåben. — 1 Tim. 4:15, 16.
Selv om der ikke stilles noget krav om at man skal begynde at bekende den gode nyhed offentligt før dåben, anbefales det stærkt at alle som får tro på „den herlige gode nyhed“ om Riget uden tøven begynder at forkynde den fra hus til hus. Navnlig bør de gøre det fra det øjeblik de har indviet sig til Gud, og blive ved med det efter deres dåb. — 2 Kor. 4:4; 1 Tim. 1:11.