Et udtryk for taknemmelighed

„I fem lange år var min hustru og min søn Jehovas vidner, meget imod min vilje. Jeg forstår nu at jeg ved min handlemåde og manglende tro på Jehova lagde en stor byrde på dem som var vanskelig at bære. Kun Gud ved hvad de måtte igennem dengang. Og jeg kan kun håbe på at han er en meget, meget tilgivende Gud.

Jeg var selv katolik af navn og syndede hver dag i mit liv, men alligevel følte jeg at jeg var bedre end Jehovas vidner, som jeg betragtede som fanatikere. Jeg glemte at Jesus Kristus jo selv blev kaldt fanatiker. Selve navnet Jehova voldte mig afsky.

Efter en hel del vanskeligheder i forbindelse med at vi flyttede fra Missouri til Californien følte jeg imidlertid at der manglede noget i mit liv. Det var som om jeg var fortabt i denne forvirrede verden, og jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle begynde på en frisk med en positiv indstilling. Af den grund bad jeg til den almægtige Gud om hjælp til at finde en måde hvorpå jeg kunne fjerne den tomhed jeg følte indvendig. Så lød der en banken på døren! Da jeg lukkede op blev jeg klar over at det var en dame fra Jehovas Vidner.

Normalt ville jeg have afvist hende og høfligt have lukket døren, men denne gang var det ligesom anderledes fordi jeg lige havde bedt om hjælp. Vi talte sammen i henved 40 minutter, hvorefter hun indbød mig til møderne i rigssalen. Hun tog sig endda tid til at tegne et kort der viste hvordan jeg skulle komme derhen. Jeg havde aldrig mødt en katolik som ville tage sig så megen tid og vise så stor interesse for et andet menneskes åndelige velfærd. Jeg følte mig underligt tilpas indvendig fordi denne dame bekymrede sig så meget om min frelse.

Nu overværer jeg møderne i rigssalen sammen med min kone, Christine, og vores søn, Phillip. Jeg læser også Bibelen regelmæssigt. Nu håber jeg blot at jeg ikke har fundet Jehova for sent til at jeg kan få evigt liv.“