Er du en støtte for andre? Det kan du være!

EN DEJLIG forårsmorgen var en gruppe gode venner i bil på vej gennem et smukt landskab. Blandt dem var et ældre ægtepar som årene havde lært kunsten at give og at modtage. Emnet for samtalen gav manden anledning til godmodigt at drille sin kone. Hun gav igen, og udbrød: „Sig mig, hvad skal jeg gøre ved ham?“ En af deres rejsefæller, der havde været ude for vanskeligheder i sit ægteskab, svarede i en alvorlig, forstående tone: „Elsk ham og støt ham.“

„Støt ham“? Måske har man normalt den opfattelse at det først og fremmest er mandens pligt at støtte sin kone. Landets love kræver sædvanligvis at faderen og ægtemanden forsørger konen og børnene. Og en mand viser at han ’elsker sin hustru som han elsker sig selv’ ved blandt andet at sørge for hende. — Ef. 5:28, 29.

Men der er også en anden form for støtte som mennesker kan give hinanden. Det er følelsesmæssig, mental og moralsk støtte. Det er den form for støtte alle familiemedlemmer må yde hinanden. Nogle som giver sig af med at studere den menneskelige natur, er endda af den opfattelse at ægtemanden har større behov for støtte end hustruen — forstået på den måde at da mænd oftere er uden for hjemmet og udsættes for fortrædeligheder udefra, har de behov for at føle at de har en loyal støtte i deres „lille kone“ derhjemme.

Det fremgår af historien hvor stor en hjælp en kone kan være for sin mand på dette punkt. Der er ingen tvivl om at Sir Winston Churchill fik udrettet meget i sit liv, ikke mindst under den anden verdenskrig, hvor han havde den krævende opgave som Englands premierminister. Ved en lejlighed skal han have sagt: „Det ville have været umuligt for nogen mand i en offentlig stilling at klare sig igennem det jeg har været igennem, uden den hengivne støtte fra hende vi i England kalder vores bedre halvdel.“ Samtidig oplyses det at hun var en meget charmerende kvinde der selv kunne have skabt sig en karriere, men at hun i stedet gjorde sin mands liv og velfærd til sin karriere. Det betød dog ikke at hun smigrede ham og blot snakkede ham efter munden. Nej, slet ikke. Man kan forstå at hun var ærlig og åbenhjertig over for ham og gik imod ham når hun fandt det nødvendigt at gøre det.

Et andet godt eksempel har vi i Sara, der støttede sin mand, patriarken Abraham. Der er intet der tyder på at hun beklagede sig over at de måtte drage så meget omkring i et fremmed land. Hun beklagede sig ikke engang da han bad hende om for hans skyld at sige at hun var hans søster. Vi læser også at hun ved sig selv omtalte ham som „min herre“. Men hendes ord til Abraham, da hendes søn Isaks velfærd var truet af hans ældre halvbroder Ismael, viser at hun ikke var en uselvstændig og farveløs personlighed. — 1 Mos. 18:12; 21:8-14.

Hvordan kan en kone i dag være en støtte for sin mand? I en bog der sidste år blev udgivet på engelsk og som handler om hvordan man kan opnå et lykkeligt familieliv, siges der for eksempel i kapitlet om hustruens rolle: „Det manden har brug for er en kone der ikke alene elsker ham og respekterer ham, men som også er ham en virkelig hjælper der støtter ham i de afgørelser han træffer. Det er naturligvis ingen sag at støtte en afgørelse man i fællesskab er blevet enige om at træffe. Det kan straks være sværere hvis du ikke er blevet spurgt til råds eller hvis du ikke deler din mands opfattelse. . . . [Men] mon ikke din loyale støtte — når du trods dine betænkeligheder gør hvad du kan for at tingene kan lykkes — vil få ham til at elske dig endnu mere?“ (Kursiveret af os)

Hvad kan en kone ellers være opmærksom på hvis hun ønsker at være sin mand en virkelig støtte? Hun må være på vagt overfor en almindelig svaghed mange hustruer har, nemlig at småskænde. Det er ikke uden grund at fortidens kong Salomon omtalte denne dårlige egenskab. (Ordsp. 21:19; 25:24) Hvorfor småskænder nogle kvinder på deres mænd selv om de virkelig elsker dem? Det kan udmærket skyldes en ubevidst oprørskhed mod mandens ledelse — enten fordi de gerne vil have mere at skulle have sagt, eller fordi de vil minde manden om at han heller ikke er fuldkommen. Eller det kan skyldes at de tillægger bagateller for stor betydning. Under en selskabelig sammenkomst føler hustruen sig måske ydmyget fordi hendes mand på en eller anden måde har båret sig taktløst ad. Eller han siger noget der er grammatisk forkert, så hun føler hun må rette ham. En kone kritiserer måske sin mands udseende, for eksempel hvis hans slips har siddet skævt eller hans hår ikke har været pænt redt når han skulle træde offentligt frem. Hvis hun ustandselig småskænder på ham eller er efter ham på grund af sådanne bagateller, er hun ikke nogen støtte for ham. Tværtimod. Hun virker nedbrydende på ham.

Ikke sådan at forstå at det først og fremmest er hustruen der skal støtte sin mand. Som allerede nævnt har både ægtemænd og hustruer, ja både forældre og børn, pligt til at støtte hinanden. Det kan endda være en form for støtte at man afholder sig fra at sige noget, hvis man ikke har noget positivt at sige. Hvorfor gøre det der ikke virkelig har nogen betydning, til stridsspørgsmål? Der er et ordsprog der siger at en lille gryde hurtigt koger over. Men hvis vi er storsindede vil vi ikke være hurtige til at give udtryk for utilfredshed når det drejer sig om småting.

Der findes et utal af måder hvorpå ægtefæller positivt kan støtte hinanden. Den mest indlysende er naturligvis at give udtryk for sin værdsættelse af det den anden gør, eller at rose. Man kan støtte hinanden blot ved hjælp af et opmuntrende og venligt smil, eller ved at lytte opmærksomt når den anden taler, enten til en selv eller til flere. Ja, blot ved at være hinanden fysisk nær, ved at være i hinandens selskab og foretrække det fremfor andres, kan ægtefæller støtte hinanden. Især når noget er gået galt kan forstående ord der giver udtryk for ens kærlighed og loyalitet, ord der røber at man ikke tillægger skaden så stor betydning men ser visse forsonende træk ved situationen, være en støtte. Alt dette kan have en højst gavnlig virkning på begge, for „hvo andre kvæger, kvæges og selv“. — Ordsp. 11:25.

De familiemedlemmer der er en støtte for hinanden, adlyder også den gyldne regel om at gøre mod andre sådan som de ønsker at andre skal gøre mod dem. — Luk. 6:31.

Er du en støtte for andre? Det ikke alene KAN men BØR du være, både for din egen og for andres skyld.