Spørgsmål fra læserne
● I Hebræerbrevet 4:15 siges der at Jesus blev „prøvet“. Vil det sige at Gud ikke var sikker på om hans søn ville være trofast?
Nej, for der er intet i Bibelen som tyder på andet end at Jehova var helt sikker på at hans søn ville bevare sin uangribelighed. Det er noget ganske andet der understreges i Hebræerbrevet 4:15, som lyder: „For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“
Jehova havde forudsagt at hans søn, som Messias, ville bevare sin uangribelighed trods lidelser. (Sl. 118:22; Es. 53:3-7, 10-12) Gud havde gode grunde til at stole på at hans enestefødte søn ville forblive trofast under prøve, selv om han var moralsk frit stillet.
Ved sit samarbejde med Sønnen gennem årtusinder lærte Jehova sin søn at kende som ingen anden. (Matt. 11:27; Joh. 10:14, 15) Jehova kendte fuldt ud sin søns sindsindstilling og hjertetilstand. (Rom. 15:5) Selv om Ordet var den ypperste af alle skabninger, søgte han ikke at blive tilbedt, sådan som den åndeskabning der blev Satan, gjorde. (Fil. 2:5, 6) I modsætning til de lovløse engle der gjorde oprør før Vandfloden, søger Sønnen altid at behage sin Fader. Derfor anvender apostelen Paulus salmistens ord på ham, idet han siger: „Gud er din trone i evighedens evighed, og dit riges scepter er retskaffenhedens scepter. Du elskede retfærdighed og hadede lovløshed.“ (Hebr. 1:8, 9; Sl. 45:6, 7, NW) Endvidere har han altid været interesseret i menneskenes bedste. (Ordsp. 8:30, 31) Og han viste gang på gang at han satte sin lid til Faderen, hvis vilje han oprigtigt ønskede at gøre. (Jud. 9; jævnfør Johannes 12:27, 28.) Allerede før Jesus blev født som menneske kunne Jehova altså være sikker på at han ville bevare sin uangribelighed.
Nogle har spurgt: „Hvad nu hvis Jesus havde syndet?“ Men en sådan tanke er kun tom spekulation. Den er i strid med de faktiske forhold. Sagen er at Jesus ikke syndede. Jehovas tillid til ham — en tillid der byggede på fuldkommen kundskab og visdom — var velbegrundet.
Hebræerbrevet 4:15 retter vor opmærksomhed mod Jesu egnethed som himmelsk ypperstepræst. Ved at blive et fuldkomment menneske ligesom Adam, og ved at vise sig trofast til døden, tjente Jesus som løsesummen. (Hebr. 2:9) Som menneske kom han imidlertid også ud for prøvelser og vanskeligheder mennesker normalt kommer ud for når de bestræber sig for at være trofaste — de der bliver taget til himmelen som Jesu „brødre“ og medregenter indbefattet. (Hebr. 2:14-17) Nu og da blev han træt, han oplevede skuffelser og han blev endda udsat for lidelser og trængsler. Paulus kunne med rette sige at Kristus var „en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi“. Derved blev Jesus gjort fuldkommen eller egnet til sin opgave som ypperstepræst, en ypperstepræst der „kan føle med vore svagheder“. Mens andre ypperstepræster måtte bringe ofte for deres egne synder, er Kristus som ypperstepræst „uden synd“. Dog kan han være mild over for os, fordi han blev kød og blod ligesom vi. — Hebr. 4:15, 16; 5:1, 2, 8; 7:28.
Hebræerbrevet 4:15 skulle tjene som en opmuntring for os. Tvært imod at antyde at Gud manglede tillid til sin søn, understreger skriftstedet at mennesker kan være trofaste over for Jehova. Desuden kan det give os tillid til at vi, når vi nærmer os Jehova, har en mild, medfølende og forstående ypperstepræst som tjener til gavn for os.
● Hvorfor sagde apostelen Paulus: „For mit eget vedkommende døde jeg ved loven for loven“? — Gal. 2:19.
Apostelens ord forekommer i en argumentation der viser at et menneske ikke kan retfærdiggøre sig for Gud ved lovgerninger. Paulus skrev: „Vi som af natur er jøder og ikke fra nationerne [der ikke havde Moseloven, og som opførte sig lovløst for jøderne at se], og som véd at et menneske ikke bliver erklæret retfærdigt på grundlag af lovgerninger, men kun ved tro på Kristus Jesus, også vi har sat vor tro til Kristus Jesus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro på Kristus og ikke som følge af lovgerninger, for som følge af lovgerninger vil intet kød blive erklæret retfærdigt.“ — Gal. 2:15, 16.
Loven fik Paulus til at forstå at han ikke kunne holde den til fuldkommenhed. Den fordømte ham som en synder der fortjente døden. Ligegyldigt hvor samvittighedsfuldt han prøvede på at rette sig efter Lovens krav, opdagede han at han kom til kort. (Rom. 7:7-11) Derfor siger han at han døde „ved loven for loven“, eller som Seidelin-oversættelsen udtrykker det: „Imidlertid har Loven selv taget livet af mig og netop derved mistet sit krav på mig, så at jeg kan komme til live for Gud.“ Ved i tro at tage imod Jehovas frelsesordning ved Kristus blev Paulus retfærdiggjort af Gud, så han atter kunne leve. På den måde kom han til live i åndelig forstand. Som følge af sin tro kom apostelen under den hellige ånds påvirkning og lagde dens frugter for dagen. Derfor tilføjede han: „For at jeg kunne blive levende for Gud.“ — Gal. 2:19.