Hvor stammer treenighedslæren fra?

En af grundlærdommene i de fleste af kristenhedens kirker er treenighedslæren, som går ud på at Faderen, Sønnen (Ordet eller Logos) og den hellige ånd er tre ligestillede personer som udgør én Gud. De der nu om stunder bekender sig til denne lære, hævder ofte at den bygger på Bibelen og at den således var en kristen lære fra den tidligste tid i kirkens historie.

Dr. theol. Alvan Lamson har imidlertid undersøgt beviserne for dette synspunkt. Han har navnlig søgt at fastslå hvorvidt Justinus Martyr og andre tidlige skribenter godtog og fremholdt denne lære. Dr. Lamson siger:

„De oprindelige og karakteristiske træk ved Logoslæren, sådan som de lærde kirkefædre fra det andet og tredje århundrede fremholdt den, finder vi ikke i de jødiske skrifter og heller ikke i Jesu og hans apostles lære, men hos Filon [en jødisk filosof som levede i det første århundrede e.v.t.] og hos de alexandrinske platonikere. I overensstemmelse med dette syn hævder vi at treenighedslæren blev udformet gradvis og på et forholdsvis sent tidspunkt. Vi hævder også at den stammer fra en kilde som ikke har noget med de jødiske og de kristne skrifter at gøre, at den udviklede sig og blev indpodet i kristendommen af kirkefædre som forfægtede Platons ideer, at det på Justinus’ tid [cirka 100-165 e.v.t.] og lang tid derefter var en almindeligt udbredt lære at Sønnen havde en særskilt natur og underordnet stilling, samt at kun de første skyggeagtige konturer af treenighedslæren da var blevet synlige.“ — The Church of the First Three Centuries, side 34.