Spørgsmål fra læserne

● Er kristne forpligtede til at opgive biindtægter og drikkepenge som skattepligtig indkomst?

Hovedprincippet er det samme i dag som dengang Jesus blev spurgt om man skulle betale skat. Han svarede: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Matt. 22:17-21) Hvis landets lov kræver at man skal betale indkomstskat af det man tjener, vil kristne gøre det.

Mange steder skal arbejdsgiveren oplyse skattevæsenet om hvor meget den enkelte tjener, og trække skatten fra inden lønnen udbetales, og i så fald er sagen ret enkel. Hvis en kristen lønarbejder, når årsindtægten er gjort op, ser at den indbetalte skat ikke slår til, betaler han også restskatten. Og hvis der af forskellige grunde er blevet trukket for meget i skat, kan han roligt tage imod det overskydende beløb der udbetales.

Nogle er imidlertid selverhvervende og skal selv indbetale hele deres skat. Eller de kan ved siden af deres faste lønindtægt, hvorfra skatten bliver trukket af arbejdsgiveren, have nogle biindtægter der ikke automatisk bliver opgivet til skattevæsenet. At dømme efter udtalelser i pressen nu og da, undlader nogle at opgive alle indtægter af den art når de udfylder deres selvangivelse.

Nøjagtig hvad der skal regnes for at være skattepligtig indkomst, varierer meget fra sted til sted. I nogle lande skal man ikke betale skat af beløb under en vis bundgrænse. Men som regel kræves det alligevel at indtægten opgives, og har man flere mindre indtægter, skal skatten betales af det samlede beløb. Også de drikkepenge som en tjener eller en taxachauffør nogle steder får, betragtes undertiden som skattepligtig indkomst.

Hvad må den enkelte kristne da gøre? Han er personligt forpligtet til at gøre sig bekendt med landets skattelove, og derefter ærligt betale den indkomstskat der kræves af ham. Apostelen Paulus skrev: „Lad enhver sjæl underordne sig under de højere myndigheder . . . Så gør til stadighed det gode, og du vil få ros af [myndigheden] . . . Men hvis du gør det onde, da frygt; det er nemlig ikke for ingenting den bærer sværdet; den er jo Guds tjener, en hævner der skal give udtryk for vrede mod den der øver det onde. Der er derfor en tvingende grund til at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld. . . . Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat.“ — Rom. 13:1, 3-5, 7.

Kristne ansatte eller selverhvervende kan se visdommen i at rette sig efter dette. For eksempel undgår de derved at blive retsforfulgt og dømt for skattesvig. Desuden kan de bevare en god samvittighed, hvilket afgjort har stor værdi. Sande kristne erkender at Gud, der ser alt, véd når nogen med vilje snyder i skat, for eksempel ved at udføre arbejde „uden om skattevæsenet“. For at bevare en ren samvittighed søger den kristne at være ærlig i alle ting, også når det gælder om at betale skat. — Hebr. 13:18.

Det Paulus skrev om at få ros er også sandt. Jesu disciple er ofte blevet rost af øvrighedspersoner for deres ærlighed og pålidelighed i skattespørgsmål. Vi kan for eksempel henvise til et afrikansk land hvor Jehovas vidner er blevet forfulgt fordi de ikke har villet melde sig ind i regeringspartiet. Da regeringen i dette land som påskud anklagede Jehovas vidner for ikke at betale skat, var der mange tænkende mennesker i hele verden som vidste bedre fordi de kendte Jehovas vidners holdning i den sag. Om denne forfølgelse skrev dr. K. Jubber for et par år siden: „I lydighed mod deres kristne tro betaler Jehovas vidner deres skat, retter sig efter loven, udfører samvittighedsfuldt deres arbejde, . . . Vagttårnets selskab opfordrer ikke sine medlemmer til at undlade at betale skat; tværtimod, selskabet synes at opfordre til at man retter sig efter statens krav i denne henseende.“ — Social Compass, XXIV/1 1977, s. 128, 130.

Kristne bør altså søge at følge det råd Jesus gav om at betale skat. Dermed være dog ikke sagt at nogen skal snage i andres personlige anliggender fordi de mistænker dem for ikke at være ærlige; vi tror at alle kristne samvittighedsfuldt vil rette sig efter kejserens krav. Med ønsket om at være ærlige og at bevare en god samvittighed betaler de kejseren den indkomstskat han kræver.